Spökraket: All Art Is Propaganda

Jeg formoder, at Spökraket betyder “spøgelsesraket”. Et hjemmelavet ord fra et band, der gør sig i det hjemmelavede – meget passende. På debutpladen All Art Is Propaganda er alle instrumenterne efter sigende indspillet live på en firesporsbåndoptager uden aftaler om, hvordan bandet skulle spille ud over tempo og en simpel akkordgang. Med andre ord: indspilninger båret af en analog tilgang til musikken og en meget fri indstilling til komposition. Resultatet er da også en stor og varm lyd, der bærer tydeligt præg af ikke at være komprimeret ret meget.

De mange lagdelte elementer i musikken er fint mikset og træder klart bedst frem på vinylens taknemmelige format og i live-sammenhænge frem for digitalt. Spökraket består på dette album af Bjørn Vind Abildtrup (12- og 6-strenget guitar, keyboard/synth, kor og glockenspiel), Hans Christian Andersen (bas, kor, lejlighedsvist keyboard), Jonathan Højgaard (12- og 6-strenget guitar, vokal), Kasper Skotte (guitar) og Michael Ludvig Skjoldborg-Lyberth  (trommer). Da Spökraket spillede deres releasekoncert på Bolsjefabrikken den 16. marts i år, var der desuden to fyre med tamburiner på scenen – jeg antager, det var venner af bandet. Grænsen mellem DIY og amatør kan være hårfin, og flere af numrene på All Art Is Propaganda fremstår da også improviserede og tenderende til at lyde som en øvesession.

Det bevidste valg om et analogt og improviseret udtryk viser naturligvis en forkærlighed for det ustyrede og halvtilfældige, men i mine øjne kan man også sagtens holde et nummer stramt bundet om f.eks. en krautakse, uden det af den grund får sangen til at fremstå styret eller kontrolleret. Hvis dronerne kører det buldrende godstog stødt frem, så åbnes der ofte muligheder for, at de øvrige elementer kan skabe sig, men hvis ikke der er en stram akse, så er undertitlen “outtake fra øveren” ofte svimlende tæt på. På pladens sidste numre – og især på det afsluttende, 13 minutter lange “Jumped Off The Sky” – flyder de enkelte elementer da også mere og mere sammen, mens Michael Ludvig Skjoldborg-Lyberths trommer springer over her og der og giver slip på rytmens greb om sangen. Det løsere greb udvikler sig dog ikke til mere anarkistisk shoegazestøj, som man kunne forvente, men forbliver ustyret uden som sådan at fremstå destruktivt eller nedbrydende.

Man skal ikke forvente et melodisk hold på nummerets elementer, så selvom toget kører derudaf, så er der ud over det heftige tempo ikke genkendelige mønstre at holde fast i og blive grebet af som lytter. Det manglende stramme “drive” gør, at man heller ikke overtages af syrens spiralerende uendeligheder, så lytteren skal ikke overlade det til musikkens genkendelighed at stå for de euforiserende effekter. Det upræcise går igen i den lidt løse indstilling til taktfasthed i første nummer, “Just Go Spit Outside Another Lie”, og undervejs taber nummeret pusten og ender med at fremstå prøvende og ufærdigt. Og det er egentlig ærgerligt, når musikkens generelt dronede præg og krautpsychede guitarrundgange egentlig lægger op til, at man som lytter fortaber sig i gentagelserne.

Uforudsigelighed kan være prisværdigt og ikke mindst, når man bevæger sig i den del af musikken, som Spökraket gør. Den dogmatiske tilgang til deres egen debut er beundringsværdig og spænder ikke ben for selve projektet, og det er måske kun bandets relativt korte levetid og deres skiftende bandkonstellation, der gør, at samspillet til tider ikke er helt gennemført. Spökraket blev dannet i sommeren 2010 i Aarhus og har bl.a. skiftet forsanger og trommeslager ud løbende.

Ét af pladens bedste numre er det over 12-minutter lange “Dead Sea”, der trækker lange, udsyrede guitartråde mod spacerocken, og da Jonathan Højgaards enormt rumklangssvøbte vokal gentager et lyst »uh-uh, uh-uh« midtvejs, så når All Art Is Propaganda en form for klimaks. Vokalmelodiens kontrastering til den bølgende syregrund underneden, hvor mørke, bevægelige klange og gentagne tamburinslag agerer bund, udløser en slags gentagelsens eufori. Og selvom ‘uh-uh’-kor muligvis er et element hentet fra popverdenen, så virker det altså. Jeg synger i hvert fald med. Hen mod slutningen indtager en xylofon (eller glockenspiel velsagtens) en fremtrædende plads i melodiens rum. På pladen er det et opløftende og dynamisk skifte, der ændrer udtrykket og trækker længere væk fra et stort og guitarbåret lydbillede.

At det er svært at trænge igennem med glockenspiel live på Bolsjefabrikken, er en anden sag, men intentionen var der i hvert fald.