Koncerter

Moses Boyd, 24.02.20, Hotel Cecil, København

Foto: Daniel Nielsen

Vidundertrommeslageren spillede med nærmest uendelige underdelinger og fortalte historier om et jaget kaotisk sind på sine trommer. Men han kunne sagtens have indtaget en langt større hovedrolle i hans eget show.

Moses Boyd virker som en beskeden fyr. En fyr, der helst ikke gør noget stort væsen af sig eller det faktum, at han pt. er en af Storbritanniens mest hyldede jazztrommeslagere. Den 28-årige virtuos kan bare godt lide at spille trommer og behøver ikke at gøre det store nummer ud af, at hans navn stod med stort over indgangen til Hotel Cecil.

Den slags er jo normalt ganske sympatisk, men efter koncerten på Hotel Cecil havde jeg behov for meget mere af Moses’ eminente trommefortællinger.

Koncerten var det første stop på Boyds første turné i hans eget navn. Med i baggagen havde han det kun 11 dage gamle album Dark Matter, der lyder af lige dele jazzvirtuositet, loungemusik fra et modeshow og tunge baslyde fra Londons gader. Et glimrende værk, der med sin massive produktion er baseret på et håndspillet jazzunderlæg, der klippes op et gennemarbejdet elektronisk klangunivers, der giver musikken et nærmest overjordisk præg.

Denne aften var musikken reduceret til en mere traditionel jazzoptræden med Boyds kvartet, bestående af keys, guitar, tenorsaxofon og ham selv på trommer. Det siger sig selv, at vi lå ret langt fra den lyd, som man eksempelvis finder på den glimrende single ”Shades of You”. Men det gjorde bestemt ikke noget.

For med sine nærmest uendelige underdelinger foldede Moses Boyd sig ud som en af tidens mest interessante musikere fra Storbritanniens pulserende jazzscene. I den første af hans to soli fortalte han historier på sine trommer, der føltes som et narrativ om et kaotisk sind på en konstant jagt efter nye oplevelser. Først spillede han nærmest udelukkende på sin lilletromme. Dernæst flyttede hans højrehånd sig op mod hans tre tammer og lagde nye slag ind i fortællingen. Tammerne var stemt så stramt, at de klingede som bastoner, han kunne danne melodier ud af. Det var så overbevisende, at han snildt kunne have fyldt hele aftenen ud alene på scenen. Selv når han kun betjente sig af sin hi-hat, var det som om, man holdt vejret, mens han justerede dramatikken i narrativet, som han lod de to hi-hat-bækkener nærme sig og fjerne sig fra hinanden, mens de blev kontrolleret af hans fodpedal.

Det skulle vise sig at være kun en af to soli i løbet af koncerten, og resten af tiden holdt han sig hovedsageligt til at spille et yderst solidt underlæg for hans tre medmusikanter, der desværre ikke levede op til Boyds fandenivolskhed og elegante finesse. På ”2 Far Gone” lød Renato Paris’ dominerende keyboardsolo som et kvalmende og oversentimental underlæg til en 80’er soap opera. Først da Boyd endelig fik flettet sine rytmer ind i det musikalsk univers, blev følelserne på sax og keyboard også endeligt mere medrivende.

Guitarist Artie Zaitz gemte sig det meste af koncerten i mørket fra hans bredskyggede hat, og hans soli lød både tørre og karakterløse målt mod Boyds åbenlyse talent.

Men sammen var det en potent kvartet, der som et solidt kollektiv omdannede Boyds forrygende rytmer. Ranato Paris spillede bas-synthesizer, og det gav jazzlyden en frisk og potent grundfornemmelse. Et af aftenens højdepunkter, ”BTB”, viste hvordan deres forskellige melodier og rytmer smeltede sig sammen til en organisk mekanisme med en forrygende saxofonrytme som samlingspunktet for det truende kaos, der var bygget op omkring en enkelt tone. Men endnu engang overlod Boyd også her for meget af rampelyset til sine medmusikanter, da han lod Artie Zaitz rive sig løs af sin herligt forvirrede guitarfigur og bevægede sig over i endnu en tørt klingende guitarsolo.

For på trods af et klart valg om, hvilken retningen musikken skulle bevæge sig i denne koncert og de tydelige beviser på Boyds talent, indtog han alt for sjældent satte sig selv i centrum, men overlod i stedet initiativet til de medmusikanter, der var glimrende til at give musikken krop, men desværre ikke havde Boyds unikke sans for at fortælle historier. Vi manglede slet og ret en central fortælling, som det eminente underlæg skulle samle sig omkring, og det havde været oplagt at lade Moses Boyd indtage hovedrollen i hans egen fortælling.

★★★★☆☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar