Denne anmeldelse burde nok starte med en bekendtgørelse a la “normalt anmelder vi ikke best-of-opsamlinger, men i dette tilfælde”¦”. Men grunden til at anmelde denne opsamling er faktisk ganske god. Ash er nemlig et single-band i den store engelske tradition, der også tæller f.eks. The Smiths og The Jam, og derfor må denne opsamling være det bedste, Ash har at byde på.
Det nordirske band udsendte deres første single, “Jack Names the Planets”, i 1994, og to år senere fulgte debutalbummet 1977 (det år, hvor de tre oprindelige medlemmer blev født – i 1997 blev bandet udviddet med bassisten Charlotte Hatherly), der bl.a. indeholdt hitsinglerne “Kung-Fu” (sanger/sangskriver Tim Wheelers hyldest til Jackie Chan), “Girl From Mars” og “Oh Yeah”.
Det efterfølgende album Nu-Clear Sounds blev især en kommerciel, men til dels også kunstnerisk fiasko, som bragte bandet på fallittens rand. Men da alt så sortest ud, vendte bandet sidste år tilbage med albummet Free All Angels, der gik direkte ind som nr. 1 på den engelske albumhitliste (foran Janet Jackson) og spandt hele fem hitsingler af sig: “Shining Light”, “Burn Baby Burn”, “Sometimes”, “Candy” og “There’s a Star”. Og det er vel netop den succes, bandet og dets pladeselskab vil udnytte med denne opsamling, men da det også kunstnerisk set er Ashs stærkeste udspil nogen sinde, kan det godt overleves, at albummet mest af alt er lavet af kommercielle hensyn.
Kronologi er der ikke noget af på dette album, hvilket nok også er i erkendelse af, at der ikke er så pokkers stor forskel på Ash anno 1994 og Ash anno 2002. De har hele tiden holdt sig til det, de er bedst til: rockede popsange med uomtvistelige hitkvaliteter. Og selv om både Tim Wheelers stemme og produktionen er blevet bedre, er der altså ikke en verden til forskel på “Jack Names the Planets” og den glimrende nye single “Envy”, for sådan én skal der jo være for at lokke de fans til, der i forvejen har de allerede udgivne af sangene. Er man hurtig, får man dog også bonus-cd’en Cosmic Debries, der indeholder 22 af bandets b-sider.
Den bedste sang på Intergalactic Sonic 7″s er også den længste og den mest atypiske, nemlig “Candy” fra Free All Angels, der, som titlen antyder, er ren sukker for øregangene, og med sit svulstige arrangement, Tim Wheelers fløjlsbløde stemme, sin Burt Bacherach-sample, det plinkende guitarakkompagnement i versene (der i øvrigt får sangen til at minde mistænkeligt meget om Dr. Dres “Still D.R.E.”) og det optimistiske omkvæd: »Don’t you know it’s alright to be alone / You can make it on your own,« får den sikkert dem, der kun kan lide Ashs hårde materiale, til at brække sig. Det, disse mennesker overser, er, at i denne sang åbenbarer Tim Wheeler det, som han i virkeligheden er bedst til: at skrive formidable popsange. Normalt pakker han de suveræne melodier ind i en mur af guitarer, men netop i “Candy” vælger han ikke at begrave den fantastiske melodi i kaskader af guitar-støj, men står rent faktisk ved, at det, han er bedst til, er at lave pop-sange og ikke at rocke.
At han så også kan rocke, viser det afsluttende “Numbskull” med al ønskelig tydelighed. Dette er det tætteste, Ash er kommet på at være rigtig punkede, og det slipper de også godt fra, og det er svært at tro på, at det er den samme mand, der sang så fløjlsblødt på “Candy”, der her snerrer »yeah, death is your fate.« Helt utilnærmeligt bliver det dog aldrig, for Tim Wheeler får også lytteren til at komme nærmere, når det lokkende lyder: »Come along for the ride.«
Det er mellem disse to yderpunkter – easy listening og punk – at Ash normalt befinder sig, og her finder man sange som den vidunderligt hektiske “Burn Baby Burn”, den storladne og ganske smukke “There’s a Star” og den eftertænksomme “Sometimes”, hvor Tim Wheeler beviser, at han rent faktisk kan være en smule dybsindig: »Sometimes it happens feelings die / Whole years are lost in the blink of an eye.«
Materialet på Intergalactic Sonic 7″s er ikke specielt dybt (med “Sometimes” som den eneste undtagelse), men det har Ash nu heller aldrig været. Det, det handler om her, er gode melodier pakket ind i læssevis af guitarer med tekster, der omhandler unges følelser, længsler og drømme, og disse emner behandler Tim Wheeler faktisk på glimrende vis.
Køber man kun én Ash-udgivelse i sit liv, skal det være den her. Intergalactic Sonic 7″s er det perfekte Ash-album, medmindre Tim Wheeler kan blive ved med at skrive minimum tre-fire super-singler pr. album de næste otte år, og det kunne godt være tvivlsomt, især da det, som årerne går, uundgåeligt må blive vanskeligere for ham troværdigt at kunne beskrive unges følelser og drømme, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at han mister sin evne til at skrive suveræne popsange. Det sker forhåbentlig aldrig, og hvis det gør, så er dette album et stærkt bevis på, at han i løbet af otte år har skrevet en hel række glimrende singler, der sagtens vil være istand til at klare tidens tand.
