Plader

Jon Auer/Ken Stringfellow: Private Sides

Skrevet af Søren McGuire

Opløftende og lovende split-ep fra de to tidligere Posies-mænd, der begge har et godt tag i sangskrivningen – også selv om gennembruddet nok egentlig aldrig kommer.

Havde The Posies pladedebuteret i år, ville der ikke herske den mindste tvivl om, at de var blevet store. Meget store. Deres ukomplicerede, lidt poppede, men meget punkede garagelyd ville i dag falde i næsten enhver modebevidst rockanmelders smag, for Jon Auer og Ken Stringfellow havde næsten alt. De var unge, fra Seattle, og begge boblede de over af attitude. De lyttede til Black Flag og Pixies og havde desuden en gudsbenådet evne til at dreje ukomplicerede og utæmmelige rockskæringer, ikke ulig de sange der i de seneste år har dikteret rockens comeback.

Men desværre var Jon Auer og Ken Stringfellow et halvt årti for tidligt på den. De blev kaldt grunge, fordi de kom fra Seattle, men var for punkede til egentlig at være grunge. Og da ingen længere gad at høre grunge, og de mere strømlinede orkestre som Bush og Live stod på spring for at overtage pladsen efter Kurt og Eddie, var The Posies pludselig alt for grunge. De blev røvrendt af tiden, og The Posies’ største øjeblik, Amazing Grace fra 1996, udkom omtrent to år for sent og blev overset af stort set alle udenfor USAs grænser. En unplugged-turné i Europa for fire år siden gjorde ikke nogen forskel, og The Posies er nu, i en tid der higer efter orkestre som dem, en saga blot.

Ken Stringfellow og Jon Auer har hver især forsøgt sig solo, siden de lagde Posies-mærkatet på hylden. Jon Auer udsendte sidste år EP’en 6 1/2, som var en lille samling coverversioner af blandt andet Madonnas “Beautiful Stranger”. Det var bestemt en hyggelig og sjov lille sag, men nok mere kuriøs end egentlig vedkommende. Ken Stringfellow udgav i 2001 det kritikerroste Touched, men valgte at tilbringe tiden sammen med R.E.M., hvor han i længere tid har været et mere eller mindre fast medlem af indspilnings- og turnéstaben. Netop tiden med R.E.M. har været et ualmindeligt velplaceret skub i den rigtige retning, da man på Touched tydeligt kan høre, at Ken Stringfellow har tilbragt meget tid sammen med nogle af vor tids bedste og mest erfarne sangskrivere.

De to har nu atter samlet kræfterne på split-ep’en Private Sides, hvor de hver bidrager med tre sange. Fanden-i-voldskheden er gået fløjten til fordel for en mere velovervejet sangskrivning, som stritter mere i retning af pop end punk-pop-grunge, eller hvad man nu valgte at kalde The Posies. Jon Auer, der lægger ud, leverer tre fine portioner guitarpop med klare referencer til fortidens store helte, Beach Boys, The Clash og The Beatles. Jon Auer er den mest bagudskuende af de to, hvilket desværre også er helt på bekostning af de tre sanges originalitet. Men de er bestemt lytteværdige og festlige, om end en smule ligegyldige.

Mest interessant er dermed Ken Stringfellow, som også giver udtryk for mere vision og eksperimentering i sin sangskrivning. Han giver god plads til de lidt mere svævende flader, og sangene rager lidt højere op. De er stadig båret frem af den elektriske guitar, men der er mere luft i sangene. “Don’t Break the Silence” er en prægtig, udsvævende popsymfoni, hvis sådan en altså kan fremføres udelukkende af en enkelt guitar.

“Ask Me No Questions” er en nyfortolkning af Bridget St. Johns glemte klassiker, men tilføres en stor portion Ken Stringfellow. Han viser, at hans talent måske ikke er større, men i hvert fald mere interessant end Jon Auers. Det er selvfølgelig svært at “dømme” en kunstner ud fra tre sange, men det er altså Ken Stringfellow, som har fået strikket de bedste sange sammen til denne ep.

Jon Auer og Ken Stringfellows vokaler minder meget om hinanden, så det er ikke på dette punkt, sangene skal dømmes. Derimod har Ken Stringfellows post-Posies-karriere kastet flere frugter af sig end Jon Auers. Dermed ikke sagt, at Jon Auer ikke har en berettigelse på musikscenen. Han har absolut et godt tag i sin rockhistorie og forstår i høj grad at levere sine bagudskuende sange med stor ærlighed såvel som et respektfuldt greb om inspirationskilderne. Men Ken Stringfellows sange på Private Sides har bare lige det ekstra.

★★★★½☆

Leave a Reply