Canadiske Dan Snaith har nu i to årtier udgivet musik, man af mangel på bedre ord kunne kalde indietronica, først som Manitoba, senere som Caribou og sideløbende som Daphni. Hans næsten akademiske tilgang til dansemusikkens historie og virkemidler har for længst etableret ham som en anerkendt musiknørd med fingrene dybt nede i alverdens pladesamlinger, men selvom hans inspirationer ofte er hentet fra dansegulvet, har hans egen musik som Caribou aldrig været direkte henvendt dertil. Han har til tider demonstrativt undveget det store (og nemme) klimaks i sine numre for i stedet at danse sin egen skæve dans rundt om DJ-pulten. Det samme gør sig gældende på det syvende album, Suddenly.
På Suddenly fortsætter Caribou mange af de farverige house-eksperimenter, som gjorde det forrige album, Our Love, til en så fornøjelig lytteroplevelse, men denne gang udvider han genrepaletten ved at inkludere blandt andet hiphop (”Sunny’s Time”) og sen-90’er RnB (”Like I Loved You”). Lyden er generelt mere eklektisk, så det er utroligt, hvor strømlinet albummet alligevel føles, hvilket siger meget om Dan Snaiths evner som producer. Hans perfektionisme og legesyge i studiet dukker op over alt på albummet, hvor skøre idéer og samples smelter sammen til et formfuldendt udtryk med hooks, der kunne gøre enhver popproducer grøn af misundelse.
Tag eksempelvis det bærende hook i ”Home”, som er en sample fra et nummer af samme navn skrevet af Bobby Dixon og fremført af Gloria Barnes. Samplen har en øjeblikkeligt ikonisk kvalitet over sig, som behandles med en nænsom kærlighed og respekt, der vækkelser mindelser til, hvad kollegaen DJ Koze gjorde på et nummer som ”Pickup”. Jeg forestiller mig Dan Snaith som en minearbejder i sit hjemmestudie, da han falder over Bobby Dixons oprindelige nummer og mærker, at han har ramt en diamant. Den oprindelige sang handler om en kvinde, der vender hjem til sin elskede, men Caribou vender fortællingen om, så det handler om en kvinde, der bryder fri fra et forhold og lærer at stå på egne ben. Med sin lavmælte falset synger Caribou, at »She’s better off than she has ever been. Now she’s made her peace with everything«. Der er en enorm men underspillet empowerment i nummeret, som er svær ikke at lade sig smitte af, og det er da også et klart højdepunkt på pladen.
Mange af sangene lader netop til at være inspireret af de pludselige brud og forandringer, der kan ske i et familieliv, deraf albummets titel Suddenly. Der bliver sunget om tab og ensomhed, og det er ikke altid med den samme optimisme som på ”Home”. Men hvor teksterne ofte er domineret af en teenageværdig ængstelighed, som ikke altid klæder sangene lige godt, så er albummets generelle lydtæppe blødt, hjemligt og trygt. Lyt bare til klaveret i sidste tredjedel af ”Magpie”, som på bedste smooth jazz maner vugger dig i søvn. Eller ”Lime”, der drives frem af et sløvt funkbeat så afdæmpet, at det nærmest bliver ligegyldigt. Selv på albummets såkaldte bangers som ”Never Come Back” og ”Ravi” er der en meget behersket energi, som gør dem mere passende til en solofest i stuen end på klubben.
Caribou har før udtalt, at han gerne vil lave dansemusik, der lyder som om, det er lavet af vand, og det lykkes ham i den grad her. Men det hele er så blødt, organisk og sikkert, at man kommer til at savne de store bølgeskvulp. For selvom det syder og bobler under overfladen med gode idéer, så bruser albummet på intet tidspunkt over. Suddenly er lyden af en selvsikker og ekstremt dygtig producer, der tager chancer, men alligevel aldrig helt tør slippe tøjlerne og komme på dybt vand.
