Quixotic er Martina Topley-Birds debutalbum, men der er alligevel store forventninger til det – især pga. den 28-årige brites parløb (både på og uden for pladestudiet) med triphoppens enfant terrible, Tricky, på hans første fire albums. Her leverede Martina med sin smukke, Billie Holliday-agtige stemme det perfekte modspil til Trickys mørke, mumlende og nærmest djævelske røst.
Deres samarbejde ophørte efter 1998’s Angels With Dirty Faces, angiveligt fordi en journalist fra The Face anklagede Tricky for at holde Martina tilbage. I årene, der er gået siden, har man hørt ikke meget til Martina ud over en gæsteoptræden på David Holmes’ Bow Down to the Exit Sign fra 2000. Men nu er Quixotic endelig klar, “kun” 4 år efter at hun begyndte på det. Og det lyder næsten, som man kunne forvente, nemlig som en stor eklektisk smeltedigel af trip hop, soul og rock.
To af albummets bedste sange, “Anything” og “Sandpaper Kisses” minder en hel del om Beth Gibbons’ fine soloalbum, Out of Season, fordi begge sange i deres simple instrumentering og afdæmpede skønhed har den samme gulnede, melankolske efterårsstemning, der præger Portishead-sangerindens debutalbum fra sidste år. Endvidere minder Martinas stemme overraskende meget om Beth Gibbons’ i disse sange.
I den helt anden boldgade finder man det medrivende “Need One”, der får ekstra styrke fra Queens of the Stone Ages Josh Homme og Mark Lanegan, der leverer både guitarriffs og backingvokal, og sangen får det maksimale ud af konstrasten mellem versenes underspillede akustiske guitar-underlægning og omkvædets full-on støjende rockbesætning.
Ligeledes i den støjende ende af skalaen finder man “Too Tough to Die” – en groovy sang, hvor producer David Holmes giver Martina optimale arbejdsbetingelser med en bund bestående af sejtrækkende guitarriffs, diskret piano og funky trommer, hvilket hun bestemt formår at udnytte.
“Ilya” er det tætteste, man kommer på lyden fra Trickys neoklassiker, Maxinquaye. Især giver sangen med sin hypnotiske, nærmest dubbede lyd reminiscenser til den fremragende “Hell Is Round the Corner” fra førnævnte Tricky-plade.
Desværre er det ikke alt på Quixotic, der fungerer så godt som ovennævnte: “Lullaby” er en omgang gospel-blues, der tager sin titel alt for bogstaveligt og vugger lytteren i søvn med sin glatte lyd og svage melodi. Det samme gør “Lying”, der lider under de samme symptomer som førnævnte: manglende melodiøsitet og ditto modhager.
“I Wanna Be There” er et lynende hurtigt og larmende rocknummer, der aldrig bliver den kraftfulde manifestation, det tilsyneladende var ment som, men i stedet et tomt postulat der lever fint op til det altid relevante ordsprog om de tomme tønder.
“Soul Food” er nærmest ren soul, men absolut ikke af den gode slags, medmindre uengagerende og umelodiøst er blandt de superlativer, man normalt putter på god soul. “Ragga” er albummets eneste sang, hvor Tricky dukker op bag mikrofonen. Han har været bag mixerpulten på to andre sange (de yderst vellykkede “Sandpaper Kisses” og “Ilya”), og der skulle han være blevet, for “Ragga” er en halv-funky, men ikke specielt god sang, og det kan Trickys nu nærmest lidt patetiske og noget klichéfyldte badboy-persona ikke ændre på.
Desværre er Quixotic blevet den lidt for velpolerede og pæne affære, som man kunne frygte. Majoriteten af sangene lader ikke til at ville ret meget mere end at stryge lytteren med hårene, og på trods af at det såmænd kan være meget hyggeligt, bliver det ekstremt kedeligt i længden, og derfor savner man uvægerligt den kant, som kun forefindes på ganske få af albummets sange.
