”Hælene! Hælene! Hælene!”
Sådan lød det gentagne gange fra tilskuerne til De Høje Hæles releasefest i anledning af ep’en Kold og træt og bange, og den slags udråb skal man ikke undervurdere. ”Hælene” er et æresmærkat af samme slags, som er tilfaldet et generationsskabende og -beskrivende band som Replacements, der blandt fans er bedre kendt som The Mats. Man kan kalde det ”Dette band er en af os”-følelsen. Den kommer klart til udtryk i det bestemte flertal, hvilket skam er en fortjent titel. Der er noget med de hæle, der er svært ikke at nikke genkendende til.
Måske er det det, der gør os så glade i låget; genkendelsen? Det kan næsten ikke være andet, for det er gået op for mig, at De Høje Hæle er helt, helt nede at skrabe bunden. De har det rent ud sagt af helvede til, og det er ikke skjult i innuendoer eller subtekst. Faktisk har det været tydeligt igennem hele deres karriere (den eneste glade sang på debuten handlede om at slå en mand ihjel), men man er vant til at tilgive meget, hvis det er skjult bag glad baggårdspunk; ligeså med Hælene, og så kommer de livstrætte tekster desværre til at stå lidt i baggrunden. Det bør de ikke.
Kold og træt og bange er en nøgtern, overbevisende beskrivelse af den depressive, livstrætte sindstilstand. Ja, det lyder stadig lidt som Shu-Bi-Dua, men man skal fandeme ikke lade sig narre. Der er ikke noget i Magnus Knudsens tekstunivers, der ikke er galt.
I titelnummeret har vi den helt rene nedtrykthed: »Jeg er kold og træt og bange / jeg er ved at blive syg / mine dage føles lange / og mit hoved ligesom bly.« Det er ren swing, det her Violent Femmes-agtige baggårdspunk, et simpelt rent riff – men det er der ikke noget i teksterne, der tydeliggør. Depressionen komplimenteres endda med en ret ballet solo.
“Mange mener meget” er en lidt mere drivende, dyster og hurtig sag om den danske indskrænkethed, men hvor et hvilket som helst andet punkband udelukkende ville bruge deres musik som en platform til udadrettet kritik, peger Hælene lige så meget tilbage på sig selv: »Jeg siger til mig selv / ”Du må da gøre noget” / men når jeg endelig åbner munden / så er alle gået // ved ikke hvad jeg skal sige / ved ikke hvad jeg skal gøre / der er ikke så meget at sige / der er ikke så meget at gøre.« Igen, apatien tilfalder fortælleren selv.
Så hellere drikke sig ned i “Ubehagelig, nederdrægtig og led”, der er en manisk hyldest til den komplette naragtighed; et velkendt udfald af at have det pissedårligt. Her synger Magnus Knudsen helt oppe i det høje register om at være ulækker, ond og, ja, nederdrægtig, men det hele lettes af ordene »Jeg må ku’ li’ at ha’ det skidt / siden jeg har det skidt så tit.« Selvbebrejdelsen. Det er egentlig stærke sager.
Det kan selvfølgelig være svært at retfærdiggøre disse ord på skrift; de forekommer måske let fjollede; men de fungerer til overmål, når de er en del af Hælenes modsatrettede lyd/tekst-univers. Og til sidst, i powerpop-hymnen “Der er ingen, der forstår, hvad der foregår (inde under mit hår)”, kommer der gudskelov en lille opfordring til at åbne det låg, et hoved nu engang er, for at finde ud af, hvad der foregår bag det triste, så det hele ikke bliver så slemt, som turen gennem de tre foregående sange giver indtryk.
Der er jo også noget dejligt let over drengene; noget, der gør dem så populære. At vi kan drikke en øl til depressionen. At melodierne er så gode, som de er på en helt klassisk ørehænger-skala og alt det. Det er derfor, de nu er Hælene, og det gør, at de, i selskab med deres sindssygt gode nye ep, er godt på vej mod at være Danmarks mindst kendte elskede band.
