(Alle fotos: Daniel Nielsen / frozenpanda.com)
Pistol Pistol Pistol, Lagune
Femløberne fra Pistol Pistol Pistol var vitterligt ikke troppet op på Lagune for hverken at spilde tiden eller at være diplomatiske. Politiske paroler serveret i dit fjæs stod på dagsordenen for det eksplosive band, der landede dugfriske fra scenen omkring Ungdomshuset og K-Town-festivalen. Men rasen mod autoriteterne betyder jo ikke, at man ikke kan have det sjovt imens – langt fra.
Og det havde det unge band tydeligt, som de kom sprintende ind på scenen med forsanger Lea Kidde som sidst ankomne komplet med studenterhue og Palæstinaflag. Opbakningen i teltet var massiv, og hypen omkring den unge kvintets kvaliteter live var da også løbet lang tid i forvejen. Der skete også hurtigt meget. Der blev for eksempel undervejs svinget med en udstoppet ræv, hvilket var svært at sætte i kontekst med de musikalske budskaber, men flot så det ud, og bandet havde ingen problemer med at sætte gang i de forreste rækker.
Lagune-teltet var med glimrende timing blevet begavet med en brun brise fra de nærliggende og vistnok stoppede festivallokummer, der gik fint i samspil med den generelt rowdy stemning, som Pistol Pistol Pistol bidrog med. Det skulle ikke være pænt, men in your face og frem for alt HØJT.
Uden videre introduktion lossede de “Blå blink” i gang, som i sagens natur er et nummer dedikeret ordensmagten. Ungeren nu om dage er selvfølgelig, som den ret beset altid har været, så de varme følelser i retning af politiet og autoriteter generelt kunne man se i vejviseren efter. Med titler som “Politisk vold”, “Politi sangen” og “Break Free” samt et »ACAB« her og dér fik man hurtigt en fornemmelse af dagsordenen. En opfordring til bløde kompromisser ville også være underligt i konteksten.
Pistol Pistol Pistol virker trods deres unge alder som et ret erfarent band, og det stod hurtigt klart, at de også er mere velspillende end det gennemsnitlige punkband. Mange af numrene har en thrashet energi, der live især bliver drevet frem af bassist Lasse Bukh, der til tider virkede mere som en ekstra rytmeguitarist end egentlig bassist. Og førnævnte Lea Kiddes evner som indpisker virker også mere naturlige end forcerede, som det nogle gange kan være tilfældet med punk og hardcore.
Bandets 2025-debut, Patron Premiere, hører ikke til de længste, da det er en kraftterning bestående af 9 sange på 19 minutter, så repertoiret var til at overse – og så alligevel ikke. De introducerede i hvert fald deres faste afslutningsnummer som deres dansenummer, hvilket de beskrev som værende »bedre end ABBA«. Jeg ved ikke helt med det postulat; til gengæld spillede de den to gange. Men så har man da prøvet at komme fra ACAB til ABBA på en enkelt koncert.
Disse kids er så afgjort ikke alt-right, men de er til gengæld virkeligt underholdende.
(S. Jakobsen)
Eros For You, Eos
Solen har brændt ned over festivalpladsen de seneste tre dage, men da den danske EDM-duo Eros For You tirsdag trådte ind på Eos stod det klart, at vi skulle på polarekspedition. Lystemaet var blåt, Tobias Westerdahl Ipsen og Jacob Skyggebjerg var klædt i hvide malerdragter og futuristiske solbriller – de sagde ikke selv et ord, men der gjorde en voicebot-stewardesseagtig stemme: »We are here for you«.
Eros For You laver præcis den slags EDM, der går hånd i hånd med sci-fi-æstetik: Kolde, næsten kliniske synths smyger sig om simple beats, der aldrig bliver hurtigere end 130 BPM, mens en fjern, tydeligt autotunet falset messer rundt langt nede i mixet, (som en slags »we’ve got Fred Again… at home«. Det er æterisk, småmelankolsk og skal jeg være helt ærlig, også en lille smule ensformigt, og man kunne næsten have overbevist mig, om at samme nummer havde kørt næsten hele koncerten.
Jeg var dog nok den eneste af den overbevisning mellem scenekanten og front of house, for Eros For You havde nemlig hele Eos i sin hule hånd. Folk svajede pænt fra side til side, krammede til højre og venstre, og specielt numre som “Like Me Better” og “Only Here for You” sendte publikum i ekstase og var perfekte til en lille tømmermænds-two step.
Selv gav Ipsen og Skyggebjerg den alt, hvad den kunne trække, som de løb rundt mellem synths på scenen og gejlede publikum op på bedste kommerciel DJ-manér. Koncerten forløb uden et ord fra duoen selv, mens voicebot-stemmen guidede publikum igennem koncerten med ét budskab: Eros For You er all love, og den kærlighed kunne mærkes helt ned på de billige rækker. Jeg nåede akkurat også lige selv at blive revet med, da duoen på deres næstsidste nummer skruede lidt op for bassen og fandt nogle trance light-beats frem, inden de gled over i lukkenummeret, “Dance Without You”, der slog det helt fast, at Roskilde Festival var 100% klar på noget Emotional Dance Music.
Musikken var måske lidt en kold og klinisk ørkenvandring, men vibes’ne var brandvarme. Eros For You var nok ikke for mig, men for alle andre.
(Anne Kirstine Knudsen)
Salver, Lagune
Hvor Demersal mandag aften proklamerede, at de ikke ved, hvor det er, påpegede Salver på deres debut-EP, Jeg ved ikke hvor jeg skal hen, deres egen retningsløshed; muligvis som en indikator på deres ret svævende blanding af diverse genrer i den metalliske ende pyntet med postpunk-elementer, screaming og jeg skal komme efter dig, skal jeg. Det er ikke just nemt at sætte den eklektiske kvintet i bås.
Og selvom der ikke var et stuvende fuldt Lagune-telt, de havde fundet hen til, så var det alligevel et pænt fremmøde til noget trods alt rimeligt udfordrende musik. Åbningsnummeret, “Skjul”, var – meget sigende for resten af koncerten – en sitrende sovs af meget højrøstet spoken word, black metal-guitarflader og frenetiske blastbeats, og uanset hvad musikken nu skal kaldes, så opstod der selvsagt en slags pit, hurtigere end man kunne nå at sige piskesmæld. Det er tunge sager, der ligger til grunds for Salvers musik, som beskæftiger sig meget med selvransagelse, sorg og behandling af psykiske traumer, som for eksempel i den hårdkogte “Bitre piller“, der handler om at tage andres menneskers sorger så meget ind, at man ikke længere selv kan holde til livet. Men heldigvis, så behandler Salver disse emner med et aggressivt og vildt diverst lydbillede.
Det stod hurtigt klart, at Salver i trommeslager Albert Holberg, der også gør det i ligeledes Roskilde Festival-aktuelle Smag På Dig Selv, har en fremragende motor, der med et imponerende og afvekslende drive gjorde det svært for pitten at vide, hvilket ben man skulle danse med, og hvilket man skulle sparke ud i luften med – og for den sags skyld hvornår. Han bestemte til en vis grad retningen i koncerten, og der var godt nok også masse af steder, den kunne have styret hen.
Bandet fik venner på besøg undervejs; blandt andet Demersals Viktor Ravn også Sebastian Toft Rasmussens Skt. DeLarge-alias. Sidstnævnte havnede på et tidspunkt i en slags stående duet med Salvers vokalist Aske Severin oven på forreste del af publikum. En svær, gymnastisk øvelse, men den lykkedes så nogenlunde. Visuelt stod koncerten også stærkt. Musikken blev bakket op af dragende backdrops med blandt andet kollager af smokestacks og creepy mutationer af klip fra Hollywoods guldalder og helvedes flammer, akkompagneret af behørig doom-sax fra Albert Holbergs kollega fra Smag På Dig Selv, Thorbjørn Øllgard, (der desuden er kendt som autoriseret chikanør af Rasmus Paludan.)
“1 vej” – et polyrytmisk punklokomotiv af et nummer – afsluttede med en af aftenens mest direkte leveringer en knap tre kvarters koncert, der cementerede, at Salver står som noget helt særligt i dansk musik. Selvom de måske ikke ved, hvor de skal hen, så bliver det spændende at følge, hvad fem mennesker, der selvproklameret har vidt forskellige interesser inden for musik, vil drive det til.
(S. Jakobsen)
Muskila & Simona Abdallah, Lagune
Lagune var totalt mørklagt, og man kunne kun ænse de nærmeste mennesker omkring sig i storskærmens skær. Man anede svagt en DJ-pult og en tromme på scenen, der kom til at danne rammerne for et møde mellem tradition og modernitet – og ikke mest en hyldest til arabisk musik.
Den kurdiske DJ og producer Muskila og den palæstinensiske percussionist Simona Abdallah har hver deres tilgang til at formidle deres rødders musik. Muskila fylder klubben op med hede SWANA-beats, mens Simona har hænderne dybt nede i den traditionelle muld. Resultatet, når de to mødes, er – spoiler alert – intet mindre end gedigent røvrysteindbydende.
Badet i orange og grønt baglys stod de hovedpersonerne som to enigmatiske figurer på scenen. Der var ikke brug for så meget kommunikation, for musikken talte for sig selv i mødet mellem dyb bas og kildrende saz-samples i et dyrisk sonisk univers. Abdallahs knætromme trængte skarpt igennem klubstemningen og tvang ens fødder til at danse uden at misse et eneste slag. Jeg har sgu ikke så mange noter her, for Lagune blev på nul-komma-fem forvandlet til en kæmpe dansefest med et hav af vifter i vejret med »lelelele«-kald fra både højre og venstre.
Koncerten nåede dog sit klimaks, da Muskila fyrede op for en velkendt dansegulvsbanger, hvor et kort øjeblik af genkendelse virkelig vakte liv i publikum, for blot at fortrylle dem tilbage i dansetrance igen. Det var gennemført fra start til slut, og svedende stod man tilbage, da Muskila lukkede for klubben og satte et instrumentalt nummer på. Et par piger ved siden af mig tog folk omkring sig i lillefingeren, og pludselig dannede vi 10 mennesker en cirkel fanget i en arabisk kædedansepit – et koncept, jeg synes skal erstatte den ellers forhadte robådspit her på sitet. Da duoen gik af, kunne man selvfølgelige høre et »free, free palestine«.
Næsten uden ord formåede Muskila og Simona Abdallah at skabe samhørighed, aktivisme og en kæmpe fest – med andre ord alt det, The Orange Feeling handler om.
