Plader

Shiny Darkly: Bronze

Danske Shiny Darkly udgav deres første EP tilbage i 2012. Jeg kan huske, at jeg købte den, og efterfølgende så dem spille på Voxhall i Aarhus samme år. Det var godt. Der var en herlig fyldig lyd, der velsagtens, uden at fornærme nogen, lød som en lidt mere storladen hyldest til Joy Division. Bandet rummer stadig den del, men der er sandeligt også sket ting og sager i mellemtiden.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg et års tid efter en koncert med Shiny Darkly, solgte deres EP, da der skulle ske noget nyt i pladesamlingen. Sidenhen har de bevæget sig i periferien af den musik, jeg hører. De fik umiddelbart aldrig det momentum, som de havde fortjent, eller i hvert fald det, de var blevet spået til. Det kan også være, at det bare var mig, der var ved at forandre mig musikalsk, men indtrykket var, at de bevægede sig lige under radaren. Til gengæld druknede Iceage i hæder og ære, hvilket, helt fortjent, nok tog det meste af opmærksomheden væk fra andre post-punkinspirerede bands, heriblandt Shiny Darkly. Nu har jeg så fået muligheden for at blive up to date med bandet igen, denne gang med deres anden fuldlængde, Bronze.

Selvom jeg kan høre noget af det hos Shiny Darkly, som jeg hørte dengang på Voxhall for efterhånden mange år siden, så synes jeg, det er andet band, jeg hører her i 2018. De har på sin vis gjort sig fri af den mere tilbageskuende tilgang til post-punken — det er som om, de endeligt har fået hørt andre plader end Joy Divisions Unknown Plesures, for selvom det er en guddommelig skive at skue tilbage på, så er det godt, der er blevet lyttet til andet.

Det, der slår mig, da første nummer, ”New Country”, lyder ud af højtalerne, er, at de har lyttet til Nick Caves tidlige udskejelser i The Birthday Party og et stænk Violent Femmes. Der er ikke tale om et rip off, sådan som de starter med et vibrerende skud industrial. Buldrende trommer starter ballet, men stemningen sættes på prøve af et noget malplaceret forsøg på at peppe tingene op med en alt for pæn og poppet hornsektion.

”Perfect” tilføjer noget synthambient til den industrial feel fra første nummer, en lyd der mest kan sammenlignes med udgivelser fra det danske pladeselskab Posh Isolation. Vokalen lyder dog en kende anspændt, og det er som om, styrken ikke er der til at få den der helt desperate lyd, så at sige. Måske har frontmand Kristoffer Bech for meget kontrol? Kvaliteten lider dog ikke helt så meget i sin konsistens, da de formår at skabe et lydbillede, der giver effekten af en nærmest mekanisk dansende trance.

Som sagt tidligere, så kan der ikke tales om, at Shiny Darkly helt har forladt deres gamle 80’eridoler, og med ”The Lake Mirrors It All” får vi den herligt buldrende basfigur, som vi kender den fra gamle dage. Hvor vokalen ikke kom helt op at støde for mig på forrige nummer, så er jeg solgt på dette — her er Bech virkelig i sit es. Hans slacky og flydende stemmeføring er stemningsmættet og lækker, guitaren får vredet nogle skingre og syrede hvin ud af sig, og hele herligheden akkompagneres af små, gnistrende synhtfills.

På ”Monk In Doubt” gives der en lettere drenget hyldest til Lou Reed og David Bowie, men nummerets marchtrommer, a la U2,  og det akkompagnerende britisklydende kor, stikker mig lidt i ørene. Alligevel kan jeg ikke lade være med at nyde, når der synges »Come back in my arms« – et stykke, som giver mig associationer til førnævnte Reeds New York og Bowies Berlin.

”WW” er desværre lidt af en misser i forhold til resten af pladen. Det starter så godt i bedste Galaxie 500 guitarstil, men så bliver det kantet og kluntet. Bevidste forsøg på at bremse rytmen op, så den for en kort stund virker ude af takt, virker ikke synderlig godt. Dog skal de igen have ros for energien, og for at spilleglæden skinner igennem. De har modet.

Pladens ultimative toppræstationer lader vente på sig. På pladens to sidste numre, “Tango” og “Time as a person”, leverer de for alvor noget modigt og originalt med en hybrid af eurodance clubstyle og indie-rockens tilrøgethed. På “Tango” er bassen et dunkende pulsslag, der stiger i intensitet, alt imens kølig synth og et spinkelt klaver giver luft i lydbilledet. Det sparker røv! Ligeledes er der noget, der rører på sig hos denne anmelder på pladens sidste nummer, ”Time as a person”. Her tilføjes den clubagtige følelse en skærebrænder fuzzguitar og glimrende percussion, alt imens keyboardet giver struktur.

Bronze er således en plade, der både rummer tonerne fra et band der er blevet ældre, men også mere modige. Det kan godt være, at de ikke rammer rigtigt hele pladen igennem, men når de gør, er det virkelig godt. Et lækkert sammensurium af inspirationer og leg, hvilket er et kærkomment break fra hengivenheden til evigt navlebeskuende postpunk. Der er missere imellem, særligt de numre, hvor de lyder lidt for meget som nogle andre, klæder dem ikke super, men på de numre, hvor de giver den los og spiller op til fest, rammer de en originalitet. Særligt de sidste to numre på pladen rammer plet.

★★★★☆☆

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

Skriv et svar

boeger