At lytte til post-Uncle Tupelo Jay Farrar har hidtil været som at gå tilbage til sin eks-kæreste. Det har måske ikke været så vanvittigt spændende, men du vidste i det mindste nogenlunde, hvad der stod dig i vente. Det er blødt, trygt og velkendt, men den store nyforelskelse må du lede længe efter. Sådan har det været med Jay Farrar, siden han sammen med Jeff Tweedy og Mike Heidorn udgav No Depression i 1990 under navnet Uncle Tupelo. No Depression skulle sammen med de tre efterfølgende Uncle Tupelo-plader sparke den alternative country i gang (og endda være med til at navngive den), og med den nylige remastering og genudgivelse af Uncle Tupelo-bagkataloget funkler gruppens blanding af folk og punk stadig stærkt på genrens stjernehimmel. Men venskabet mellem Jay Farrar og Jeff Tweedy kunne ikke modstå presset fra de to egoistiske og modstridende talenter, og Jay Farrars efterfølgende tre plader med Son Volt gjorde desværre ikke det store internationale væsen af sig.
Ligeledes var Jay Farras første soloudspil, Sebastopol ej heller den store landvinding. Nogle mente, at Farrar bare skrev videre på den samme sang. En lidt grov beskyldning, for Sebastopol var bestemt en lytteværdig plade, der koncentrerede sig om Farrars markante og let klagende country-western-vokal. Alligevel har der måske været noget om snakken, for Sebastopol sprængte bestemt ikke nogen rammer med sin ukomplicerede folk, der i jævnt skiftende tempo traskede løs mellem støvet americana og sprællende cowpunk.
Alt lader nu til, at Jay Farrar mentalt har begravet de sidste rester af Uncle Tupelo og Son Volt med sin anden soloplade. Væk er røvballerocken, væk er retro-folken og stort set alle beviser på, at Farrars sangskrivertalent er så begrænset, som det hidtil er blevet påstået. Terroir Blues er stadig i høj grad vintage-Jay Farrar, men i en mere kompliceret og interessant rolle.
Sangene er fyldt med charme, noget Farrars kompositioner hidtil har manglet. Nu er de hyggelige, melodiøse og vedkommende kompositioner derimod ikke til at komme uden om, og selv om brugen af instrumenter stadig er spartansk, bydes vi på et langt mere varierende lydbillede end bare Farrars guitar og vokal.
Fløjte (Out on the Road), steel guitar (Walk You Down), et lavmælt piano (Dent County), cello (Cahokian), pedal steel (Hard Is the Fall) og trommemaskiner (Fool King’s Crown) er mere, end Farrar nogensinde har turdet bruge i sin musik. Det giver Terroir Blues en lækker afvekslende feel, og viser, at Farrar også mestrer det musikalsk komplicerede til fulde. Det er smukt, som på Dent County, hvor pianoet og den længselsfulde guitar næsten overdøver Farrar. Smukkere end man havde turdet forvente af en mand med et bagkatalog bestående af punk-inspireret folk. Men det er altså også stadig Jay Farrar, og Terroir Blues viser, at støvet godt kan være svært at vaske af støvlerne på trods af den tydelige trang til nyskabelse, som skinner igennem på pladen.
Desværre har Jay Farrar valgt at fylde albummet op med seks små irriterende og ligegyldige instrumentale lydflader af cirka et minuts længde hver. Han har valgt at kalde dem Space Junk, og de tjener tilsyneladende kun det formål at sætte en stopper for det ellers fine flow, der ville være på pladen. Men de seks Space Junk-numre er heldigvis også det eneste, man kan sætte en finger på. Til gengæld får man som bonusmateriale to versioner af fire af sangene.
Terroir Blues er en absolut fremragende udgivelse og det bedste, vi har hørt fra Farrar, siden Uncle Tupelos svanesang fra 1993, Anodyne. Hvis Jay Farrar virkelig stadig skriver på den samme sang, er det i hvert fald en sang, der er værd at lytte til.
I sandhed et imponerende bud på No Depression anno 2003.





