Det første man mærker, da bandet går på, er bunden. Den er ikke kun forbeholdt bassen eller trommerne, den er allestedsnærværende. Beder om opmærksomhed på en måde, der næsten er ruskende i sin insisteren. Du føler den i ribbenene, i albuerne og i nakken. Mikset så den rammer som en frontalt møde med en mur eller et altomsluttende kram. Lidt af begge dele på samme tid.
Hvilken slags musik laver Lowly egentlig? Er det popmusik? Er det eksperimentalmusik? Kan det bedst beskrives med arbitrære buzzwords som ’indie’ eller ’alternativt’? Jeg vil næsten vove at påstå, at Lowlys nyeste album, Keep Up the Good Work, ikke sigter efter at blot at være musik. Det vil være en større oplevelse, en relationel størrelse, et menneskeligt rum. Keep Up the Good Work i al dens orange, dybe hengivenhed skal ikke blot reserveres til en simpel albumrelease. Det skal ud og leve.
Værket levede, nærmest rasede, i Store Vega. Det var ikke den stille, eftertænksomme sårbarhed, man kan mærke i studiereleasen. Keep Up the Good Work fik al det liv, det kunne trække, da det blev blæst ud af spillestedets højtaleranlæg.
Københavnere af alle afskygninger var kommet for at leve med. Højskolekammeraterne, kæresteparret i midt-20’erne, de middelaldrende hvidvinsveninder og familiefaren, der i smug er musikentusiast. Man kan mene, hvad man vil om det nye Vesterbro, men hvis et stykke musik kunne have hjemmebanefordel på samme måde som en fodboldkamp kan, så lå Lowlys kollektivistiske, kuriøse musik rimelig lunt i svinget mellem andelsforeninger og artisanbagerier.
Alle tilskuere havde øjnene fikseret på scenen. På Nanna Schannong, der stod og jammede med sin Rickenbacker-guitar om skulderen. På Kasper Staub, der som en travl kaptajn stod og jonglerede tre synthesizere på en gang. På Thomas Lund, der stod foroverbøjet i en næsten bas-trance På Steffen Lundtoft, der drev alting frem med dunkende trommer. Og ikke mindst på Soffie Viemose, der stod og kanaliserede summen af al den energi over på os. Med lige dele dans og gestikulerende besværgelser havde hun en beslutsomhed over sig, der signalerede, at hun var i zonen.
”Seasons” og ”Keep Up the Good Work” blev som med lysshow og ivrighed løftet fra det forsigtigte og finurlige til at blive spillet på regulære blockbuster-præmisser. Viemose kanaliserede sin indre shaman og lod affirmationer flyde ud over publikum. Numrene blev understøttet af indsprinklede Hifalutin-sange som ”selver” og ”baglaens”. De omsluttende lys blev efterhånden mere afdæmpet og Hifalutins champagnegrønne tinte indkapslede rummet. Schannongs lette introversion sprang over i bramfri dans. Senere, i ”Feel Someone”, vaklede stemningen en smule. Det oprigtige nummers porøse ømhed ville unægteligt smuldre i sammensuriet af energi, så den introspektive last blev forsøgt reddet i en lidt ærgerlig nonchalance. Oprigtigheden skulle have et andet medium, og i Heba-nummeret ”No Hands” blev den tifold forløst. Staubs kaskader af synths føltes som regulære vandkander, mens Viemoses vokaler i et crescendo af et sidste omkvæd rev Store Vega over i to. Alle blev badet i det blodrøde lys. Jeg vidste ikke, om jeg skulle feste eller blive rørt, så jeg lukkede øjnene og gjorde begge.
Nogle publikumsbifald løber risikoen for at blive høfligheder, men ikke på denne aften i Store Vega. Væk var kutymerne og idéerne om, at bandet skulle føle sig velkommen, nej, de svajende københavneres bifald talte deres eget sprog. Folk ville have Lowly. Mellem sangene blev mange af Viemoses og Schannongs overvældede taknemmeligheder blandet med stakåndethed, men Store Vega forstod. Forbindelsen mellem publikum og band behøvedes langt hen ad vejen ikke at påtales. Den var fastslået fra det moment, bandet trådte ind på scenen. Konstant, næsten, på nær en dansende encore-session, der ikke helt cementerede sig i folk. Måske var det fordi, København V ikke var kommet for at danse, måske var det bare fordi, de stadig var i en slags trance.
Efter koncerten, på vej ud, gik et par ved siden af mig og diskuterede, om bandet lavede modelleringer under koncerten. I garderobekøen stod en fyr foran mig og snakkede om, hvor avanceret trommespillet faktisk var. Det var lige meget. Lowly har igen vist, at de er i stand til at omdanne eksperimenterende flerlagskompositioner til mere end blot spændende musik. Det blev en kropslig oplevelse, en følelse af bund, en af de store grunde til, at man tager ind og hører livemusik.
Fotos af Daniel Nielsen.
