Tænk, at et tidligere hardcore-band som The Notwist kan levere noget så fortryllende og smukt som Neon Golden. I Neon Goldens tilfælde er det svært at spare på superlativerne, da pladen er noget nær den perfekte sammensmeltning af indierock og electronica. Nærmest som en lettere tilgængelig og mere melodisk udgave af Radioheads Kid A.
Historien om The Notwist starter i Weilheim i Tyskland i begyndelsen af 90’erne. Her blev bandet dannet af brødrene Markus og Micha Acher sammen med trommeslager Martin Messerschmid. De udgav herefter to hårde heavy albums, før Martin Gretschmann blev indlemmet, og så kom der andre boller på suppen. Gretschmann, der under navnet Console, har udgivet både soloplader, remixet for et hav af kunstnere og produceret for bl.a. Björk, trak bandet i en meget mere elektronisk retning, og efter to albums, der blandede rock med electronica, er The Notwist nu klar med Neon Golden.
Med sin blanding af organiske instrumenter, elektroniske lyde og Markus Achers smukke og følsomme stemme i front, suger Neon Golden virkelig lytteren til sig, så der ikke er andet at gøre end at overgive sig til de smukke og medrivende stemninger, der præger albummet.
The Notwist formår også på fornemste vis at skabe et meget varieret, men samtidig sammenhængende album. Der er uptempo-sange som den smittende “Pilot”, hvor underlægningen består af en guitar, et beat, syntetiske strygere og andet lækkert fra Martin Gretschmanns hænder, og førstesinglen “Pick Up the Phone”, der starter med noget, der godt kan lyde som en telefon, der dutter optaget, og bliver efterfulgt af et stærkt syntetisk beat, som stille, men sikkert driver sangen frem, ledsaget af underspillet guitar, der slår over i afdæmpet støj i omkvædet.
Oven på alt dette ligger Markus Achers stemme, der måske ikke er verdens største, men hans udtryk er så ærligt og ganske enkelt suverænt, at det bliver ligegyldigt, at han teknisk set ikke er specielt dygtig. Resten af albummet holder sig i den mere afdæmpede ende af skalaen, men det gør på ingen måde ikke disse sange dårligere. Især ikke når The Notwist holder det høje niveau, de har sat med de foregående sange.
“Solitaire” er en bittersød sag, der med et en enkelt akustisk guitar, elektronisk underlægning og nogle dystre strygere, udleverer det moderne menneskes triste liv, på fornemste vis: »We’re more than overwhelmed / By hundreds of hugs / And a million good words / We are satisfied from Monday to Friday / And on Sundays we cry.«
Titelnummeret starter med noget, der lyder som en samplet guitar, melankolske saxofoner og Markus Acher, der nærmest som et mantra gentager: »Neon golden / Neon golden, like all the lights.« Derefter overtager et akustisk beat og nogle elektroniske lyde, før saxofonerne vender tilbage med følgeskab af bongotrommer, der ledsager sangen hen mod dens afslutning. Og sådan kunne jeg fortsætte, da Neon Goldens 10 sange er små kompositoriske mesterværker, der tilsammen væver en smuk mosaik, det er meget svært ikke at forelske sig i.
Endelig bliver det ikke meget bedre end “Consequence” – afslutningsnummeret, hvor Markus Acher med disse sætninger opsummerer den virkning, albummet bør have på lytteren: »Leave me hypnotized, love / Leave me paralyzed, love,« for det er præcis det, Neon Golden gør. Den efterlader én hypnotiseret og paralyseret, og når førnævnte sang pludselig holder op, får man en ustyrlig trang til at høre albummet én gang til, så hvis du investerer i Neon Golden, kan jeg kun foreslå, at du allerede med det samme sigter efter “repeat”.
