Koncerter

Roskilde Festival 2022: Fontaines D.C, Avalon

Foto: Mathias Kristensen

Selvom Fontaines D.C. ikke er verdens mest interessante post-punk band at iagttage på en scene, fik deres koncert på Avalon for alvor festivalfølelsen frem blandt publikum. Åbningen af Avalon blev i hvert fald en magtdemonstration ud i, hvordan man lukker en koncert.

Foto: Mathias Kristensen

Spændingen var til at føle blandt publikum til Fontaines D.C.’s åbning af Avalon denne sene onsdag eftermiddag. Der var dømt gedigent folkemøde for samtlige festivalfans, der ikke er til pop eller hiphop, alle hungrende efter starten på Roskildes musikdage – the orange feeling var i luften. Der var derfor også allerede jubelbrøl, da lyset over det opsatte espalier med kunstige roser skiftede farve og ”I’ll Be Long Gone” med Boz Scaggs bebudede de irske post-punkeres indtræden på scenen. Det krævede ikke større indsats for frontmand Grian Chatten at sætte gang i ”hey, hey, hey” råbene fra publikum – han behøvede blot vifte lidt vredt med armene, og Roskilde var klar.

Luften røg dog hurtigt lidt ud af ballonen. Det er ikke nogen hemmelighed, at Fontaines D.C. spiller post-punk så lige ud af landevejen, at det godt kan have tendens til at køre igennem ørerne, uden at man rigtig bemærker det. Det var i hvert fald den fornemmelse, jeg blev efterladt med under mange af koncertens første numre. Man mærkede suget i maven over en af Conor Deegan IIIs onde basgange, de skarpe hvinende guitarer eller bumlende trommer, men spændingskurven havde en tendens til at flade ud undervejs i numrene. Selv A Heroes Death-klassikeren ”Televised Mind” endte mere som et slow burn end en gedigen eksplosion. Det hele lød ganske udmærket, det var bare ikke rigtig mere end fint.

Det har muligvis noget at gøre med, at Fontaines D.C. ikke er verdens mest interessante band at iagttage på en scene. Selvom Chatten ihærdig forsøger sig som Liam-Gallagher-efterligner med tamburin på brystet, hånden på ryggen, eller tågende lidt rundt på scenen, virker det en smule påtaget. Det er lidt som om, at Fontaines har studeret, hvordan man er et stoisk post-punk band med cool attitude, i stedet for at finde deres egen måde at sætte noget personlighed på deres post-punk – en genre, der i kraft af sin simplicitet, tit står eller falder på en energisk levering live. Fontaines D.C. så – i hvert fald i koncertens første halvdel – lidt for meget ud som om, at det bare var endnu en onsdag på jobbet. Havde post-punk performance været et gymnasiefag, ville Fontaines D.C. score et 7-tal – den gode præstation, men så heller ikke bedre.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg var lidt lunken på irernes nyeste udgivelse Skinty Fia, men må nu erklære mig omvendt, efter at have set numrene fremført. Koncertens anden halvdel bød på nogle af de stærkeste indslag fra Fontaines D.C.’s bagkatalog, og her begyndte publikums begejstring for alvor at smitte af på mig.

At publikum allerede kan synge med på ”Jackie Down the Line”, på trods af at sangen kun har været ude i et halvt år er absolut imponerende – specielt når man kiggede rundt, kunne man virkelig mærke en emotionalitet og et dybt forhold til materialet bland publikum, som ærlig talt var virkelig smittende. Især ”A Hero’s Death” og den rock’n’rollede basker ”Boys In the Better Land” fik publikums arme op og fødder i hop.

Aftenens absolutte højdepunkt var dog ”I Love You” fra Skinty Fia. At se Chatten stå helt stoisk badet i strobe-lyset og krænge sit hjerte ud i bedste aggressive – men følsomme – punk-facon, ramte præcist det, jeg havde savnet lidt hele koncerten. Det er sådan, man afslutter en koncert.

Er Fontaines D.C.s koncert på Avalon den bedste post-punk koncert, jeg nogensinde har set? Nej. Men hold nu op en fantastisk afslutning.

★★★★☆☆

Skriv et svar