Delerium startede som et nattemørkt, ambient elektronisk projekt tilbage i sen-80’erne. En af hovedpersonerne på den canadiske industrial scene, Bill Leeb, havde overskudsmateriale fra sit daglige projekt, Front Line Assembly, som ikke rigtig passede ind i FLA-uniformen. Det var langsommere, mere dystert, sørgmodigt og eftertænksomt. Delerium blev det fartøj, der skulle fremføre materialet. Han hookede senere op med programmøren Rhys Fulber, og et makkerpar for 90’erne var født.
Det var uundgåeligt, at Deleriums seneste album, Chimera, ville blive holdt op mod Conjure Ones debutalbum. Hvorfor? De to gamle bekendte Bill Leeb og Rhys Fulber har lavet musik sammen, siden de var teenagere, og efter at de valgte at gå i hver deres retning i 1996, har de valgt to vidt forskellige stier. Med deres seneste skiver har de dog valgt at ramme næsten samme genre klokkerent, og der er masser af grundlag for at sammenligne. Delerium med Bill Leeb vs. Rhys Fulber og Conjure One. Titlefight!
Lige siden Deleriums debut, Faces, Forms and Illusions, har musikken båret præg af at være en spraglet, dyster legeplads af synth og samplinger. Projektet har udviklet sig gennem tiden og trak en overgang faretruende tæt på Tangerine Dream-territorium. Tendensen siden 1994-udgivelsen Semantic Spaces har dog været klar: at trække Delerium ind i det urbane clubmiljø og gøre musikken mere spiselig for mainstream-crowden. Delerium scorede et gigant-hit i 1997 på DJ Tiësto-remixet af sangen “Silence”, som havde den alfeagtige Sarah McLachlan på vokal.
Her står vi så elleve albums efter Faces, Forms and Illusions, og forvandlingen er total: Delerium er blevet til Groove Armada. De fantastisk smukke sange med lige så nydelige gæstevokaler. De dansable beats, den varme eksotiske produktion (der vil få din 2-værelses i Nordvest til at lyde som en sydhavsø), nogle raffinerede indskudte jazzede-hymner krydret med et par instrumentale odysséer.
Albummets største styrke og svaghed er produktionen. Efter at Rhys Fulber forlod Delerium (han gæsteproducerer dog et par tracks), er Bill Leebs melodiske indgangsvinkel kommet mere i fokus. Produktionen er mere velklingende og lagfyldt end tidligere, men virker til tider næsten kvælende. Kombineret med sange, der ofte er så sukkersøde, at Colgate anbefales før brug, gør klart Chimera til en blandet fornøjelse.
Hvor Rhys Fulbers album Conjure One tillod sangene at “ånde”, og de forskellige vokalister fik tid og plads til at udfolde deres stemme, virker Deleriums til sammenligning lidt tapet-agtige – næsten som om sangene var lavet med henblik på at blive remixet og hældt på dansegulvet, i stedet for at man bare kan sidde og høre dem med hovedtelefoner på.
Åbneren “Love” er nydelig, om end med et hook der ikke helt sætter krogen i én. Det første singleudspil fra albummet, “After All” udviser opfindsomt brug af samme stemmeforvrænger, som Cher gjorde så populær for et par år siden. Vi skal dog helt frem til track tre (“Just a Dream”), før der er et nummer, der virkelig høster points. Stille og roligt rullende grooves og et smukt omkvæd. Enkelt og ikke overspillet. Et nummer hvor Margaret Fars stemme får lov at spille bold med melodierne.
Andre numre, der falder i min smag, er den mellemøstlige “Forever After”, hvor sangerinden Sultana viser stor kreativitet i brugen af sin stemme, samt “Magic”, hvor Julee Cruise (sangerinden fra Twin Peaks) giver den som jazz-chanteuse af de helt store. Ud over de tracks er de langstrakte instrumentale numre som sædvanlig af høj klasse. Intet at udsætte dér. Nogen vil måske synes, at Leigh Nashs (Sixpence None the Richer) afdæmpede tilbud (“Run for It” og “Orbit of Me”) er fantastiske. Smag og behag.
Conjure One forstod at lave et album, der lød som et album – hele vejen igennem. Delerium er stadigvæk en skrammelplads af materiale, der ikke helt passer sammen. Hvis Leeb fortsætter med at trække i clubbing-retningen, er det nok kunstnerisk smartere at lægge Delerium på hylden og gå videre med de utallige andre projekter, han har gang i.
