Det kører så sandelig på skinner for Nephew for tiden. Med to store radiohits og en vel modtaget koncert på årets Roskilde Festival kan opvarmningen til den nyligt udsendte plade USADSB næppe blive bedre. Og så skader det vel heller ikke, at bandets frontfigur Simon Kvamm udgør en del af trojkaen i Drengene fra Angora.
For fire år siden, da den udmærkede debut, Swimming Time, blev smidt på gaden, ville kun et fåtal have at gøre med Nephew – og nu kan folk nærmest ikke få nok. Det handler alt sammen om timing… og så sangmaterialet, naturligvis.
Der er som nævnt gået fire år mellem Swimming Time og USADSB. Den tid har de århusianske nevøer brugt på at finpudse deres stil – og det har hjulpet. Der er kommet en større tyngde i det 80’er-beskuende popmateriale, og legen, som hele tiden har været fremherskende i Nephews univers, får lov at sidde oftere og længere ved styrepinden.
Det forlyder, at bandet havde lavet en præmis for samtlige af de 10 sange på USADSB: Man skal kunne nikke med hovedet til dem. Derved er et kompromis automatisk søgt i sangskrivningen, for nikkene, som sangene fremkalder, er helt og aldeles metronomiske. Der er skudt med spredehagl af 4/4-takter ud over langt størstedelen af materialet. Resultatet? 10 sange der er fyldt med energi, og som vinder i mange introducerende øjeblikke, men som også kunne prikke og stikke lidt mere med mere udfordrende strukturer.
Simon Kvamm introducerede på Swimming Time et fragmentarisk vævet mønster af engelske og danske tekster. Idéen videreudvikles og føres ud til fulde på USADSB. Hvor hovedvægten tidligere var på engelsk, er den nu lagt på dansk. Med disse sproglige vekselvirkninger tvinges man til konstant at spidse ører – og det er jo ikke så tosset endda. Det er en sproglig barnagtighed og impulsivitet, der gemmer sig i Kvamms sære gloseblandinger. Tag blot linjer som: »Shut up, så grim, så grøn som Skipper Skræk med røven bar / Så slem, så skøn som Chip og Chap på røvguitar / I call the shots med tibetanertøj fra Mars / I shoot the calls, en wannabe Darth Vader.«
Der er altså plads til morskab over tekstindholdet, hvor Simon Kvamm er gået ganske kløgtigt til værks med sproglige finesser en masse. Og selv om man ikke skulle tro det ved første gennemlytning, gemmer der sig trods alt en mening bag de mange vrøvlende bogstavrim. Men hvis ikke afkodningen sker med selv samme barnagtighed, som teksterne blev skrevet, er det ikke nemt at finde rundt i nevøernes legerum.
Titelnummeret peger som et vildfaret kompas mod en evig bevægelse: »Tictac, hvad skal der til / Slå den tid og slå det fast, hvad det er, du vil / Zigzag sætter mit sejl / Spænd den hjelm og spæn af sted som en fucking fejl / I USA med DSB / som en fucking fejl.« En fejl? Næppe … det drillende, Kent-flirtende popnummer må køre os, hvorhen det har lyst. Vi bliver måske desorienterede i tekstlinjernes hastige driblinger, men mon ikke vi lærer at falde i ét med farten?
USADSB rummer også alvorlige og melankolske elementer, men nevøerne har heldigvis for stort et overskud til at forfalde til det navlepillende. I højdepunktet “Blå & Black” er Henriette Sennenvaldt (Under Byen) på besøg, og hendes sensuelle Nordenstam/Björk-vokalkloning fremmaner en samtidigt trist og smuk atmosfære med den kærlighedsofrende linje: »I want to get a tattoo with your name and then kill myself.« Det regner med sydende keyboarddråber ned over nummeret, ikke helt ulig Kents lufttristesse “747”. Parallelt med Kvamm arbejder Sennenvaldt sin vokal op i et uvant leje, hvor alle sluser åbnes i den endelige linje »Burn my tattoo.«
Også åbningsnummeret og radiosinglen “Movie klip” byder på en diskret melankoli med de indledende, mørke keyboardtoner, der peger mod den åbenlyse inspirationskilde, Depeche Mode. Sangen fortæller på finurlig vis om at leve sig ind i den flimrende verden på filmlærredet uden selv at kunne tage del i nogen af løjerne.
Men selv om substansen er opnået mellem ordlyd og mening, leg og alvor, er denne ikke særlig fyldig og langtidsholdbar. Det foregår alt sammen på overfladen med gode one-liners, der sætter sig godt fast. Men det gør nu ikke så meget – Nephew er et band, der skal opleves i nuet. Og det skal jeg så sandelig love for, at de bliver: USADSB er strøget direkte ind på førstepladsen på salgshitlisten. Fremtiden tegner lys for Nephew.
