The Thermals er bygget op omkring Hutch Harris og Kathy Foster, der til sammen udgør twee-pop duoen Hutch & Kathy på henholdsvis vokal og bas. Jordan Hudson (Operacycle) er med på trommer, og besætningen fuldendes af Ben Barnett fra Kind of Like Spitting på guitar. The Thermals er med andre ord en slags Portland-“supergruppe”. Musikken er skrevet af Hutch Harris i hans køkken, og denne lofi-følelse er forsøgt overbragt til plade ved hjælp af tonsvis af distortion. Musikalsk er det tætteste, man kommer på en passende sammenligning, en blanding af Pixies, Velvet Underground og Guided by Voices. Tekstmæssigt adskiller The Thermals sig dog fra både Velvet Undergounds subtile følelser og Guided by Voices’ kryptiske budskaber. The Thermals vrænger det hele ud, åbent og naivt.
Man kan fristes til at beskylde The Thermals for at være for naive tekstmæssigt, men forsanger Harris’ teenagerlyrik fyldt med frustrationer lister sig alligevel stille ind i hjertet. Til sidst er der intet andet at stille op end at overgive sig til de simple tekster, der sammen med musikken, vokser sig sammen til en flot dynamisk enhed. Et godt eksempel er den dunkende “Overgrown, Overblown!”, hvor Harris indtrængende synger: »Nod if you’re near, if you can hear this / Signal if you feel it, if you’re feeling it / I see the fire and it’s faceless / I hope you came here to embrace and not escape it / Tell me if this hurts, if you’ve heard this / Tell me if it hurts, is it worth it / We can go to hell, if you can teach me / I finally found my voice, and I’m speechless.«
“No Culture Icons” er det tætteste, The Thermals kommer på dybde i teksterne. Her forsøger The Thermals sig med en ironisk kommentar til sin generations fremmedgjorthed. Der mangler noget i livet; er det kærlighed, kunst eller kultur, eller kunne det være selvfølelse? »No new deafness / No self-reference / No getting psyched on / No culture icons / No one ideal / Know what I feel?«
Problemet for The Thermals bliver dog synligt efter et stykke tid. Musikken og teksterne supplerer hinanden flot, men i længden er bandet bundet fast af deres ambition om at spille den køkkenpop, som pladen også er. Som Harris selv synger i “Time to Lose”: »I think we’ve reached our limits / I think we’re getting finished.« Sangene kører fast i det samme spor af forvrængning og “1-2-3″¦ go!”-musik. Recepten på More Parts Per Million er lykkedes, men hvis The Thermals har ambitioner om et andet album, er de tvunget til at gå nye veje. Fremtiden er der dog ingen grund til at bekymre sig om nu. More Parts Per Million er en god plade og et glimrende bud på et energitilskud, når efteråret bliver for mørkt.
Lyt til “No Culture Icons”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/2373.mp3]