Den danske kvartet Sterling har efterhånden huseret en del år på den københavnske indiescene, hvor den især har gjort sig bemærket på live-fronten med nogle særdeles energiske og underholdende koncerter med forsanger Mads Nygaard Andersen i front som en ung kloning af Brett Anderson og Jarvis Cocker.
Udgivelsesmæssigt har der derimod været stille omkring gruppen, indtil Sterling i april udgav debutalbummet med den kryptiske titel Solo danser mama sjus på det lille århusianske pladeselskab Bird Hits Plane, hvor også kometerne Tiger Tunes holder til. Den lange fødsel har dog været hele ventetiden værd, for med Solo danser mama sjus har Sterling begået et lille mesterværk, der samtidig kandiderer til titlen som den bedste dansksprogede debutplade siden Kliches Supertanker, Love Shops 1990/91 og Souvenirs’ Souvenirs. Her er altså tale om dansk popmusik af den fineste skuffe – og talent til den helt store guldmedalje.
Musikalsk bevæger Sterling sig rundt i et brusende, fængende og drømmende univers bestående af 80’er-synth, retro, 60’er-pop, minimalisme, britpop og powerrock blandet sammen på en raffineret og forfriskende måde. Instrumenter som farfisa-orgel, klokkespil, synthezisere og percussion blander sig med trommer, bas og guitar og skaber en lyd, der både er organisk varm og maskinagtigt elektronisk. En opskrift som også andre nyere danske bands som Moon Gringo, Lake Placid og Superheroes har gjort brug af, men som her serveres sjældent charmerende og dybfølt som friske perler på en snor.
Tonen på Solo danser mama sjus svinger mellem det euforiske og det mere melankolske. Her er både de sprudlende og sprælske ørehængere med Beach Boys-agtige vokalharmonier, som man straks forelsker sig i, og som fænger ved første gennemlytning. Og så er der de mere sårbare, indadvendte nattesange, der langsomt kryber ind under huden på én.
I den euforiske afdeling finder man de forrygende og suveræne numre som radiosinglen “Rødvin 2004”, “Lyssværd”, “Autopilot” og den helt uimodståelige druksang “Parallel”, der handler om at slingre hjem i seng med kæresten under armen, mens stjernerne dukker frem og livet leves lige nu: »Vi dingler hjem, hjem i seng / Du fryser bare lidt / Du er så tæt på, tæt på / Jeg kan række ud og røre dig / Du smiler lidt, et øjeblik / Det gi’r et lille stik / Af alt hvad vi er og kan blive til.«
Modsat handler de mere minimalistiske og skitseagtige sange som “Min seng”, “Det er mit lys” og “Kortslutninger” om fremmedgørelse, afstand, og at livet ikke altid går, som man havde forventet det. Her bør især fremhæves pladens slutnummer – den tindrende smukke “Kortslutninger” – med den rammende tekst om ikke længere at kunne nå sin elskede: »Du ligger i sengen og vender dig langsomt omkring / Men der er noget i vejen du si’r ingenting / Hvad er det du ikke fortæller som jeg skal forstå / I måden at læberne ikke får kysset mig på / Pludselig er få millimeter blevet til tusind kilometer.« Mere præcist og bidende kan det vist ikke siges.
Fælles for samtlige af albummets numre er, at ligegyldigt om vi befinder os i det muntre hjørne eller ude på det dybblå vand, slækkes der ikke på kvaliteten. Melodierne er overdådige og velbearbejdede, og de intelligente og tvetydige poetiske tekster holder hele vejen igennem et forbløffende højt niveau, der er bemærkelsesværdigt for et så forholdsvist ungt debuterende band.
Derudover har Sterling i Mads Nygaard en fortræffelig forsanger med en drenget vokal, der både emmer af uskyld og levet liv. De danske ord formes og bøjes med en ubesværet lethed og friskhed i hans mund, der gør, at man som lytter både får lyst til at spidse ører til musikken og teksterne. En kvalitet der ellers ofte er en mangelvare hos danske sangere.
På Solo danser mama sjus har Sterling formået at blande pop og rockhistoriens bedste lydbilleder til deres eget varme og levende univers, der på én gang er både poppet og dybsindigt, tidløst og nutidigt og uskyldigt og erfarent. Med andre ord rammer Sterling plet i både bredden og dybden på deres betagende debutalbum, der bliver ved med at holde, selv efter utallige gennemlytninger. Intet mindre end fremragende.
Som en slutreplik kan man undre sig over, at den dansksprogede popmusik for tiden domineres af pinlige, bøvede eller kedsommelige artister som Johnny Deluxe, Nephew og Tue West, når der på samme tid bliver udgivet plader som Solo danser mama sjus, der er så spækket med indlysende hitpotentielle numre, der kvalitetsmæssigt ligger i en helt anden langtidsholdbar klasse.
Sterling har dét, der skal til for at kunne sætte sig varige spor på den danske musikscene, og de beviser, hvorfor det at synge på dansk for et dansk band nogle gange er meget mere interessant end altid at vælge det engelske sprog. En stor cadeau skal lyde til Sterling fra denne anmelder. Jeg glæder mig allerede til næste kapitel!
