Det amerikanske band Trans Am er, siden gruppen blev dannet i 1990, blevet associeret med postrock-genren og bands som Tortoise og Labradford. Det er sket, til trods for at Trans Am stilmæssigt ligger langt fra nogle af de nævnte bands musik – både i selve det lydlige udtryk og i tilgangen til det at lave musik. Trans Am har klart mere humor end de fleste postrock-bands. På det nye album, Liberation, viser bandet sig fra en ny side, nemlig den politiske.
Liberation er Trans Ams syvende album, og bandet har således næsten udgivet et album hvert år siden debuten i 1995. De seks forrige albums har musikalsk set været meget forskellige. De første optagelser var næsten 100 procent improviseret og var gentagne gentagelser af fortolkninger af guitarriffs fra progrockens koryfæer. Siden tillod musikken flere elektroniske instrumenter, hvilket især er udpræget på Trans Ams fjerde album, Futureworld. Der er stadig elektroniske instrumenter på Trans Ams albums, og bandet er ikke bange for at lade et programmeret beat ledsage hårde og tunge guitarriffs, der gentages igen og igen. Det er gruppens styrke, og på Liberation er der også en del af den slags numre.
Albummet indledes med noget, der lyder som lyden af en helikopter. Albummets sidste nummer, “Divine Invasion”, åbner også med lyden af en helikopter – en lyd som giver associationer i retning af overvågning og eftersøgning. “Divine Invasion II” indledes med en politisirene, som faktisk næsten er i baggrunden gennem hele nummeret, som ellers er et stille nummer med en svagt forvrænget vokal. Og denne lidt dystre og foruroligende stemning er også en del af selve det musiske udtryk på Liberation.
Albummet har mange numre, som lyder som det Trans Am, man kender, og som tilsyneladende er skåret over en gammel opskrift. Det er helt fint at genbruge gamle skabeloner, hvis man bare kan få nye ideer til at passe ind og på den måde forny sit udtryk. For Trans Ams vedkommende er der mange af numrene på Liberation, som lyder en smule uinspirerede og på en måde meget genkendelige. Selv om bandet på albummets første halvdel krydrer numrene med blandt andet lydklip fra politiske taler og lyden af politisirener, er det først henne på albummets sidste halvdel, at numrene formår at skabe mere end almindelig interesse. “Pretty Close to the Edge” er med sine fem minutter næsten dobbelt så langt som gennemsnittet af de andre numre på albummet, og det giver masser af plads til udvikling. Nummeret består i starten blot af akustisk guitar, som derefter bliver understøttet af bassen, hvorpå der spilles enkelte toner og ind imellem en akkord. Trommerne bliver lagt på, og hvad der umiddelbart virker som en lag på lag-løsning ender alligevel med at have bygget op til et slags klimaks, hvor trommerne og bassen har overtaget lydbilledet. Cirka 40 sekunder inden nummeret glider over i det efterfølgende nummer, ændres det til et fast, enkelt beat og en enkelt basgang, som får selskab af en susende lyd.
Det efterfølgende nummer, “Is Trans Am Really Your Friend?”, fortsætter lidt, hvor “Pretty Close to the Edge” slipper. Nummeret er svagt rockende med en trommemaskine og en enkel basgang. Der er ikke så mange hårde guitarriffs (som ellers er kendetegnende for Trans Am) på hverken dette nummer eller albummet generelt, men i stedet er der lagt keyboardflader i dur på, og det tager toppen af det mere dystre lydbillede, som præger albummet. I “Is Trans Am Really Your Friend?” er det Trans Am i bedste (og mest blide) stil, når bassen, guitaren og keyboardet spiller hver sin melodi. Det positive musiske udtryk går for øvrigt igen i det efterfølgende nummer, “Remote Control”.
Liberation er et politisk album. Ikke på samme måde som for eksempel Rage Against the Machines albums er politiske. Rage Against the Machine lavede forholdsvis eksplicitte politiske sange, men Trans Am formår faktisk at gøre det endnu mere eksplicit ved at benytte sig af samples fra det virkelige liv. I “Uninvited Guests” bruger Trans Am en collage af lyd fra nogle af præsident Bushs mange taler. Der er dog noget galt: Præsidenten siger ting som »Our commitment to Weapons of Mass Destruction is an American tradition« og »In the battle of Iraq, we destroyed hospitals and schools.« Begge citater bliver efterfulgt af lyden af et publikum, der jubler. Trans Am har klippet og klistret i præsidentens taler, og det er vældigt sjovt, men politisk på en plat og lidt for nem måde. Det fungerer faktisk bedre som et politisk budskab, at Bushs stemme langsomt bliver mere og mere forvrænget til en dybere og mere utydelig stemme, som næsten til sidst er helt diabolsk.
Liberation er et meget uhomogent album. De platte politiske statements blander sig med mere raffinerede af slagsen, uinspirerede Trans Am-numre blander sig med nogle rigtig gode numre. Det virker, som om albummet er en smule forceret i sit udtryk, hvilket i sidste ende går ud over lytteren. Liberation er sådan et album, hvor man tager det frem for at høre et par enkelte numre, hvorefter man så sætter det tilbage på hylden med en skuffet mine.
