Plader

The Anomoanon: Asleep Many Years in the Wood

Skrevet af Søren McGuire

Hyggelig, men harmløs samling neo-folk sange fra endnu et af Will Oldhams alter-egoer. Eller hvad?

Efter den forholdsvis kedelige Master and Everyone samt den helt katastrofale koncert på Roskilde Festival (en observation der forhåbentlig ikke deles af alle), lettes man over, at Will Oldham efter alt at dømme igen er blevet fortrolig med sit eget unikke udtryk. Den tragikomiske, selvudslettende og skrøbelige sjæl, der hidtil har været Will Oldhams største force, er på Asleep Many Years in the Wood atter intakt og spræl-levende. Men det var sandelig også på tide, for det virkede i en overgang, som om Will Oldham havde bevæget sig et par skridt for langt væk fra den niche, der til og med Blue Lotus Feet-EP’en faktisk havde været hans undskyldning for at være en tand for spøjs og besynderlig til, at man kunne tage hans ellers så smukke sange seriøst.

Men så opdager man sgu’ pludselig, at hovedpersonen bag The Anomoanon faktisk slet ikke er Will Oldham, men derimod hans bror Ned. Man ville sikkert have opdaget dette, hvis man lige havde taget sig tid til at læse lidt i coveret, før man smækkede CD’en i discman’en – men ellers er der absolut intet, der afslører dette. Ned Oldham lyder nemlig nøjagtig som sin bror; så meget at det er direkte skræmmende og faktisk også temmelig forstyrrende for lytterens oplevelse af pladen. Det er svært at beskrive ligheden mellem de to stemmer, for den er så uhyggeligt slående, at man næsten ikke tror det. Dette er selvfølgelig et larmende minus, for det er jo dybest set bare endnu en Will Oldham-plade i rækken af mange… selv om det altså er brormand, der står øverst på rollelisten.

Men når det er sagt, er der heller ikke så meget at sætte fingeren på. Asleep Many Years in the Wood er hyggelig og tryg som lugten af din bløde morfar, men også lidt skarp og kantet som din stive onkel til din konfirmation – for nu at blive i familietraditionerne. Pladen er inspireret af fødslen af Ned Oldhams søn, og dermed får den en automatisk og livsbekræftende, men let sørgmodig varme, der vil tiltale fans af både Bonnie “Prince” Billy-pladerne og Tindersticks. Der er ikke sparet på de bløde værdier, og melankolien er på plads. Som man kunne forvente det, hverken forarger eller støder disse sange på nogen måde lytteren, men til gengæld er man i et rart og trygt selskab gennem pladens 11 sange.

I pressematerialet nævnes en lang række kunstnere, som tilsyneladende har noget musikalsk til fælles med The Anomoanon – heriblandt Neil Young, Silver Jews og Grateful Dead, men det er lige lovlig overdrevet, da The Anomoanon faktisk “bare” lyder som endnu en omgang Will Oldham. Ej heller kan man kalde musikken for 70’er-inspireret countryrock, da der på Asleep Many Years in the Wood er lagt faste tøjler på de enkelte deciderede rocknumre. Pladen fungerer også bedst, når den træder i den let boogiede singer/songwriter-rolle, for her formår Ned Oldham til en vis grad at føre sangene i en anden og lidt mere outreret og psykedelisk retning, end den vi så ofte har mødt hos hans bror. Når tempoet så daler, eksempelvis på One That Got Away, skal man have et særdeles trænet øre for at kunne skelne mellem Ned og Will, som synger backingvokal på dette nummer.

Asleep Many Years in the Wood byder på en samling små, dejlige sange, men ligheden mellem de to brødre er en tand for provokerende og kan altså ikke andet end at trække karakteren i den gale retning. Andet ville simpelthen ikke være fair over for kreativitetens integritet. Og det, der er mest ærgerligt, er, at hvis det var Will, der sang på pladen, ville den være blandt de bedste plader i hans karriere. Men hey, man kan alligevel ikke høre forskel.

★★★☆☆☆

Leave a Reply