Plader

Black Country, New Road: Ants From Up There

På Black Country, New Roads andet album har briterne valgt at gå en ny, mere indie-rocket vej – og har overgået sig selv. Gruppens brede musikalske skuldre bærer de storladne ballader på Ants From Up There med lethed, og forvent at fælde en tåre eller to.

Note: Anmeldelsen er skrevet, inden forsanger Isaac Wood forlod bandet 1. februar.

Lad mig lige starte med at citere Black Country, New Roads saxofonist Lewis Evans: »Man behøver ikke at lave mærkelig musik for at lave mærkelig musik.«

Jeg er enig!

Britiske Black Country, New Road, der har sit ophav på spillestedet The Windmill i London-bydelen Brixton, albumdebuterede i 2021 med For the First Time; et hidsigt og kaotisk Klezmer-inferno af en post-rockplade, der er blevet rost til skyerne, og som også endte i øverste halvdel på Undertoners årsliste i fjor. At toppe sådan en debut kort tid efter synes næsten utopisk, og Black Country, New Road har da også valgt at gå en helt anden vej med toeren, hvor der udforskes en noget mere tilgængelig, indie-rocket lyd.

Ants From Up There skydes nemlig i gang med den flamboyante og musical-ekstravagante ”Chaos Space Marine”, der med sit staccato klaver, keltisk folk-inspirerede violin og sine finurlige horn ikke kun knapt lyder som et post-rockbands udgivelse, men snarere som et nummer, der fortjener sin egen glitter-indsmurte danseoptræden på Londons West End. Musical-følelsen tages med gennem hele pladen, hvor det musikalske motiv fra ”Intro” dukker op i forskellige variationer pladen igennem, hvilket skaber en utroligt sammenhængende musikalsk fortælling, uden at nogen af pladens numre fremstår ens. Det skaber også klart fornemmelsen af, at der bliver fortalt en historie.

Som mange også har bemærket ved singlerne, er Ants From Up There i hvert fald på første lyt noget mere letfordøjelig og velpoleret end For the First Time. Den kaotiske mysticisme, der svøb sig om numrene på debuten, er skiftet ud med grandiose pop- og folkmelodier, der virkelig får dopaminpumperne i sving, og man kommer noget uventet til at tænke på bands som Dexys Midnight Runners. Selv har Black Country, New Road i spøg nævnt Arcade Fire, men med Isaac Woods Jarvis Cocker-lignende vokal og de bombastiske horn-, klaver-, og smadderguitarfyldte crescendoer vil man måske nærmere tænke på Pulp – hvis Pulp altså spillede i 6/8. Ants From Up There holder hele tiden lytterens opmærksomhed i et jerngreb med sine tempo- og tidssignaturskift og uventede drejninger som på ”Bread Song”.

Netop ”Bread Song” er desuden også et eksempel på Woods evner til at gøre det humoristiske og noget så banalt som et forbud mod at spise toast i sengen til noget rørende, hvor linjer som »Don’t eat your toast in my bed / Oh, darling I / I never felt the crumbs until you said / This place is not for any man / Nor particles of bread,« virker overraskende dybfølt i sangens kontekst.

De tilbagevendende karakterer i teksterne skaber samtidig et meget sammenhængende narrativ på pladen. Der nævnes blandt andet en Billie Eilish-lookalike samt ”Concorde”, der figurerer som en undsluppen forelskelse på nummeret af samme navn og mange andre skæringer. Her havde jeg i øvrigt aldrig troet, at en sammenligning mellem et menneske og et pensioneret passagerfly skulle være videre romantisk, men er man Isaac Wood, kan man åbenbart slippe af sted med det meste.

Ants from Up Theres stærkeste side er imidlertid de (ikke et sekund for) lange numre, hvor Black Country, New Road viser hidtil ukendte talenter ud i teatralske ballader – her er pladens tre sidste numre de mest rammende eksempler. Den sørgmodige ”Snowglobes” bør kunne få selv de hårdeste typer derude til at fælde en tåre, og ”The Place Where He Inserted the Blade” er simpelthen så skamløst 70’er-glamrocket og cheesy, at jeg næsten skammer mig over at indrømme, at jeg æder det råt.

Det hele kulminerer i den 12 minutter lange ”Basketball Shoes”; en gammel kending fra bandets liverepertoire, som i sin oprindelige form handlede om en våd drøm om popsangerinden Charli XCX. Den har dog i studieversionen været udsat for en gang selvcensur og fået en ny, mere vag – men nok også mindre problematisk – tekst.
Det ændrer dog ikke på, at det er et kæmpe fire-i-et nummer, der fra sin spæde start med skrøbelig vokal og sparsomme guitartoner når at trække dig igennem hvirvlende violiner, postpunk á la Slint og horror/glam-guitar, inden der med et Bowie’sk flair for drama fyres op for alt, hvad den kan tage på samtlige instrumenter. Samtidig leverer Wood manisk det folkede hook på en måde, så det simpelthen tigger og beder om at blive skrålet med på i en sen Guinness-brandert – og ikke et øje er tørt.

De store armbevægelser sker dog aldrig på bekostning af stadig at skubbe grænserne musikalsk. På første gennemlyt bemærker man det nærmest ikke, fordi man er så opslugt af den emotionelle rutsjebanetur, som Ants From Up There er. Men jo mere tid, man giver pladen, desto mere får man øjnene op for bandets forsøg på at spille sammen uden fastslået tidssignatur. Bandet kalder selv Ants From Up There kaotisk og sammenhængende på samme tid, og det er lige, hvad det både musikalsk og lyrisk er. At pladen lyder så fængende og tidløs, som den gør, er et under – og det er vidunderligt!

Der er derfor nok et par prætentiøse typer, der bliver nødt til at spise en tudekiks, fordi de ikke bare har fået endnu en skive med mathrockede Klezmer-baskere. Selvom Ants From Up There har noget mere masseappel end For the First Time, er det absolut ikke blevet kedeligt. Tværtimod er Black Country, New Road lykkedes med at lave en velskrevet samling ballader, der er emotionelle, bittersøde og medrivende, men stadig mærkelig, når man begynder at lytte efter detaljerne i melodierne og instrumentationen. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at de har gjort det umulige og overgået sig selv.

★★★★★½

Skriv et svar