Koncerter

Roskilde Festival 2019: Julia Holter, Roskilde Domkirke

Foto: PR

Domkirken var den perfekte ramme for Holters kammerpop, men desværre valgte hun de sange, der normalt forbigås med god grund.

Da det få uger før festivalen blev annonceret, at amerikanske Julia Holter ville spille en ekstra koncert med sin eksperimentelle kammerpop i Roskilde Domkirke to dage før festivalstart, købte jeg straks to billetter. 100 kroner for at opleve hendes sange i noget nær optimale rammer i det mere end 800 år gamle monument føltes som et røverkøb.

Forventningen blev delvist indfriet. Allerede i de indledende toner i den kammermusikalske ”Chaitius” fra sidste års halvanden time lange album Aviary lod Holter sin vokal »uh uh«’e sig op mod det 83 meter høje loft, som hun kiggede op mod det meste af koncerten.

Det lød vidunderligt, og kirken gjorde sit bedste for at sprede lyden af hendes stemme, violin, kontrabas, keyboards og sagte slag på trommerne ud i det dramatiske rum. Hele rummet var udstyret med lamper, og bedre akustik kunne man dårligt forestille sig til en koncert med Julia Holter.

Væk fra festivalscener og mørke spillesteder lod Holter sig inspirere til at søge tilbage mod det eksperimenterende album Tragedy (2011), og de numre fra Aviary, der normalt ikke finder vej til sætlisten på den igangværende turné.

Koncerten varede halvanden time, men desværre var det kun i få momenter, at hun fik skabt reelt rørende momenter med lydene i kirkens rumklang. For selvom, man under de første numre ”Chaitius” og ”Try To Make Yourself a Work of Art” sad med en fornemmelse af, at rumklang lyder fedt, forsvandt den  fornemmelse også ret hurtigt.

Vi fik ganske vist en glimrende fremførelse af ”I Would Rather See”, hvor Holter sang alene over en flade af harmonium og lette basanslag.”Colligere” var også gåsehudsfremkaldende, da musikerne sagte lod musikken spadserer langsomt over akkorderne, der flot lod sig folde ud i rummet. Og ”I Shall Love 1” (ikke at forveksle med 2’erne, der var Aviarys første single) blev et fint forløsende klimaks på koncerten, med den marcherende koda på den storslåede sang.

Men disse sange rakte også kun ud efter de helt igennem storslåede oplevelser, uden helt at nå det forløsende potentiale. For der var stadig et eller andet, der generede i sangene: en for løssluppen melodi, underlig instrumentering eller for ensidige kompositioner.

Resultatet var, at koncerten overordnet set var kedelig. Det er med god grund, at disse sange sjældent finder vej til hendes sætlister, og denne aften lod sangvalgene i højere grad til at være for Holters egen skyld end det publikum, der havde søgt væk fra campingområdet og de 3,5 kilometer op mod domkirken. Jeg savnede ærlig talt hendes kendteste sange som ”Sea Calls Me Home”, ”I Shall Love 2”, ”Feel You” eller ”Silhouette”, der netop indeholder de kvaliteter, jeg savnede under koncerten. Heldigvis kan hun tage revanche, når hun fredag aften spiller inde på festivalpladsen.

★★★☆☆☆

Skriv et svar