I den medfølgende pressemeddelelse gøres der meget ud af at understrege, at Paddington er mindre lofi end de to forrige ep’er fra den blot 19-årige Claus Haxholm Jensen alias but his hands were tiny and so she said. De foregående udgivelser har undertegnede ikke lagt ører til endnu, men ikke desto mindre ville det ikke være helt forkert at påstå, at ep’en stadig er præget af en typisk hjemmestrikket lofi-lyd, hvor fingrenes glidende gang hen over strengene sammen med baggrundsstøjens stille susen danner bagtæppet for de seks numres musikalske eskapader.
Og så kan jeg iøvrigt lige så godt sige det, som det er: Da jeg første gang gennemlyttede Paddington, var jeg ikke voldsomt imponeret. For det første møde med albummets sparsomt instrumenterede sadcore smagte mere af tynd Medova end årgangs-Earl Grey.
Først og fremmest fordi der på alle seks numre hårdnakket insisteres på en ultra-spartansk formel, musikalsk såvel som kompositorisk: flerstemmige, akustiske guitararrangementer, tilbageholdende vokalarbejde, lidt bas, lidt blæs, en lille smule trommer – alt sammen centreret om én gennemspilning af ét vers med eller uden sang (uden noget efterfølgende omkvæd) og så videre til en kort instrumental slutdel. To-fire minutter tager det. Og det er så dét. Konsekvent eksekveret og sådan set meget velklingende og ok, men også i første omgang lidt fattigt, for der er ikke megen imødekommenhed for den stakkels lytter.
Men som så oftest før med genstridige plader, slutter historien ikke her. For som den pligtskyldige anmelder – væbnet med en stålsat tålmodighed – erfarede efter at have givet Paddington nogle flere omgange i afspilleren, formår albummet på forunderligste vis at forvandle sig fra en småanonym oplevelse til et anderledes intenst og sært dragende ditto. Helt præcist hvordan denne transformation finder sted, er svært at sige. Men et sted mellem de forsigtigt repeterende toner og det tålmodigt afmålte melodimateriale opstår et fint og personligt rum, hvor bladene falder fra træerne i slowmotion i en blåsort nat, mens tvivlen nager på drengeværelset. Og så er det lige pludselig ikke så tilknappet og distanceret, som det i første omgang så ud til.
I takt med denne oplevelse træder albummets melodiske materiale med ét i karakter. For selv om der på grund af den korte, skitseprægede form ikke er voldsomt meget at gribe fat i, fungerer det, der er, til gengæld glimrende. Til dels på de tre instrumentalnumre, de minimalt orkestrerede “Your 3 Days of Smiles and Death” og “I Am Not Finland” og den postrockede afslutter “Alma”, der med stigende intensitet og virtuos violin giver mindelser om Dirty Three og Tortoise (vel at mærke uden at blegne i sammenligningen) – men også på de tre øvrige, sangbårne numre foldes materialet flot ud.
Mest intens og knugende bliver “Autumn Leaves in Silence”, hvor en fint broderende guitarbund tilføjes susende vokaloptagelser og tågede saxofontoner, der kombineret med den kortfattede tekst – »Would you let me stay in your silence? / Would you close my eyes and let me see? / Would you let me stay?« – skaber et skrøbeligt og halvklaustrofobisk udtryk, man gerne havde tilbragt mere end tre minutter og 45 sekunder med.
Og sådan er det overordnede indtryk fra undertegnede også: but his hands were tiny and so she said har i dén grad sans for at skabe små, stemningsfulde hymner med masser af personlig integritet, tvivl og melankoli og fintfølende melodifornemmelse. Ja, faktisk har han så stor sans for det, at det kunne være virkelig interessant, hvis Claus Haxholm Jensen næste gang gav sangene mere rum og spilletid til at udvikle og udfolde sig. For dét kan der uden tvivl komme et glimrende og rigtig interessant udspil ud af.
Indtil da må han nøjes med prædikatet “yderst lovende” og en topplacering på min personlige liste over årets største positive overraskelser.
