Med The Blackened Air leverede Nina Nastasia sidste år et album af den slags, der ved første gennemlytning kunne fremstå som en lidt for skitseagtig samling af sange. Men The Blackened Air blev ved med at vokse, og jo mere man kom ind i Ninas musikalske univers, jo mere begyndte man at sætte pris på hendes skrøbelige stemme og fremragende sange.
Nu er efterfølgeren på gaden, og ved første gennemlytning lyder det hele endnu mere skitseagtigt og svært tilgængeligt end på forgængeren. The Blackened Air havde også en række lettere tilgængelige sange, der allerede fungerede første gang, man hørte dem. Den slags er stort set væk nu, men hvis dette album umiddelbart kan forekomme en smule skuffende, så vokser det sig efter et par gennemlytninger til at være et sandt mesterværk! Nina Nastasias skrøbelighed er endnu mere udtalt her, og flere gange er musikken næsten ved at knække over til enten slet ikke at eksistere eller er ved at falde fra hinanden. Men i den skrøbelighed ligger der også en intensitet, der er helt unik.
Guitarspillet er det meste af tiden meget minimalistisk og består for det meste af enkle fingerspilsfigurer, hvilket blot levner plads til, at strygerne får plads til at skabe en dyster og ind i mellem næsten gyseragtig stemning. I flere passager er musikken faktisk så afdæmpet, at man næsten skal koncentrere sig for at høre, hvad der sker.
Tonen slås an i den meget afdæmpede “We Never Talked”, før pladen i det andet nummer, “I Say That I Will Go”, når sit første kvalitetsmæssige klimaks. Langsomt bygges stemningen op, og på et tidspunkt er musikken næsten ved at falde fra hinanden i et kaos, der gør, at man bare venter på et forløsende klimaks. Det klimaks kommer imidlertid aldrig, og sådan er det flere gange undervejs. Nina Nastasia forfalder aldrig til de lette og forudsigelige løsninger, og det er med til at gøre Run to Ruin til noget helt specielt. Musikken er særdeles skrøbelig og stiger undervejs i intensitet, men der kommer aldrig et forløsende klimaks eller støjende energiudladninger.
Men samtidig med at Nina Nastasia i perioder lyder endnu mere tyst end på forgængeren, har strygerarrangementerne fået en endnu mere central placering. Faktisk lyder det, som om Nina Nastasia denne gang har fået Dirty Three med som backingband. Strygere har alt for ofte en tendens til at virke påklistret, når de bruges i rockmusikken, men Nina Nastasia og producer Steve Albini formår at lade dem være en fuldt ud integreret del af lydbilledet, og ofte er de faktisk lige så bærende for musikken som Ninas stemme og selve sangene. Det sker eksempelvis i “On Teasing”, hvor Nina nærmest synger duet med violinen, der næsten lyder som en gang klassisk kammermusik.
De fleste af melodierne er umiddelbart svært tilgængelige og kræver nogle gennemlytninger, før de begynder at sætte sig fast. En undtagelse er den Mazzy Star-inspirede “Superstar”, der hører til blandt højdepunkterne på pladen. “The Body” er opdelt i to dele: Den begynder som en afdæmpet messende salme, men mod slutningen tager strygerne over og leverer et usædvanligt smukt efterspil.
Run To Ruin er med en spilletid på kun lige over 30 minutter særdeles kort, men kvaliteten af musikken er så høj undervejs, at man kan se bort fra, at kvantiteten ikke er høj. Der er stort set ikke en eneste overflødig eller ligegyldig tone undervejs, og det gør pladen til en så intens lytteoplevelse, at det faktisk ikke gør noget, at pladen ikke er længere. Run to Ruin er en plade, der kræver lidt tid at sætte sig ind i, men herefter venter der også en lytteoplevelse af de helt store. Nina Nastasia skriver sig hermed ind blandt sadcore-genrens helt store navne.
