Hvis kendetegnet for en stor mester er at få det svære til at lyde nemt, så er Yussef Dayes i sandhed allerede en mester i sit felt. Det beviste han i Valbyparken, hvor publikum til Syd for Solen blev præsenteret for en af spydspidserne i Londons vibrerende jazzscene, der vel er verdensførende i disse år, når det kommer til avantgardistisk leg med de klassiske – tør man sige støvede? – jazzformler.
Den 30-årige trommeslager udgav sidste år sin debutplade Black Classical Music, men han er alt andet end debutant på sit hjemlands såvel som den internationale musikscene. Som blot 16-årig blev han hyret som turnétrommeslager af den amerikanske soulsanger Aloe Blanc og i 2016 slog han igennem på egne ben som den ene halvdel af jazzfunk-duoen Yussef Kamaal – der dog brød op allerede året efter, da de blev forment adgang til USA som en del af Trump-administrationens indrejseforbud mod muslimer.
Siden har han samarbejdet med gud og hvermand, men næsten altid fast med den brillante bassist Rollo Palladino. Solodebuten lod dog vente på sig, men ventetiden viste sig at være det værd. Black Classical Music er halvanden times legesyg fusion, der både spænder over referencer til fortidens jazzlegender som Miles Davis og Mahavishnu Orchestra, men også peger fremad ved at inddrage elementer fra dub, ambient, post-rock, hiphop, en snert af klassisk musik og afrikanskinspirerede polyrytmer.
Hvis det lyder ambitiøst, så er det sandelig også tilfældet. Yussef Dayes er en exceptionelt dygtig trommeslager, men hans største evne er næsten, hvor god han er til at skjule det med sine letflydende trommestikker og det ubesværede groove, der flyder fra dem. Til Syd for Solen spillede Yussef Dayes primært kompositioner fra førnævnte Black Classical Music, men fik det nærmest til at lyde som en linedans mellem easy listening og acidjazz i aftensolen.
Publikum svajede velvilligt og talstærkt i takt til musikken og måske stod jeg bare heldigt placeret, men jeg blev faktisk meget positivt overrasket over, hvor lidt musikken druknede i fadølssnak. Det virkede faktisk som om, at flere og flere stødte til koncerten og i stilhed nød den opvisning i teknisk ekvilibrisme og vellyd, som fandt sted på scenen.
Selvom alt starter og slutter med Yussef Dayes trommestikker, så fremstår hovedpersonen yderst ydmyg på scenen og gav god plads til de andre musikere, der også fik deres tid i solen. Særligt bassist Rollo Palladino og saxofonisten Venna blev fremhævet og fik plads til et par soloer, men ellers var det kollektivet, der var i fokus. Undervejs blev der dog også plads til lidt publikumsinteraktion med et par call-and-response sektioner, hvor publikum mimede efter Dayes trommetakter.
En times spilletid blev det til og det var en velvalgt koncertlængde på det, der må betegnes som Syd for Solens mest skizofrene festivaldag anno 2024. Selvom kendetegnet for fredagens program vel kan siges at være eksperimenterende pop, så er der altså langt fra Helana Gaos blanding af klub-vibes og grunge til Guldimunds hverdagsinderlighed – for ikke at sige fra André 3000’s improvisatoriske fløjtemusik til Jorja Smith forførende r’n’b. At placere to instrumentale optrædener fra André 3000 og Yussef Dayes lige i rap var vel et lidt modigt fra arrangørernes side. Ville publikums opmærksomhed blive for udfordret?
Det virkede ikke sådan, selvom mange udnyttede den sidste aftensol til at sidde og svaje med på deres regnfrakker og tæpper. Jeg forstår dem så ganske udmærket. Hvis koncerten skulle have været helt oppe at ringe, så savnede jeg dog det dér svært definerbare ekstra kick, det elektriske element, der får hårene på nakken til at rejse sig. Derop nåede vi aldrig, men mindre kan også gøre det ud for en eminent god jazzopvisning på græs under åben himmel.
