Plader

The Sleepy Jackson: s.t.

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Minialbum fra den for tiden hypede australske gruppe, der viser, at gruppen med sin uhøjtidelige og skramlede pop er værd at holde øje med i fremtiden.

Skal man tro de engelske musikmedier, er australske The Sleepy Jackson et af de bands, der for tiden er værd at holde øje med. Gruppen er kommet frem i slipstrømmen fra de ligeledes australske The Vines og The Avalanches, men gruppen lyder dog ikke som nogle af disse. Det er snarere en række amerikanske navne, man kommer til at tænke på, når man hører gruppens musik.

The Sleepy Jackson spiller en meget uhøjtidelig form for lofi-pop, der på sin vis kan minde om grupper som Grandaddy, Mercury Rev og Flaming Lips, men som samtidig er meget mere skramlet og uforudsigelig end især de to sidstnævnte har været på deres seneste albums. Men gruppen har både noget af Grandaddys bonderøvscharme og noget af The Flaming Lips’ trang til at lege med studiet i produktionen, og ind imellem er der også ligesom hos Mercury Rev højt til loftet, hvilket især gælder et nummer som “Sunkids”, der sagtens kunne have passet ind på en plade som Deserter’s Songs.

Noget karakteristisk for The Sleepy Jackson er, at de på ingen måde er forudsigelige. Det ene øjeblik hører man fortryllende popharmonier, for det næste øjeblik at blive forstyrret af en ustemt guitar eller en vokal, der lyder, som om den rammer helt ved siden af, samtidig med at der hele vejen igennem bliver lagt små mærkelige lyde i baggrunden. Og det er faktisk denne uforudsigelighed, der er The Sleepy Jacksons charme, og når man samtidig på det godt 20 minutter lange minialbum kan høre en hel række ganske fine sange, så er succesen hjemme.

Pladens reelle åbningssang, “Good Dancers”, er et godt eksempel på Sleepy Jacksons ene side. Her går en fin melodi hånd i hånd med nogle stort anlagte korarrangementer, mens gruppens anden side eksempelvis vises i det korte akustiske mellemspil “Lung”, hvor vokalen mest af alt minder om Sid Vicious i Frank Sinatras klassiske “My Way”. Denne korte sang bevæger sig over i den stille “Now Your Spirits Drags the Pack”, hvor Luke Steele fortsat synger på den anakistiske måde, men hvor nogle næsten kvalmende sukkersøde korstemmer giver et modspil, der gør, at sangen virker rigtigt godt.

Med “Caffeine in the Morning Sun” viser The Sleepy Jackson, at de også godt kan lide skotsklydende folkemusik, mens “Miniskirt” er en sand countrypopperle.

Gruppen har måske ikke opfundet den dybe tallerken, men når man først har lyttet dette minialbum igennem et par gange, viser det sig, at der faktisk ikke findes et eneste dårligt nummer. Gruppens første rigtige album skulle udkomme engang i løbet af sommeren. Hvordan det og fremtidige albums kommer til lyde, er dog svært at forudsige. Hvis man skal tro gruppen selv, der har lovet, at de i deres karriere vil lave et album i stort alle musikkens genrer, men med udgangspunkt i denne forløber er der god grund til at se frem til en hel plade.

★★★★☆☆

Leave a Reply