Hvem er Rhys Fulber? Han kunne såmændt have været John Lennon, uden at folk havde bemærket det. En mand, der altid har luret i baggrunden af de projekter, han har deltaget i. En mand, hvis produktionsevner i studiet er gået hen over hovedet på størstedelen af det pladekøbende publikum.
I løbet af sin tid som fuldgyldigt medlem af industrial-pionererne Front Line Assembly og ditto i det ambiente darkwave-projekt Delerium har han udviklet sig til at være en efterspurgt producer i musikbrancen (Fear Factory, Paradise Lost, o.a.).
Han er efter en længere tur rundt om jorden kommet hjem med musikalske indtryk og har sammensat projektet Conjure One. Conjure One er modelleret efter Delerium (ambient darkwave-pop med kvindelig vokal), men med en mere fokuseret programmering i studiet. Det er finpudsningen i studiet, der giver Conjure Ones debut en så helstøbt finish. Sangene flyder stille og roligt over i hinanden uden at forstyrre med for abrupte afbrydelser.
Albummet lægger ud med et stykke storladent etnisk ambience, “Damascus”, med vokaløvelser af den eminent kvidrende israelske sangfugl, Chemda. En fin indledning. Dernæst køres der hurtigt over i de to mest mainstream-orienterede sange, “Center of the Sun” (vokal af Poe) og “Tears From the Moon” (vokal af Sinead O’Connor). Hvis de to sange ikke får én til at lytte efter, må man være lavet af granit.
Resten af albummet er delt mellem etnisk-lydende instrumentale delikatesser og velsungne poppede hymner, der spiller godt bold med hinanden gennem de 55 minutter, albummet varer (lidt for kort, lyder mit kritikpunkt). Melodierne på albummet er fantastisk velklingende, spundet over fornuftig sangopbygning og glimrende spædet op med langstrukne passager med Chemdas rytmiske, vokal-som-instrument sang.
Alt i alt: Fremragende nyt stykke musik fra FLA-studietroldmanden, der burde vække interesse hos folk, der søger efter et mindre poppet stykke Enigma.
