Det lille amerikanske pladeselskab Post Parlo har fået en god idé: De får interessante navne fra den alternative amerikanske rockscene til at samarbejde om en ep, og Post Parlo udgiver så resultatet af deres anstrengelser. Det eneste “minus” ved det ellers glimrende initiativ er, at der kun bliver trykt 2000 eksemplarer af hver, og at de derfor kan være yderst vanskelige at få fat i.
Til denne ep, den fjerde i rækken, har Post Parlo fået fat i Britt Daniel fra Spoon og Conor Oberst, der qua sit seneste album med den ekstremt lange titel Lifted or the Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground under navnet Bright Eyes har fået en hel del opmærksomhed. De to har indspillet ep’ens fire sange sammen i Conor Obersts kælder, og Britt Daniel har derefter mixet hele herligheden i Austin, Texas.
Der bliver lagt hårdt ud med den to minutter lange “Spent on Rainy Days”, der er skrevet af Oberst og Daniel i fællesskab og sunget af førstnævnte. Hans karakteristiske desperate vokal giver denne beklagende sang (»I wish I saved up for rainy days cause they’re the hardest to be dry«) en utrolig intensitet, især mod slutningen hvor der bygges op til noget af et crescendo med Conor Oberst, der lægger hele sin sjæl i at skrige : »I’ll be anything / The cord of a parachute / The blanket on top of you / The window you are looking through / The cord of a parachute.«
Tempoet bliver sat lidt op i Britt Daniels glimrende “You Get Yours”, som han også selv lægger stemme til. Over simple, men meget effektive riffs synger Britt Daniel om ikke at sparke til én, der allerede ligger ned: »I won’t put you in your place / I won’t throw it back in your face / When you get yours / I won’t kick you when you’re down / I’ll pull you back on your feet / When you get yours.«
Conor Oberst synger derefter logisk nok sin egen “Southern State” – det langsomste og dårligste nummer, hvor Oberst endnu en gang lader den nærmest karikerede tristesse, der præger en del af hans materiale, dominere. Når den tilmed kombineres med en melodi så dårlig som denne, er det svært at finde motivationen til at lytte til en ganske banale fortælling om en fyr, der pga. hjertesorger er endt med et tomt liv og derfor lader sin nye kæreste overvære sine gentagende forsøg på at drikke sig selv ihjel.
Motivationen til at høre ep’ens sidste nummer er dog nem at finde. “Let the Distance Bring Us Together” – udgivelsens ubetingede højdepunkt – er skrevet af Oberst og Daniel i fællesskab og bliver sunget af sidstnævnte. Dens legesyge melodi og smukke backing-vokaler gør, at den hæver sig op på et niveau, hvor ep’ens andre sange slet ikke kan være med, og når Britt Daniel og Conor Oberst kan skabe sange af denne kaliber i første forsøg, bør man bestemt opfordre dem til at arbejde sammen igen en anden gang.
Selv om ep’en er god og bestemt anbefalelsesværdig (hvis man kan få fat i den), lever den ikke helt op til den hype, Post Parlo selv har givet udgivelsen, når de på deres hjemmeside proklamerer, at Britt Daniel og Conor Oberst er “two of the most gifted songwriters of the past decade,” og at denne udgivelse bekræfter den udtalelse. Det gør den ikke, men mindre kan altså også gøre det.
