Hvordan genskaber man sine egne drømme?
Dét spørgsmål er Yörs musik et svar på. Forsanger og tekstforfatter Marie Kildebæk hørte nemlig et band i en drøm, som spillede sange med så blændende nerve og kraft, at det ikke bare kunne forblive en drøm. Og det band hed Yör.
Så navnet var givet på forhånd, da det virkelige Yör blev til. Der var noget i drømmen, der var for rigtigt til, at det ikke også skulle være virkeligt. Men der skulle gå næsten otte år, før debutalbummet Intet så rigtigt nu ser dagens lys. Resultatet af de mange år bærer uden tvivl en hel del af drømmenes karakteristiske kompromisløshed. For selvom drømme ofte bare er fantasiens forvrøvlede tomgang, kan de også være en telefon til guderne, som kan efterlade en klokkeklar ide. Kimen til nye kreative brud. Og flere steder på Intet så rigtigt har man følelsen af, at døren står på klem til sådan nogle drømme.
Et godt eksempel på det er “Nærmest elsket”, hvor synthesizeren i bratte svælg skyller hen over os og hver gang efterlader et dyb af stilhed. Vi befinder os mellem tilstande. Først er det lidt desorienterende, men da Kildebæks såresimple ordkæde først falder ind i mellemrummene, genkender vi vores egen fortumlethed: »Undskyld, jeg var vist væk / et øjeblik,« synger hun. Var det bare en drøm?
Arrangementet på “Nærmest elsket” er karakteristisk for resten af Intet så rigtigt, der forener nøgtern pop-arkitektur med knitrende konsistenser og et indtrængende vokalspor. Her udfoldes et elegant parløb mellem et skarpt akkord-system og et desillusioneret melodiforløb til perfektion, med gradvist mere kompleks rytmik og ophobede flader, for til sidst at kulminere i en skærebrænder af en synth-lead. Det er hårdtslående og kortfattet. Meget sigende er alle numre på albummet, bortset fra liveudgaven af “Januar”, 3:59 eller kortere.
I det hele taget er Intet så rigtigt en befriende direkte affære. De florlette melodier, og det univers af glitrende popdramatik, de udfoldes i, er et hjemligt sted for Kildebæks tekstvignetter og -tableauer, som faktisk er ret varierede. Det kræver måske en lytning eller to at opdage, præcis hvor forrygende sangskrivningen i grunden er, fordi produktionerne og arrangementerne er så lækre og ekspressive. Men hvad angår popkomposition, bliver det ikke meget mere klart og tydeligt. Både dette og Kildebæks vokale lethed kan man desuden forsikre sig om på de livesessions, der kom sidste år, hvoraf den ene også afslutter albummet.
Smukt udformet er eksempelvis singlen “Badekar”, der pumpende stiger op fra versets minimalistiske intimitet, går over en sitrende bro til et kogende omkvæd, for til sidst at fuldbyrdes i et episk post-omkvæd af hidsige synth-eksplosioner. At genfortrylle et så klassisk forløb med nerve og overbevisning, er vel popmusikkens gral.
Popsnedkeriet har måske også en slagside. På ballader som “Bordeaux” og “Er det nok?” bliver akkompagnementet en kende uvæsentligt, næsten gennemsigtigt. Nogen vil måske opleve denne side af Yör som lidt simpel eller forudsigelig, men prioriteringen af tekst og melodi som indiepopsangenes egentlige pointe, er i alle fald klar. Den eksponerer virkelig sangskrivningen, som så enten må flyve eller falde.
Yörs lyd er nok mest betagende, når den viser sine flossede nerver frem. Når den er humørsygt balancerer den nervøst-nøjagtige sangskrivning med temperamentsfulde udfald og store armbevægelser, der kan indtræffe pludseligt. Den dynamiske rækkevidde er stor, og der er mange steder både bløde klange, negativt rum og storslåede omkvæd i umiddelbar forlængelse af hinanden. Den impressionistiske sangskrivning trives under modstanden fra en tidevandsbølge af knusende lyd, som på det skitseagtige “Lavendelduft” eller outroen til “Dørtelefon”, hvor det bliver rigtig stormfuldt.
Sådan et udfald finder vi også på “Benhård”, hvor skvulpende fløjlsklange bølger over et metronomisk ekkolod og skaber et åbent rum, som vokalen kan udfolde sig i. Enhver tøven i stemmen bliver mærkbar, enhver søgen i den kryptiske tekst. Kildebæk fremsynger mesterligt en sart og undrende fascination over sin egen skrøbelighed, så når det til sidst knækker over i et udbrud af stålfast accept og viljestyrke, virker det kraftfuldt. Allerlængst ude i sårbarheden, finder man en ny kurs.
Passende for et debutalbum, er Intet så rigtigt på den måde et coming-of-age-album. Det skildrer, hvordan det opleves at blive skubbet ud af kurs og at skulle finde nye fikspunkter. Momenter i relationer eller situationer, hvor man mister fodfæstet og orienteringen, hvor man må spørge sig selv, hvad der lige sker. Derfor er den lyriske modus på albummet ofte at stille spørgsmål såsom:
»Er jeg nok? Er det nok at elske nogen?«
»Hvordan er man generøs, når man ikke kan give noget?«
»Sig fra, sig til – men hvortil?«
Eller det mere uudgrundelige
»Jeg spørger, om verden vender vandret igen.«
I Yörs univers kan voksenlivet virke som én lang, gradvis opvågnen fra den drøm, som barndommen var. Man er fortumlet, forundret og tvivlende. Ude, hvor man ikke kan bunde. Men samtidig er det sådanne brud, der tvinger os til at spørge, hvor vi nu skal hen.
En af inspirationskilderne for Yör har været begrebet kintsugi, som egentlig er navnet på en japansk pottemagertradition, hvori ødelagt lertøj samles på ny. Ofte er limen blandet op med guld eller andre forherligende materialer, og den underliggende idé er altså, at samlingerne er den beskadigede genstands udmærkelse. De brud og genskabelser, vi må igennem, skal vi hylde. De er kilden til en ny, lysere fremtid: »Vi bader i de voksnes badekar, men vi svømmer i lys,« synger Yör.
Blandt alt det, Intet så rigtigt har at byde på, er det sjovt nok det lidt pudsige titelnummer, jeg konstant vender tilbage til. Måske samler det trådene. Som albummets åbningsnummer, møder det os med en stigende synth-boblen, der langsomt breder sig. Det er også det korteste nummer på albummet og indeholder blot en enkelt strofe, der gentages om og om:
»Intet / så rigtigt / kan / for alvor / være virkeligt.«
Der er noget drømmeagtigt over den måde, hvorpå linjen er klippet ind over sig selv på, så ordene »så rigtigt« ligesom afbryder ordet »intet.« Og da synth-fladerne med et trylleslag endelig ophører, gentages sætningen lige en sidste gang ud i stilheden. Det imiterer meget fint den måde, man lidt spørgende kan mumle noget til sig selv på. En eftertanke, man smager på, studsede over, som man ikke kan slippe.
Er det ikke præcis sådan med de indtryk og ideer, der er tilbage, når vi vågner? Hvordan kan noget, der er så rigtigt, ikke være virkeligt? På Intet så rigtigt kan det føles, som om den drøm, man er vågnet fra, er fortiden – ungdommen eller barndommen. Men så må man jo genskabe sin drøm på ny.
