Kommer det skide efterår ikke snart?!Denne sommers helt store musikalske trend har været den solbeskinnede westcoast-pop, der er kendetegnet ved let tilgængelige akkord-rundgange, svævende harmonier og den lejlighedsvist gode, men overfladiske melodi. Irske The Thrills har fået en forholdsvis velfortjent succes med So Much for the City, og man kan således heller ikke bebrejde engelske The Tyde for at tage tråden op og fortsætte i nøjagtig samme dur.
Det er vigtigt at huske, at alt inden for den 60’er-inspirerede westcoast-pop er blevet afprøvet adskillige gange før. Beach Boys gav den liv, men sendte den i og for sig også i graven med Pet Sounds, genrens helt store epos. The Byrds stjal genrens uskyldighed, og Gram Parsons skiftede strandsandet ud med ørkenstøvet, men holdt alligevel westcoast-poppens medfødte country-skavanker i kort snor. R.E.M. definerede deres lyd ud fra genren i næsten ti år, og banede på sin vis vej for et orkester som The Jayhawks, der atter har genopdaget den melodiøse naivitet, der er westcoast-poppens sjæl.
The Tyde har fået den idé, at forsanger Darren Rademaker (hvis bror foruden at spille bas i The Tyde også er forsanger i Beachwood Sparks) nok lyder bedst med lidt distortion på vokalen a la Julian Casablancas. Men som det var tilfældet med The Strokes, er den evigt forvrængede vokal også frygtelig trættende at lytte til – især fordi man godt kan høre, at der bag ved denne effekt gemmer sig en fin og selvstændig stemme, som sagtens kan stå alene. Desværre medvirker dette også til, at The Tyde kommer til at lyde upersonlige og langt fra unikke. Lige netop fornyelse af en næsten 50 år gammel genre kan måske også være en stor opgave, og The Tyde forsøger også momentvis at favne lidt bredere. Til tider vipper de næsten over i garagepop, men den modedille er vel efterhånden snart passé. Når de sætter tempoet ned som for eksempel på Best Intentions, ender de med at lyde som en dårlig Blur b-side.
The Tyde slipper dog alligevel afsted med et mindre hit, Henry VIII, som absolut også er fornøjeligt ved de første par gennemlytninger. Men som de andre sange på Twice tvivler man på, om Henry VIII også er lige så spændende og festlig, når den ikke lige fungerer som baggrundsmusik til en hurtig opvask eller en rask cykeltur ned til kiosken efter smøger.
Basalt set mangler The Tyde den helt essientelle egenskab, som The Thrills til en vis grad besidder – nemlig evnen til at skrive sange, der har en chance for at virke bare nogenlunde lige så interessante, når efteråret efterhånden sender regnskyerne ind over os. Det er måske westcoast-poppens akilleshæl, at den befinder sig bedst under sommersolen, men det er imidlertid før lykkedes orkestre at skrive sange, hvis sidste holdbarhedsdato lå mere væk end et par måneder ude i fremtiden.
The Tyde vil sikkert være et udemærket valg for dem, der leder efter et hurtigt alternativ til The Thrills og gerne lader sig betage af det faktum, at både Jason Pierce (Spiritualized) og Norman Blake (Teenage Fanclub) er fans af The Tyde. Hvis du falder over single-versionen af Henry VIII, bør du købe den og lade resten af pladen være i fred. Men det mest fornuftige valg ville helt sikkert være at glemme alt om tidens trend og i stedet gå direkte til inspirationskilderne.
