Artikler

Roskilde-booker Stefan Gejsing anbefaler tre navne på årets festival

Britiske Black Midi når lige at udgive deres debutalbum inden Roskilde Festival. Og dem skal du ikke misse på årets festival. Foto: PR.

Vi har taget en snak med Stefan Gejsing fra Roskilde Festivals musikgruppe for at få tre anbefalinger til, hvad man skal se på årets festival.

Den særlige uge nærmer sig, hvor 188 artister skal kæmpe om krydserne i vores festivalprogram. Og selvom man selv kan lytte sig lidt ind på tonerne på internettets mange musikplatforme, er der nu intet som en god gammeldags anbefaling. Derfor ringede vi til Stefan Gejsing fra festivalens musikgruppe for at høre, hvilke tre bands han anbefaler til Undertoners læsere. Han booker blandt andet festivalens danske og nordiske navne og har rejst rundt på alverdens branchefestivaler for at finde det bedste lige nu til årets festival.

For nylig havde vi inviteret ham en tur på Loppen for at tale om bookingarbejdet, hvor han fortalte om at opdage det islandske BDSM/synthpunk- og Eurovision-band Hatari, det norske math-indiepop band Mall Girl og det australske punkband Amyl and the Sniffers.

Black Midi / fredag kl. 21.00 / Pavilion

»Det er et fuldstændig sindssygt liveband, og vi har hørt det rigtig meget på kontoret. Deres trommeslager har fået en pris for at være den bedste nye trommeslager i England, og han er bare virkelig fantastisk.«

»De er meget jazzet i udtrykket, samtidig med at de har en helt vildt sindssyg punk-attitude. De har sådan nogle meget larmende sekvenser og nogle totalt skæve taktarter. Deres vokal bliver ikke sunget, men reciteret eller råbt. Numrene stikker i mange forskellige retninger, så man kan mærke, det er et band, der er i en rivende udvikling.«

»Vi havde booket dem, før de nærmest havde udgivet noget. Ret tidligt fik vi nogle af deres første numre sendt og var ret betaget af dem, og mine kollegaer var i England for at se dem.«

»Jeg havde fornøjelsen af at se dem på branchefestivalen SXSW i Austin i foråret og blev fuldstændig revet med. Roskilde Festival lavede et arrangement i SAS’ House of Scandinavia, hvor vi inviterede tre skandinaviske bands og Black Midi. De spillede i en minipark med nogle træer og en meget åben scene, uden nogen overdækning. Folk sad på en bakke, der i dagens anledning var blevet beklædt med kunstigt græs, og publikum sad og picnicede i nogle små grupper. Black Midi er måske mere sådan et Stengade-band, der skal spille i en lille grotte, men de var skideligeglade. Man kunne have smidt dem på Oslo-færgen, og så havde det stadig fungeret for dem. Det gik op i en højere enhed og blev ret fedt og magisk på den måde.«

»Jeg har set rigtig mange koncerter på grund af mit job, men jeg kan stadig blive draget ind i et univers, hvor jeg kan mærke kuldegysningen ned langs rygsøjlen. Det sker, når man bliver draget ind i et univers, man er lidt usikker omkring, og du ikke ved om det genialt og til grin. Det er tit der, hvor man er mest sårbar og dermed mest modtagelig.«

Clan Caimán / lørdag kl. 18.30 / Gloria
»Det er en kvintet fra Argentina, som spiller sådan noget filmisk, atmosfærisk musik, der også er meget chillet. Musikken skaber nogle gode billeder, der er ikke vokaler på, og det er ret stemningsmættet. Når man hører det, kan man godt få fornemmelsen af, at det vil passe godt til en film, fordi det ikke har ordet som en vigtig del af det. Det er et band, der nærmest er skabt til Gloria rent lydmæssigt.«

»Det er et ret hemmeligt band på den måde, at de ikke er så kendte og ikke bruger så lang tid på at være på de sociale medier. Vores booker Peter Hvalkof (der booker verdensmusik, red.) havde fået dem anbefalet, og vi syntes, det var pissefedt. Det er et af de få bands, vi ikke har set live endnu, fordi de ikke turnerer så meget i Europa, men vi har fået dem anbefalet fra nogle i Peters netværk ude i den store verden.«

Sidney Gish / fredag kl. 13.00 / Gloria
»Det er en pige fra USA, som vi opdagede på SXSW. Det er bare hende og en guitar på scenen. Hun har lavet en fuldstændigt fremragende debutplade (Ed Buys Houses (2017), red.), hvor teksterne er meget personlige og handler om det der meget almindelige liv for en pige i midten af 20’erne og nogle af de udfordringer, der kan være med en kæreste eller ingen kæreste, ens egen seksualitet og andre ting i den situation.«

»Jeg blev overvældet af, at hun er helt lige til, står nøgen på scenen og bare spiller. Hun er indbegrebet af en almindelighed, men igennem den almindelighed har hun et udtryk, som jeg tror rammer ret bredt. Det er ikke et spørgsmål, om du er 40 eller 17 år, før at der er noget i hendes tekster, du kan forholde dig til. Hun har en charme som gør, at man kan huske hende.«

»I virkeligheden virker hun ikke bange for at virke ordinær. Hun er bare en pige, der kommer med sin guitar, og det kan man normalt have enormt let ved at ignorere fuldstændigt. Især når man spiller på SXSW, hvor der er meget larmende og over 2000 bands. Men vi endte med at se hende tre gange i løbet af festivalen. Først tænkte vi, at det var lidt pusserløjerligt og finurligt. Næste gang blev vi overrasket over, at det egentlig er vildt fedt. Hun er meget charmerende, når hun står og fortæller mellem numrene. Samtidigt var der også en ensomhed over hende, fordi hun er så alene på scenen.«

»Vi havde egentlig ikke plads til hende, når vi kiggede på spilleplanen, så vi måtte opfinde en plads til hende. Hun flyver ind for kun at spille hos os, og hun kommer helt alene. Jeg tror, hun skal være her under hele festival og bare bo i et telt ude på pladsen. Hun vil bare gerne have det på den måde. Det, synes jeg på en eller anden måde lidt, afspejler hendes musik. Hun flirter med den der ensomhed, samtidig med at hun hviler i sig selv.«

Skriv et svar