Plader

Uden Ord: Om Os

Skrevet af Jens Trapp

Københavnske Uden Ord er en smukt flaksende genrehybrid, der læner sig op af free-jazz, støj og meget smukke melodier. En stil de selv kalder fragmenteret singer-songwriting, og som de lykkes med.

EP’en Om Os er et heftigt udslip af legesyge og en eksperimentel tilgang til dét at lave musik i det hele taget, som er dejligt livgivende. Samtidig er den en bekræftelse på, at der jo rent faktisk findes denne her undergrundsscene, som i høj grad tør og kan andet end at gå den snorlige vej mod mainstream. Også det lille odenseanske selskab Kornmod, der udgiver EP’en (plus et bredt sortiment af musik på kassettebånd i håndsyede poser), er et udtryk for denne tro på, at der findes noget andet end P3 og den uendelige strøm af pengemusik: Den ustoppelige strøm af musik lavet ud fra økonomiske kalkuler og fokus udelukkende på farven af bundlinjetallene.

Uden Ord, bestående af Gustav Hedemann, William Nielsen og Thomas Mulcahy med hjælp fra Isak Schiødt (sax) og Milo Aurvig (bas), er bandet bag EP’en, og de synes milevidt fra netop dén tænkning, med deres skæve og udefinerbare hybrid. Deres miks af lyd og støj og skønhed og rablende indfald. Deres fanden-i-voldske ømhed og deres stoltseren rundt i et følsomt og sårbart univers. Det ene øjeblik på nippet til at tumle omkuld i et skramlende inferno af free-jazz og støj, for blot øjeblikket efter at lande sikkert og trygt i et næsten rart og i hvert fald genkendeligt favntag af ringlende guitar, saxofon og smukke melodier.

Åbningsnummeret og singleudspillet “Bag skygger” var vores Fredagssinglr’ for et par uger siden. I dén artikel kan man også læse historien bag bandnavnet og om tegningen på coveret. Begge dele har med Lars H.U.G. at gøre, og jeg skrev dengang om nummeret: »»Læg dig ved min side, ven/ Plant dig ind til mig/ Voks nu ind i himlen, ven/ og tag dine brødre med« synger Hedemann følelsesfuldt i en smukt klingende guitarbåret intro, med enkle, delikate synth-toner indover. En intro der glider over i et støjende mellemspil for til sidst at syre helt ud i et overdrevent velklingende stykke, hvor den kraftige (og selvfølgelig helt bevidste) brug af autotune, giver nummeret et sus af modernitet og peger på andre samtidskunstneres leg med lyden. Og på den måde også tilbage på bandets leg med identiteten«. 

Og det med identiteten er centralt. For hele den bare fire numre lange EP cirkler om dette tema. Der er selvfølgelig teksterne, men også kompositionerne. Musikken. Denne tumlen omkring; dynamikken mellem det larmende, frenetisk uoverskuelige og det genkendelige: Melodien i sit klassiske format. Nøjagtig som også livet slår krøller på én og særligt da i disse tider, med så meget fokus på køn og klima og nu, efter udgivelsen, sat endnu mere på spidsen med Coronavirus og isolation. Det er fandme ikke nemt at navigere i, når man står med hele livet foran sig, som Uden Ord gør. Der er meget på spil.

På “Du (lige nu)” hedder det: »Vil du være hel nu / eller vil du hellere / gå i stykker / og deles i to«. Kunstgrebet er at synge til et du, som vel i grunden er jeg’et selv? I hvert fald en leg med identiteten. »Du’ ikke mig, du er du, (lige nu)« synger Hedemann et andet sted i samme sang. Også identiteten ‘mand’ fylder i Uden Ords univers. Det at være en mand blandt andre mænd i en verden, hvor kønnet er til debat, og ligestilling, absurd nok, endnu ikke er en realitet. Skismaet heri er, et eller andet sted, måske med til at farve musikken. Det at vi med den ene hjernehalvdel kæmper for ligestilling mellem kønnene, og med den anden stiller spørgsmålstegn ved om det overhovedet giver mening at definere et menneske ud fra dets køn? Hvordan fanden finder man sin plads i dét paradoks?

»Jeg står ved siden af / ensom blandt hundrede mænd / Giganter så høje / som solen selv / Jeg er i skjul / for solen selv / Løft dig selv / Kig op / Når jeg ser ud / som skåret af jeres skygge/ Er det fordi jeg vælter / når vinden tager fat« synger Hedemann på “Ensom blandt mænd”. Derfor giver det rigtig god mening, når Om Os slutter på sangen “Når jeg kigger væk” med ordene: »Hvor går jeg hen, når du kigger væk / Hvor skal jeg nu se mig selv? / Når jeg slår fra / slår fra mig til dig,« før det syrer storladent og apokalyptiskt ud i en outro og er forbi. Det var ordene ‘om os’, om hvem? Hvem er du, og hvem er jeg. Dig og mig. Denne evige penduleren og forholden sig til sig selv, set både ude- og indefra. Se dét er interessant!

Uden Ord er med andre ord på én gang både voldsomt ømt, modigt og et stærkt bud på musik anno 2020. En god eksponent for den nye danske inderlighed. Jeg glæder mig til at følge bandet og se hvor al den ungdommelige tvivl og stærke, legende musikalitet kan føre hen i vores senmoderne apokalyptiske virkelighed.

★★★★½☆

Skriv et svar