Da de amerikanske poppunkere Jimmy Eat World navngav deres fjerde album Bleed American, troede de måske, at det var en god titel. Men da albummet udkom i USA kort tid før den 11. september, viste det sig alligevel ikke at være den smarteste titel i verden. Derfor blev Bleed American ikke markedsført specielt aggressivt.
Men da albummet nu blot bærer bandets navn, er der lagt op til, at Jimmy Eat World kan erobre verden, hvilket de forhåbentlig gør, da de har en hel del mere at byde på end de navne, der ellers dominerer hitlisterne. Jimmy Eat World har nemlig de catchy sange, der i hvert fald i USA vil sikre dem massevis af airplay og dermed en god chance for at få det helt store gennembrud.
Især den nye single “Sweetness” er intet mindre end sublim. Den er simpelthen den anthem-agtige pop/rocksang, Rivers Cuomo (Weezer) enten ikke kan eller vil skrive, men det kan Arizona-drengene altså. “Sweetness” er den mest iørefaldende og medrivende rocksang, jeg har hørt i år. Den er en lille genistreg ud i den svære kunst at lave en uimodståelige guitar-popsang, der rent faktisk holder og hænger ved. Her går medrivende guitarriffs, eksplosive trommer, lækkert piano og ikke mindst formidable vokalharmonier hånd i hånd og skaber soundtracket til en fantastisk sommer. Synger man ikke allerede første gang med på Jim Adkins’ lungeudkrængende »WOH-OH-OH-OH-HO,« er man enten døv eller ude af stand til at genkende en god sang.
Og Jimmy Eat World har mere at byde på. Der er f.eks. den aggressive åbner og førstesingle “Salt Sweat Sugar”, den nostalgiske “A Praise Chorus”, hvor sanger Adkins mod slutningen låner linjer fra Tommy James, Madness og Mötley Crüe, samt den nærmest Weezer-agtige “The Middle”. Især sidstnævnte er yderst iørefaldende, og det kræver ikke mange gennemlytninger, før man synger med på det optimistiske omkvæd: »It just takes some time / Little girl, you’re in the middle of the ride / Everything everything will be just fine / Everything, everything will be all right.«
De fleste med hang til f.eks. Weezer vil nemt elske Jimmy Eat Worlds rockende materiale, mens det nok er en smagssag, om man kan lide deres ballader. Men stiger man ombord, får man lov at se en smuk og afdæmpet side af Jimmy Eat World, som man ikke skulle tro eksisterede. Og selvom Adkins virkelig krænger sit hjerte ud i disse sange, bliver det aldrig hverken for melodramatisk eller uudholdeligt – hertil er det nemlig umuligt at stå for hans uforbeholdne ærlighed.
Det er derfor meget svært ikke at blive bevæget af akustiske sange som “Your House”, “Hear You Me” og den afsluttende “My Sundown”, der er utroligt smuk allerede fra starten, men faktisk bliver endnu bedre mod slutningen, hvor de to linjer »I could be so much more than this / I want to be so much more than this« bliver gentaget igen og igen. Men disse håbefulde linjer bliver igen og igen modsvaret af det resignerende »but no one cares,« og dermed bliver sangen, der egentlig er positiv, forvandlet med en bittersød afslutning.
Jimmy Eat World er dog ikke de rene spejderdrenge. Der er voyeur-tendenser over den ellers utroligt smukke “Cautioners” i linjerne: »I watched you go from left to right / I followed you all night across my blinds.« Og den hårde “Get It Faster” handler udelukkende om utroskab – fra fortællerens side: »I want to do right by you / But I’m finding out cheating gets it faster.«
Der er altså lidt for enhver smag på Jimmy Eat Worlds fjerde album, men har man for længst overstået sine teenageår, og er man ikke et følsomt individ, kan man nok ikke bruge pladen til så meget. Er man på den anden side en følsom teenager og endda af hankøn, kan denne plade vise sig at være noget nær uundværlig, da dens 11 sange beskriver situationer, man kun kender alt for godt, og derfor vil den nemt kunne blive en perle i et sådant individs pladesamling.
