Plader

Daughters: You Won’t Get What You Want

Daughters har lagt spastisk guitar og teenageangst bag sig, men åbner nye depressive horisonter, der på én gang er mere uhyggelige og betagende end nogensinde.

Titlen på Daughters første udspil i syv år lyder som en advarsel. Hvis man sætter deres debutplade, Canada Songs, på og forventer mere af samme skuffe, kan man da også kun blive skuffet. Det er umuligt at høre, at der er tale om det samme band. Providence-bandet er vokset ud af den posthardcore og ængstelig screamo, der var blevet en af de naturlige blindgyder for punkbevægelsen. I sin tid kæmpede Daughters for at genoplive punkens energi med et arsenal af ekstremt kaotiske lydsider, korte spilletider og sangtitler som kunne få enhver 15-årig, eksistentielt udfordret teenager til at nikke anerkendende. Et kig i Daughters eget bagkatalog afslører titler som “Nurse, Would You Please Prep the Patient for Sexual Doctor”, “The Fuck Whisperer” og “Crotch Buffet”.

Det bliver sværere at holde pik-og-patter attituden kørende, når man er godt inde i 30’erne, så da Daughters i år udsendte nyt, var de studentikose titler væk, men nihilismen driver dog stadig ned af væggene på You Won’t Get What You Want.

Hvor bandet før befandt sig i en verden af skrighalse og tonsertunge breakdowns, har Daughters nu omfavnet en atmosfærisk støjrock, der tårner sig op og vælter ind over lytteren samt forsanger Alexis Marshall. Ved at forlade deres soniske blitzkrieg til fordel for en både mere neddæmpet og altopslugende lyd, har de åbnet for et fuldstændigt nyt univers med en modenhed, som rækker langt ud over ungdommelige selvmordsfantasier. Hvis speed og forhastede beslutninger var Daughters tidligere drug of choice, er de nu blevet forfaldne til opiater og en dybere, eksistentiel frygt. Den knugende, overvældende angst Daughters fremmaner, er først og fremmest resultatet af en indre kamp.

På “City Song”, der åbner helvedsballet, nedbryder ildevarslende basfrekvenser og hypnotiske trommer langsomt Marshalls monotone stemme til piv og jammer, mens guitaren river og flår i ham. Den kaotiske “Long Road, No Turns” følger Marshall ind i vanviddet: »Everybody crawls up high and falls real far /I don’t know what to say / I don’t know what to say /when people come apart /the road is long /the road is dark” klager Marshall, alt imens han er fanget i et spindelvæv af cykliske, mareridtsagtige guitarfigurer, som, hvis man ikke vidste bedre, kunne være spillet af the Blair Witch.

Den første halvdel af You Won’t Get What You Want lyder som et sammenbrud i slowmotion lejlighedsvist afbrudt af melodiske stunder som på “Satan In the Wait” og en revanche fra de spastiske guitarer på “The Flammable Man”, som kommer tættest på retro-Daughters. På den anden halvdel bevæger bandet sig i et mere atmosfærisk univers, hvor man for alvor hører ekko af Nick Caves nihilisme, gotisk Western-twang og industriel depression a la Nine Inch Nails. På den for Daughters mastodontiske spillelængde, 48 minutter, formår You Don’t… at udforske menneskets mørkeste sider uden at forfalde til billige rekvisitter – her er ingen drengerøvs breakdowns, ingen sataniske tekster.

Når man hører You Won’t Get What You Want her i den søde juletid, bliver man mindet om den gamle kliché, at vores største modstandere er os selv, og at dæmoner kommer indefra. Som Marshall trygler på den uforlignelige “Guest House”, hvor bandet overgår sig selv og får stoppet et helt kartotek af sindslidelser ind i et 4½ minut langt monster af tærskende trommer, febrilsk guitar og gotisk ambient: »Who Locked the Door? /Who bent the key? /I’ve been knocking and knocking and knocking and pounding/ Let Me In.«  Gud fri os fra det onde og lad os alle lytte til Daughters.

★★★★★½

Om skribenten

Thøger Christensen

Biografi: Jeg har altid haft en rimelig skizofren musiksmag, der blev grundlagt med hårdere rock og metal, men siden hen har inddraget jazz, indiefolk, elektronisk musik og for nylig også hiphop. Jeg elsker at blive udfordret og overrasket, men er samtidig stor fan af det iørefaldende og fængende. I tråd med dette er nedenstående fem albums ikke så meget mine favoritalbums, som skiver der er blevet spillet tit og ofte eller har hjulpet mig til at forelske mig i nye genrer.
Fem favoritalbums:
Fjernsyn Fjernsyn: Fjernsyn Fjernsyn
Blake Tartare: More Like Us
Death: Symbolic
Aphex Twin: Selected Ambient Works 85-92
Dr Dre: The Chronic

Skriv et svar

boeger