Plader

(Sandy) Alex G: House of Sugar

På House of Sugar konstruerer (Sandy) Alex G på ny et surrealistisk og dragende kosmos, der blot cementerer DIY-æstetikerens for indeværende status som en af 10’ernes underspillede indie-helte.

Det kan være svært at sætte en finger på hvad det præcist er, der gør (Sandy) Alex G fra Philadelphia til noget særligt. Men sangskriveren Alex Gianascoli er en af de få, der er i stand til at skille sig ud fra mængden af 2010’ernes DIY-producerede indie-rock. Med folk’ede akkordprogressioner og deadpan-vokaler, der lejlighedsvist muteres til højt pitchede muse-stemmer, har Gianascoli langsomt men sikkert opbygget sig et ouvre, der tæller en række små mesterværker som DSU (2014), Trick (2012) og Rocket (2017). Fælles for Gianascolis output er en evne til at fremkalde en varm og lidt sælsom følelse af nostalgi, og hans nu ottende album House of Sugar er ingen undtagelse i denne henseende.

Som på forgængeren Rocket består Giannascolis seneste plade House of Sugar af en håndfuld folk-sange indhyllet i soveværelses-æstetik, omsluttende en eksperimenterende og støjende midterdel. Sidstnævnte fylder på House of Sugar lidt mere end sædvanligt, og vil måske frustrere enkelte lyttere. Er man imidlertid ombord på Alex G-vognen, har de tre singleforløbere “Hope”, “Gretel”(!) og “Southern Sky” med en vis sikkerhed afledt nærmest svævende forventninger til udgivelsen. Og det er ikke uden grund. For på House of Sugar leverer han nogle af karrierens mest skinnende højdepunkter, for stadig at være mere excentrisk end nogensinde.

Det for pladen stemningssættende åbningsnummer “Walk Away” er drevet af et loopet vokalsample, med Gianascolis karakteristiske stemme messende henover: »Someday I’m gonna walk away from you/Not today, not today«. Hernæst følger den blændende “Hope”, samt den vuggende “Southern Sky”. På sidstnævnte følges en minimalistisk klaverfigur af Gianascoli’s enkle akkordprogression komplimenteret af Molly Germers grædende violin, der også havde en prominent plads på Rocket. I samarbejde med sangerinden Emily Yacina skaber Gianascoli her et længselsfuldt udtryk, der vidner om en evne til at bygge noget kæmpestort ud af ganske lidt. Det samme gør sig gældende på “Gretel”, der er albummets absolutte højdepunkt, og måske den klareste destillation af Gianascoli’s forcer. For undertegnede er det en af årets stærkeste sange, og det er for så vidt en anden diskussion. Men det er bare så himmelråbende godt.

De fire indledende numre udgør en uhyre stærk indledende sekvens, hvor den efterfølgende “Taking” fungerer som en stille overgang til House of Sugars lettere kaotiske midte. Her udstilles et modsætningsforhold i Gianascoli’s lo-fi DIY bedroom pop, for sangskriverens musik har i løbet af karrieren efterhånden udmundet sig i to lidt modstridende retninger: den traditionelt funderede americana, og den eksperimenterende electronica.

Den føromtalte midtersektion er dog helt og holdent et hovedspring ned i det eksperimenterende territorie. Men den mere eller mindre fuldbyrdede omfavnelse af sine excentriske sider betaler sig dog ikke altid for Gianascoli. Den pjattede “Bad Man” lyder lidt som et Ween-nummer, og forekommer lidt malplaceret i pladens centrum. Samtidig er det instrumentale nummer “Project 2” ikke nær så interessant som det burde være, selvom associationerne til musikalsk grænsesøgende IDM-folk som Oneohtrix Point Never ikke fornægter sig.

De overflødige idéer er dog tilgivelige, for selvom sangene her ikke altid er lige vedkommende på egen hånd (med undtagelse af den indtagende “Near”), er de som en del af det samlede indtryk ganske essentielle. Når lytteren i kølvandet på den dramatiske “Sugar” lander ved den brusende Red House Painters-lydende “In My Arms”, der indleder House of Sugars sidste række sange, føles det lidt som første åndedrag ved overfladen efter et dybhavsdyk.

House of Sugar aner man brudstykker af et narrativ, men pladen står stærkere i sine tematikker end nogen egentlig fortælling. Udover at være slang for en narkobule, er House of Sugar også navnet på en novelle af argentinske Silvina Ocampo, heksens mystiske hus i folkeeventyres Hans og Grete, og navnet på et kasino i Philadelphia. En række referencer, der kun er vagt forbundet ved navn, men samlet set bliver billeder på de fristelser, vi som mennesker enten modstridende må bekæmpe, eller overgive os frådende til. Stærkest står denne tematik i “Hope”, der med linjen »Fentanyl took a few lives from our life/Alright« omhandler en vens overdosis på opioider. Men Gianascoli moraliserer ikke, og lader sangene stå åbne uden definitive svar. Og sangenes egentlige betydning er som sådan også ligegyldige, for som Gianascoli udtalte til musikmediet Stereogum i 2017: »It’s this personal magic, and nobody realizes the reality of a song’s meaning or whatever is not gonna compare with that untouched story in your head. The reason you enjoy [music] is because of its unlimited potential, the inability to really understand it«. Det er lige netop i denne disciplin, House of Sugar excellerer.

På den akustiske “Cow” efterfølges kærlighedserklæringen »And yes, it’s true/I never loved nobody/The way that I love you«, af »You big old cow«, hvor Gianascolis lejlighedsvise tørre humor skinner i gennem. Der er kun få som Alex G, der kan levere denne linje med oprigtig indfølelse. Selvsamme forsøg på at forene det humoristiske med det oprigtige kommer til kende når House of Sugar munder ud i quasi-titelsangen “SugarHouse”: en loungy liveoptagelse fuldendt med cheesy Springsteen-sax og orgel, der lukker albummet med en lidt kitschet bismag. Alligevel gør albummets alsidighed blot House of Sugar til en fascinerende indføring i Gianascolis surrealistiske kosmos, og er hermed endnu en raffineret tilføjelse til en perlerække af albums.

★★★★½☆

Skriv et svar