Plader

Mitski: Be the Cowboy

Med en dragende vokal-performance, rigt variereret orkestrerering og strømlinet sangskrivning, imponerer Mitski med sit femte album, der absolut ikke viser nogen tegn på kreativ udmattelse.

Mitski Miyawaki er en 27-årig japansk-amerikansk sangskriver uddannet på Purchase Collages Musikkonservatorium i New York. Med fire albums i baggagen, hvoraf de sidste to, Bury Me at Makeout Creek og Puberty 2, høstede en bredside af flotte anmeldelser, tonser hun nu videre med sit femte album Be the Cowboy. Et album der, trods sit uhomogene udtryk, efterlader et klokkeklart indtryk af Mitski som en målrettet og umættelig kunstner.

Men hvem er Mitski egentlig? Be the Cowboy er endnu et forsøg på at finde svaret på netop dette spørgsmål, og efter Miyawakis eget udsagn har hendes nye plade kærlighed og ensomhed som grundlæggende DNA-kæder. Men der er stadig er stadig underliggende komplekse temaer og spørgsmål om væren at finde under overfladen. Om at være menneske, kvinde og sidde i klemme mellem to kulturelle identiteter. Og i centrum for det hele den rolle, som hun vanligt men ikke uden forbehold indtager: Performeren. Miyawaki fortæller i pressematerialet at netop ensomheden på tourlivet var med til at inspirere de nye tekster: »I had been on the road for a long time, which is so isolating”. Med Be the Cowboy står det lysende klart, at Mitski ikke er som de andre, og det er hun fast besluttet på at vise. Det lykkes hun også i aldeleshed med på Be the Cowboy, der er stærkt udtryksfuld og spækket til randen med inspiration.

Puberty 2 havde ikke mange musikalske gram fedt i overskud, og på samme afmålte vis er Be the Cowboy også skåret helt ind til benet. Mitski forstår nemlig at sige, hvad der skal siges på cirka to minutter. Til forskel fra hendes to seneste albums kan man dog på den nye plade opleve en mere mangesidig og vovet Mitski Miyawaki end nogensinde før. Sangenes korte spilletid kombineret med den frodige produktion fremhæver Miyawakis kompetente kompositionshåndværk, hvor hun på imponerende vis formår at koge sine musikalske idéer ned til kompakte 14 sange på sammenlagt 32 minutter. Lige så kortfattet som hun er musikalsk smidig, fremstår hun som en slags St. Vincent med Guided By Voices’ mådehold og melodiøre.

I første parket står musikken som et monumentalt billede på det indre liv, som Mitski formidler. Fra de svulstige orgel-anslag der indleder albummet på den blændende “Geyser” til de sidste ensomme klavertoner ringer pladen ud på den ømt og svalt sungne “Two Slow Dancers”. Indenfor dem ramme der sættes af disse to numre, viser Mitski, hvorfor hun stadig og i stigende grad er en af de mest bemærkelsesværdige kunstnere i den alternative musikscene. På pladen viser Mitski at hendes femte album så absolut ikke er nogen cul de sac, og udforsker et væld af genremæssige krumspring, der trods sine mange facetter alligevel forekommer at være tæt forbundet i ånd. Be the Cowboy er et eklektisk og farverigt album, der vidner om en sangskriver, som ikke hviler på laurbærrene. På en gang er albummet en kreativ landvinding, men stadig så utvetydigt Mitski, at det ikke er til at tage fejl af.

På albummet synger Mitski gennem en slags persona, hun karakteriserer som »a very controlled icy repressed woman who is starting to unravel«, og tilføjer »because women have so little power and showing emotion is seen as weakness, this ‘character’ clings to any amount of control she can get«. Karakteren er eftersigende inspireret af den kvindelige hovedrolle i Michael Hanekes The Piano Teacher fra 2001, hvor en emotionelt og seksuelt undertrykt klaverlærer indleder et forhold med en yngre elev. For undertegnede henleder forklaringen om det undertrykte følelsesliv således også tankerne på den amerikanske digter Sylvia Plath, for hvem hvis køn og individets sociale restriktioner ofte er et tema i fortolkningen af hendes digte. Mitskis tekstunivers er som Plaths ofte af bekendende og selvbiografisk natur, men på Be the Cowboy kanaliserer hun gennem den nyfundne persona sine følelser gennem en slags ironisk “fake it ’til you make it”-tilgang. Med disse ord lyder det som om, Mitski helt har efterladt den konfessionelle sangskrivning fra Puberty 2, men det er ingenlunde tilfældet. Snarere balancerer Miyawaki i et subtilt spil mellem biografi og fiktion, der nuancerer albummets temaer, frem for at sløre dem.

I hullerne mellem shows på turnéen skabte Mitski altså et semikonceptuelt album om det isolerede tourliv og emotionel undertrykkelse. Titlen Be the Cowboy er ikke en indikation for et stilskifte til “yeehaw” og lassokast, men endnu et tema for pladen. Cowboy-billedet bærer en dobbeltsidet betydning, fordi cowboyen repræsenterer friheds om en dyd, men samtidig er unægteligt forbundet med det forkromede ideal om et kontrolleret følelsesliv. Derfor kommer det måske ikke som en overraskelse, at albummet er alt andet end kontrolleret.

Miyawakis tekstunivers anses lejlighedsvist af kritikere for værende pubertært og ængsteligt i overmål. Den teenage-agtige længsel er med tiden blevet lidt mindre udtalt, men den er umiskendelig til stede. Mitski er dog alligevel gået fra at ville have »A love that falls as hard as a body from a balcony« (“Townie” fra Bury Me at Makeout Creek), til blot at ønske sig »one good movie kiss, and I’ll be alright«(på anden-singlen “Nobody”). Men Miyawakis tekster leveres overbevisende og med et kæmpe vokalt pondus, og der er samtidig tit en tydelig kølig ironi at finde i hendes lyrik. Måske det er denne egenskab der redder Miyawakis tekster fra at kamme over i ren selvmedlidenhed. For hvad Miyawaki til stadighed er en mester udi, er at levere hver eneste lille følelse med sådan en gravitas, at det næsten er tragikomisk.

Selvom Mitski i interviews som regel afbilledes som en outsider, der laver musik for andre outsidere, får man indtrykket at Miyawakis kreative outlet ikke er til for andres skyld end hendes egen. Hidtil har Mitskis lyd nemlig ligget sikkert og solidt placeret i indiescenen, og både Bury Me at Makeout Creek og Puberty 2 udforskede en tidløs blanding af distortion-ladet indierock, der lød som Weezer og Mariah Carey i ekstatisk forening. I pressematerialet til Be the Cowboy fortæller hun dog også om lyden, der bar hendes popularitet: »It became something people recognized me for, and I wanted to make sure I didn’t repeat myself or unintentionally create a signature sound«. Selvom udsagnet først og fremmest er et udtryk for et ønske om at undgå kreativ stilståen, vidner det også i særdeleshed om en kunstner, der ikke lider af behagetrang. På Be the Cowboy inkorporerer Mitski derfor flere af de orkestrale komponenter, der udgjorde en stor bestanddel af hendes tidlige materiale, men læner sig også længere hen mod poppens verden, end hvad hun hidtil har gjort. For eksempel på “Why Didn’t You Stop Me”, der med sin synth-intro lige så godt kunne have været skrevet af Robyn, mesteren udi partysorgernes soundtrack. Eller den fedtede synth-bass ledsaget af kitschede håndklap på “Washing Machine Heart”. Alligevel er der så milevidt fra fra sangene på pladen til radio-pop i egentlig forstand. Udover at være korte er de nemlig ofte uden egentlig struktur, og selvom melodierne er iørefaldende, er de ofte lige så uforudsigelige som de er uimodståelige.

Der er country-vibes på den gyngende “Lonesome Love”, uhyggelig og dyster cabaret-stemning på “A Horse Named Cold Air” på bedste Kate Bush-manér, samt Fiona Apple’esk klaver-swagger og soul-blæs på “Me and my Husband”. Hertil kommer også de mere klassisk lydende Mitski-numre: “A Pearl”, “Remember My Name” og “Blue Light”, der også udgør højdepunkter på pladen. På “Nobody” kanaliserer Mitski en form for mørk emo-disco, der potentielt set kunne have været et hit i 70’erne. I takt med de ildevarslende gentagne toneartsmodulationer i sangens slutning, sidder man tilbage med en særartet følelse af pervers observans. Det er følelsen af at observere et menneske i havet vinke, for først for sent at opdage, at de faktisk er ved at drukne. Det er netop denne følelse som Mitski altid intuitivt har brilleret ved at omfavne.

Paradoksalt nok er albummets eneste svaghed også, når Mitskis rå og umiddelbare tilgang til kompositionerne øjebliksvist ikke fungerer. Enkelte sange når nemlig ikke helt at få luft under vingerne, før de er ovre. Der er ikke tale om dårlige sange, for til det er Mitski simpelhen for dygtig. Snarere handler det om et uudnyttet potentiale, der afholder for eksempel “Pink in the Night” og “Come into the Water” fra at folde sig ud. Men det er små ridser i lakken på et ellers gennemført album, der trods sangenes ofte skitseagtige natur ikke huser mange halvbagte øjeblikke.

Produktionen af vokalerne på albummet, der er optaget uden dub og korharmonier, bidrager yderligere effektfuldt til albummets isolationsfølelse, og maler et billede af en person syngende alene på en scene i et tomt rum, midt i sit eget indre tumult. Uden nødvendigvis at have de produktionsmæssige træk til fælles, er det ikke ulig den nærmest ubodelige ensomhed som David Bowie fremprovokerede på Station to Station. Det er muligvis tilfældet at Be the Cowboy ikke har helt samme æstetiske sammenhængskraft som Puberty 2 havde, men et stort cadeau skal tildeles Miyawaki for at skubbe sin musik i nye retninger, alt i mens hun stadig har formået at opretholde de mest essentielle kvaliteter ved sit udtryk. 

»It would be a hundred times easier, if we were young again, but as it is, and it is, we’re just two slow dancers, last ones out«. Sådan lyder en af linjerne på den sparsomt orkestrerede “Two Slow Dancers”, en stilfærdig og dragende smuk ballade om menneskets foranderlighed, gammel kærlighed, og de frustrationer der ofte er dens tro følgesvend. »To think that we could stay the same« synger hun hen mod sangens afslutning med en erkendelse, der, set gennem sin personas øjne, nok er det tætteste albummet kommer på en egentlig forløsning. Et øjeblik som dette giver et indtryk af Miyawaki som en kunstner med en stadig effen evne til at udforske den menneskelige tilstand, og på empatisk vis prøve kræfter med en ende af følelsesspektret, hun ikke nødvendigvis selv har gennemlevet. Det er mindre ungdommeligt i udtrykket, men det er på ingen måde mindre hårdtslående.

Be the Cowboy stikker ganske vist i alle mulige retninger, men pladen er en overdådig samling af velproducerede sange med ufatteligt meget at byde på. Selvom Mitskis foretrukne tilgang stadig er hurtig og til sagen, er de idérige kompositioner for nogle lyttere måske for diffust et udtryk, og man vil kunne klandre Mitski for at favne for mange idéer og indflydelser på ét album. I den henseende er Be the Cowboy heller ikke hendes bedste. Men pladen kan, med sin alsidighed og mærkværdige favntag med weird-poppede produktioner, gå hen at blive Miyawakis chance for at opnå den brede appel og anerkendelse, hun fortjener. Be the Cowboy er nemlig lige så ærlig og indbydende, som den utvivlsomt er hendes modigste. Alt imens Mitski på Be the Cowboy sultent udforsker nye afkroge af sin musikalske identitet, holder hun stadig fast i sine bedste kvaliteter: hendes evne til at komponere de kortfattede og slagkraftige sange, der gør hende til en af vor tids mest vedkommende sangskrivere.

★★★★★☆

Skriv et svar