Plader

Julia Holter: Aviary

Julia Holters femte studiealbum Aviary er lyden af en kunstner, der gør præcis som hun har lyst til. Et mastodontisk værk, der er lige dele smukt, eventyrlystent, udfordrende, larmende og forvirrende – men også værd at gå på opdagelse i.

Det er svært for mig at sætte ord på Julie Holters nye album. For hvor skal man begynde? Gennem én time, 29 minutter og 48 sekunder tager den californiske sangerinde og komponist lytteren på en tour de force gennem hendes symfoniske univers, der aldrig har været mere omfattende. På godt og ondt. Aviary er på alle måde et album, der kræver tålmodighed.

Inspirationen bag albummet kommer fra en linje i en novelle af forfatteren Etel Adnan: »I found myself in an aviary full of shrieking birds.« En sætning, der for Julia Holter blev en metafor på livet i 2018 og al den larm og kaos, der omgiver os alle i disse tider. Fra byens støj til de uendeligt mange stemmer og holdninger, der kan høres overalt på TV, radio og internettet. Det er som om, her aldrig er rigtig stille. Det er netop denne kakofoni – og hvordan mennesket møder den – der danner baggrund for albummet.

Følelsen af larm og kaos vælter ind over lytteren fra albummets første sekund, hvor åbneren “Turn the Light On” fungerer som et sonisk frontalangreb af bækkener, violiner og guitarer, der skurrer mod hinanden, alt imens Holters messende stemmer svæver over larmen. Som blev den skreget ud fra en fjern bjergtop et sted i horisonten.

Herefter følger albummets korteste sang “Whether”, der tramper afsted over en skinger synthesizer, inden den pludselig gør holdt. Denne efterfølges af nummeret “Chaitius”, der i mine ører er otte usammenhængende minutter. En blanding af fjern skønsang, strygere, mærkelige stemmeeksperimenter og skæve trommer, der skifter retning og stil så mange gange, at man aldrig rigtig ved, hvor man er på vej hen. Endnu mere eksperimenterende bliver det på “Voce Simul”, der starter som en slags middelalderlig munkemusik og bevæger sig ind i et crescendo af Holters maskinelt manipulerede stemme.

Det er på sin vis fascinerende, men der mangler bare de gode melodier. Eller måske bare sange, som jeg kan genkende som netop sange. Albummets numre er ofte så lange og spraglede, at de kan være svære at finde rundt i. En labyrint af lyde, melodier, inspirationer og indtryk.

Det ligger meget langt væk fra, hvad jeg er vant til at lytte til, og i stedet for melodier er det som om, Holter i lange perioder arbejder mere med dynamikker. Larm, støj og skurrende lyde, der ligger langt fra vores normale syn på, hvad der lyder godt, veksler med mere afdæmpede og konventionelt smukke øjeblikke. Intetsteds er den dynamik mere tydelig end i “Everyday Is An Emergency”, der indleder med fire minutters sækkepibe/violin/trumpet-støj, der får mig til at tænke på trafikken i Julia Holters hjemby Los Angeles, inden sangen uden varsel transformerer sig ind til en afdæmpet klavermelodi. De første fire minutters larm er stort set umulige at komme igennem, men den afdæmpede afslutning bliver ved sammenligning dermed også langt mere effektfuld, end den måske egentlig har ret til at være. En form for forløsning fra verdens støj.

På den måde er Aviary et album, der belønner lytterens vedholdenhed. Til gengæld er det næppe et album, som mange kommer til at elske ved første lyt. Eller andet. Hvis de da overhovedet får kæmpet sig gennem alle 89 minutter. Gør man det, er der dog ting at hente. Det gælder især “I Shall Love 2”, der i mine øjne både er albummets ubestridte højdepunkt og bankende hjerte. Den kombinerer det storladne og det intime. Starter i det små og bygger sig langsomt og nærmest messende op. Som en besværgelse eller et mantra, der kulminerer i en næsten religiøs euforisk ekstase. Noget af det mest overdådige, jeg har hørt i lang tid.

»I shall love / I shall love / I shall love!«. En smuk bøn og søgen efter kærlighed og medmenneskelighed i en verden, hvor dén slags alt for ofte bliver glemt eller overset. En bøn, der vender tilbage mod slutningen af albummet med sangen “I Shall Love 1”, der gentager budskabet: »I shall love!«

Albummets anden halvdel byder på to af Aviary’s bedste sange. Først “Les Jeux to You” hvor Holter midtvejs fuldstændig slipper kontrollen og lader vanviddet strømme ind: »I see! I no! I yes! I you! I ace! I hi! I say! I low! I run! I fall! I can! I true! I fool! I fog! I bad! I blue!«

Det er præcis som resten af albummet et både skørt, fragmenteret og absolut vanvittigt nummer. Men det er også sært medrivende, smittende og forløsende. Inden man er faldet ned, afløses vanviddet af den afdæmpede “Words I Heard”, der med sin opbygning af klaver, kontrabas og et himmelsk strygerarrangement bliver smukkere for hver gang, man hører den.

Det er svært at fælde dom over Aviary. Selvom jeg efterhånden har hørt albummet igennem mange gange, føler jeg kun, at jeg lige har kradset i dets overflade. Albummet er fyldt med smukke, skæve og overrumplende øjeblikke, men den mastodontiske længde gør det samtidig ualmindeligt svært at finde rundt i. Det er som om, Holter har samlet en uendelig bred vifte af inspirationer fra hendes underbevidsthed og stykket dem sammen i hendes eget univers. Det gælder også teksterne, der trækker på alt fra førnævnte Etel Adnan til Dante’s “Inferno”.

Et statement fra en kunstner, der følger sine instinkter kompromisløst og på Aviary tilsyneladende gør lige præcis det, hun har lyst til. Det fortjener respekt, men samtidig kræver det noget at holde lytteren fanget i halvanden time. Det er ikke altid, det sidstnævnte lykkes for Holter, der har begået et album, som er lige dele smukt, eventyrlystent, udfordrende, larmende og forvirrende. Det er et album, jeg både frygter og glæder mig til at kunne dykke endnu dybere ned i.

★★★★½☆

Om skribenten

Carl Windahl Bøllingtoft

Biografi:
Min far flaskede mig op på Gnags, C.V. Jørgensen og Gasolin. Selv blev jeg som 13-årig forelsket i Nirvana. Nu lytter jeg til det meste, men jeg er stadig gladest, når der er guitar med. På den ene eller anden måde.

Jeg er romantiker, drømmer, og den lille teenager inden i min 26 år gamle krop er en sucker for melankoli, uigengældt kærlighed og store følelser. Det går igen i mine lyttevaner.

Jeg hader desuden, når folk påstår, at rocken er død. Selvfølgelig er den ikke det, din snævertsynede tosse.

Fem favoritalbums:
Slowdive: Souvlaki
The Cure: Pornography
Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight
The Triffids: Born Sandy Devotional
Modest Mouse: The Lonesome Crowded West

Skriv et svar