Plader

John Grant: Love Is Magic

Kærligheden banker på her på amerikanske John Grants fjerde soloalbumLove Is Magic, og det klæder både musikken og teksterne. Det vanlige elektroniske, eksperimenterende lydbillede forbliver intakt, mens tekstuniverset kredser om de helt store følelser.

Der er sket noget med John Grant. Noget er forandret, men hvad det helt præcist er, er svært at sætte fingeren på. Men at det har noget med kærlighed at gøre, det er helt sikkert. Her på Grants fjerde album Love Is Magic har kærligheden ligefrem sneget sig ind i titlen på albummet. Med sin skønsomme blanding af alskens slags elektroniske lyde tilsat det billedrige tekstunivers, der gør ham til en fabelagtig historiefortæller, kan man vist roligt kalde Grant for en yderst eksperimenterende kunstner. Innovativ, legesyg og mere eller mindre permanent ude med riven – en fryd for den tænkende lytter. På Love Is Magic kommer komplekse temaer som følelsernes dualitet og menneskets forandring under kærlig behandling, og blandes med store flader af synthesizers. Men det er kærligheden, der er omdrejningspunktet i maskineriet, og det går ikke kun i hjertet og i hjernen men også i skoene. At kalde Grant venlig stemt over for kærligheden er muligvis at gå for langt, men han er i hvert fald ikke afvisende. Det er nye toner fra den ellers ofte bitre amerikaner.

Det startede allerede med førstesinglen ”Love Is Magic”, der er en storslået synthesizer-ballade med et let tryk på det sentimentale. Teksten er dog langt fra sentimental. Faktisk er den det stik modsatte. »You forgot your medication/ And Sade is playing on the radio« synger Grant med flerstemmigt kor på sidste ord. Så er scenen ligesom sat, og han kaster sig herefter ud i at stille sig selv det ene retoriske spørgsmål efter det andet om kærligheden. Vi befinder os efter nyforelskelsen – efter de lyserøde skyer – og kigger reflekteret tilbage. »And this thing called intimacy/ Is it what you always thought it would be?« Jamen… var den? Og det der med at bevare kontrollen, blev det til noget? Eller »Did you find out there’s really no such thing?« Svaret er nej til begge, men trods det – trods det faktum, at kærligheden ikke var på den måde, man havde forstillet sig – ja, så er den stadig magisk.

»Love is magic/ Whether you like it or not« synger Grant et sted mellem det opløftende og det opgivende. Kærligheden er magisk; ikke tragisk, ikke engang bare underlig. Nej, den er magisk, og du kan stritte ligeså meget imod, som du vil, synes Grant at sige, det ændrer sig ikke. Det er nye toner fra amerikaneren.

Men inden vi når så langt, er vi nødt til at gøre op med det gamle. Vi er nødt til at forandre os, og det gør vi på pladens første nummer ”Metamorphisis” – et yderst passende navn til en yderst transformerende sang. Med teatralsk stemmeføring, akkompagneret af en vanvittig blanding af keyboards, trommemaskine og futuristiske lyde, præsenterer Grant en vild og usammenhængende verden for lytteren – fra »Tickets to the Met/ Sweet corn from the can« til »Earthquakes, forest fires, hot Brazillian boys«. Det er en verden, der hverken er særlig grim eller pæn, men mere måske bare er. Grant synger ikke, men taler – observerer og cementerer, råber, snerrer, hvisker – sine sætninger, der i bogstaveligste forstand bevæger sig i øst og vest, frit mellem politiske budskaber, reklametekster og noget, der mest minder om sort snak. Intet er samhørende, intet er sikkert, lige bortset fra en enkelt ting: »You transform/ There is no maybe« Og langsomt forandrer selve sangen sig også. Langsomt glider de elektroniske lyde over i et mere sammenhængende, mere drømmende udtryk, der mest af alt minder om noget fra den nyeste Blade Runner-film. Grant synger også nu, og lader sin smukke stemme fortælle om drømme, om selvoptagethed, om »Questions left unanswered«. Men det varer ikke ved, og vi er hurtigt tilbage i den virkelige verden: »A new shooting/ Fresh for breakfast« konstaterer Grant tørt, men vi drukner i skæve, elektroniske lyde. Det er avantgarde med stort A.

Men knapt er man færdig med at analysere og fortolke, før man må smide hænderne i vejret og sætte benene på dansegulvet i selskab med ”Preppy Boy” – et amerikansk udtryk der måske bedst kan oversættes med overklassedreng. Til lyden af helt vildt fængende og poppede synthesizers komplet med 80’er klap i baggrunden, beskrives denne knægt, så man levende kan se ham for sig – en skørtejæger i poloskjorte med kridhvide tænder »And he doesn’t use sunscreen«. I bogstaveligste forstand placerer Grant sig selv som udenforstående observatør: »I see you out there playing lacrosse« Han er en del af en verden, som vi og fortælleren ikke tilhører; en verden, som fortælleren synes at være både fascineret og frastødt af. På den ene side er tøjet, skoene, og tandsættet årsag til beundring – på den anden side er det kun overfladiske ting i en overfladisk verden uden eftertænksomhed eller dybde. Fascinationen vinder, og fortælleren stikker ham sit nummer, også selvom han godt er klar over, at chancen måske ikke er så stor: »It might be wishful thinking/ But you’ve got to try« synger Grant med mørk stemme, og det kan han jo have så evigt ret i.

Denne dualitet – denne komplekse følelse af både af attraktion og afsky – går igen på nummeret ”He’s Got His Mother’s Hips”, der, om muligt, giver lytteren endnu mere lyst til at kaste ud i kropslige udfoldelser. Her er vi ude i et forholdsvis langsomt, men yderst sexet stykke electronica, der med støn og suk tager lytteren i hånden og placerer ham eller hende på forreste parket, mens en mand med »Itsy bitsy super pointy stepsies« indtager et dansegulv med kække bemærkninger og selvtilliden helt i top. Igen er vi holdt uden for – »He does not speak your language« – og igen er vi både tiltrukket og frastødt. For netop som lyset dæmpes; netop som vi tror, at vi skal være vidne til noget fuldstændig spektakulært, får vi i stedet en underspillet afklapsning serveret let og elegant. »He’s got his mother’s hips« crooner Grant, så man ikke kan lade være med at synge med. Det er ikke ligefrem et kompliment til en mand, vel? Det er drillende uden at være ondskabsfuldt, og det er også selvom vi advares: »Watch your back/ His tongue is super dangerous«. Men det er kun tungen, der er farlig, og nummeret fader ud til tonerne af en funky bas, elektroniske trommer og en led guitarsolo. Ah, det varmer.

Ak ja, der findes mange former for tiltrækning, mange slags forhold og megen slags kærlighed. Men vigtigst af alle disse er dog den helt store af slagsen, og hvor er denne dog fantastisk beskrevet på det meget smukke nummer ”Is He Strange”. Det starter langsomt. Storladne, melankolske klaverakkorder med et snert af sentimentalitet som fra en romantisk Hollywood film – en slags futuristisk Elton John. Teksten er samme sted, det hele er næsten en klichè: »He was just there/ He was just standing here«, og så kom jeg, og vi så på hinanden, »And in that moment everything changed«. Men rimelig hurtigt bliver man klar over, at der ligesom på ”Love Is Magic” absolut ikke er tale om den lyserøde af slagsen. Det er kærlighed på godt og ondt; kærlighed man ikke vil være foruden, også selvom den gør ondt. »Is he strange/ Or is it you who never saw the light?« Er det ham den anden, der er mærkelig? Eller er det dig, der langt om længe har lært noget? Dig der nu oplever, hvordan kærligheden i virkeligheden er? Det er ganske velovervejede tanker, Grant gør sig, men det virker også lidt tøvende. Man tør ikke helt giver sig hen, så man kalder ham mærkelig, og det er først til sidst i sangen, i allersidste omkvæd, at Grant ikke længere kan modstå fristelsen til at svare på eget spørgsmål: »Baby you’re not stange/ You’re the only one who’s ever been right«. Det er en voksen kærlighed, uden luftkasteller eller vrangforestiller om, at den anden kun eksisterer, når han bliver set af dig: »He’s not some flower you can pick« – en fint billede på en kærlighed fuld af omsorg og respekt.

På en god dag kun man sagtens kalde John Grant for en queer Nick Cave. Han tekster er så levende, at det er helt umuligt ikke at leve sig fuldstændig ind i hans alternative univers, og når han samtidig både får lytteren til at tænke og til at danse, ja, hvad mere kan man så forlange? En forkærlighed for det abstrakte og surrealistiske er dog at foretrække, hvis man skal have så meget ud af Grant som muligt. Love Is Magic er et forholdsvist tilgængeligt album, men ser man på numre som fx ”Metamorphisis” men også den rimelig vanvittige – og i min optik vanvittig morsomme – ”Diet Gum”, så må man nok indrømme, at vi befinder os i afdelingen for viderekomne. Til dem vil jeg blot citere Grant selv: ”Now close your eyes/ And concentrate on this groove”.

Der er noget for enhver her.

★★★★★☆

Om skribenten

Laura C. F. Petersen

Biografi:

30+ fynbo med rødder i den italienske muld. Har brugt de sidste 7 år på at bo og arbejde i London, men vender nu tilbage til København med blod på tanden og lyn i øjnene. Cand.mag. i engelsk og svært glad for at korsstingsbrodere.

Fem favoritalbums:

Manic Street Preachers: The Holy Bible

Interpol: Turn On The Bright Lights

Placebo: Without You I'm Nothing

Massive Attack: Mezzanine

The Cure: Disintegration

Skriv et svar