Plader

Brimheim: Ratking

Skrevet af Jacob Hansen

Normerne er på skydeskiven på Brimheims stærke toer, som viser tænder med store vokalpræstationer og velvalgte synth-værktøjer. Andre gange bliver numrene pakket ind i lidt for mange lag af subtilt boblefolie.

En papirbrochure med årets festivalprogram trækkes frem, mens aftensolen falder bag ølboderne. Lyden af bedrøvet grunge og rungende distortioneffekter fører mine skridt hen til et scenespotlight, der rammer en kvinde iført sort læderjakke i fornemmeste goth-stil. Og det er bestemt en koncert, der river og rusker i hele følelsespaletten. Frontsangerindens kuldslåede og alligevel introverte aggressivitet rammer publikum som en ophvirvlende grunge-orkan. Hendes navn er Helena H. Rebensdorff, men går under kunstnernavnet Brimheim. Og gud, hvor jeg ville ønske, at jeg var anmelder til den koncert, så jeg kunne fortælle alle, hvorfor den absolut bedste koncert på Alive Festival 2022 i Thy netop havde fundet sted. Dengang var hun aktuel med sit anmelderroste debutalbum Can’t Hate Myself Into a Different Shape, som også blev Undertoners bedste danske plade samme år.

Nu er den dansk-færøske sangerinde tilbage med sit andet album Ratking, der vækker nogle af de samme intense følelser frem som til koncerten på Alive Festival. Pladen placerer lytteren på forreste sæde til en personlig rejse gennem fortællerens post-ungdomsliv med manglende selvværd og anerkendelse. Selvom det er en meget produceret affære med subtile og rene finjusteringer på musikproducer-fronten, så er der én ting, der står klart; Brimheim er verdensmester i at formidle sine dybeste følelser, så man ikke blot forstår det, men inderligt mærker det på egen krop. Hver gang hun udfolder sit kreative arsenal af dybsindige soft-grunge-numre, fanges lytteren øjeblikkeligt i hendes betagende univers.

Der er mange fængslende øjeblikke, der træder frem på Ratking, og særligt bidder melodierne i starten af pladen sig fast på din akilleshæl som livgivende sugemaller. En slags omvæltende omgang fiskespa, hvor fiskene befrier dig fra skavanker og depressive tanker. Og allerede fra det trompetfyldige intronummer “Dancing In The Rubble” er kontrasterne i et frembrusende trommebeat med knasende lilletrommeeffekt, tågede stereoblæsere og en harmonisk klingende legatomelodi til stede. Den utroligt enkle og smukke melodi i omkvædet med ordene »I’ll be dancing in the rubble without you« bliver sunget af Rebensdorff på et så skrøbeligt sted mellem papirstynd falset og curbing (en form for sammenpresset tilbagehold på stemmen) i fuldregister, at det rammer helt ind i brystet. Og for at vi ikke skal blive for nørdet omkring sangteknik, så er min pointe blot, at hendes vokal rummer utrolig meget beundringsværdig alsidighed, der glider perfekt ind i krydsfeltet mellem indiepoppede vibes og metallisk distortionrock.

Apropos rosende ord, så kan vi heller ikke komme udenom tredjenummeret “Fell Through The Ice”, som i mine øjne er pladens tidlige højdepunkt. Det er et nummer, der kombinerer Weyes Blood-lydende harper og soprantematiske krøller med Brimheims klassiske rock 1-rytme akkompagneret af upolerede spade-anslag. I øjeblikket breaket indtræder mod et forvrænget elektrosmadder-stykke rammer en nærmest euforisk fornemmelse. Midt i det musikalske kaos er der en overvældende mængde følelser på spil, og det er netop dette, der også greb mig under koncerten på Alive Festival en autenticitet, som man kunne mærke helt tæt på. Igen er der en velfungerende kontrast i den høje falset og dybe synthbass. Og her er de elektroniske elementer et utrolig kærkomment indspark til den nye plade, som bidrager med en velfungerende dybde til numrenes forskellige udtryk.

Men nu hvor vi snakker om elektroniske elementer, så fungerer de på godt og ondt. Først og fremmest bliver de indflettet til perfektion på singlen “Normies” som underliggende arpeggio-akkompagnement samt tung subbas på “Litterary Everything”. Når det er sagt, kan jeg godt se idéen med den ørkenbeatede “Surgeon”, men her drukner Brimheim i for mange eksperimenterende forsøg på at være elektronisk innovativ. I sidste ende tænker jeg tilbage på dette nummer som tre og et halvt minuts spildplads uden hverken karakter eller den charmerende kant, som Brimheim besidder. Nummeret bliver fulgt op af endnu en tidsudtrækker “Grinding Boulders”, som har dysfunktionelle kæresteforhold på dagsordenen, men rent musikalsk bliver fem minutters vridende jamming til uanseelig flødeskum på toppen af kagen. Men hvis vi en kort gang ser bort fra den musikalske sfære, så er Brimheims tekstunivers i momenter rammende som på indienummeret “Into The Ooze”:

»Ooh / Keep pouring gasoline on that fire / Ooh / ‘Cause I’m not a fucking coward / Been broken too many times by this / Not gonna be an agreeable little bitch / Never been more ravenous than right now.«

Udover at guitarspillet får mig til at tænke på Kashmirs “Kalifornia”, er der så meget ærlighed og kreativ blæk gemt i Brimheims kuglepen. Både dette eksempel og den poppede Eee Gee-feature “Brand New Woman” sætter ord på en underdanig kvinderolle. Hun er ikke bange for at sige sin mening og udtrykke den med en passende vrede i stemmen. Ratking rummer så meget lyrisk opbrud med selvdestruerende tendenser og ikke mindst normerne, som hun også synger på førnævnte “Normies” (»Wanna get away from the normies«), men på netop det nummer støder temaet simpelthen sammen med den generelle fornemmelse af pladen. Brimheim ønsker at bryde med normerne, men det musikalske udtryk taler mere end nogensinde til normerne med en meget subtil og skarpt produceret flade. Det handler ikke kun om musikken selv, men også om, hvordan den præsenteres gennem højtalerne, og hvordan lydteknikeren har redigeret lyden, som her fremstår pæn og veltilpasset. De musikalske normer er ofte forbundet med vellydende toner uden for mange rå og ufærdige redigeringer, hvilket gør dem velegnede til at blive spillet i radioen. Men når man laver et album, der handler om at bryde med normerne, virker det misvisende, når musikken ikke følger samme spor. Pladens produktion jo lyder godt, men også lidt for poleret i lyden til at matche det ellers beskidte udtryk, som Brimheim normalt brillierer i. Når hun trækker i de mere pop-producerede klæder, får jeg fornemmelsen af, at der bliver talt til et mainstream-publikum fremfor at lade musikken folde sig ud i det ukonventionelle og rå, som fungerer så godt til Rebendorffs stil.

Men tager man overflyvningen over Ratking, så er det en utrolig stærk efterfølger fra debutpladen. Der er massevis af momenter, hvor hendes rockede stil og råhed kommer til orde. Det er især en fornøjelse, at hun lader sin alsidige vokal skinne igennem på skrøbelige ballader såvel som lussinggivende grungerock-numre. Og selvom hun til tider rammer lige lovlig inden for normernes skydeskive med lidt for pæne musikproducerede fremtoninger, så er hendes svære to’er bestemt noget at prale af. Vigtigst af alt beviser Brimheim, at hun er en fremtrædende og autentisk karakter på den danske musikscene, der stadig kan vække rørende øjeblikke som på hendes thyske sommervisit i 2022.

★★★★★☆

Leave a Reply