Den danske rockscene er for tiden inde i en god udvikling. 2003 blev året hvor den psykedeliske garagerock i form af Baby Woodroses Money for Soul fandt vej til hitlisterne. Med ét blev der spillet psykedelisk garagerock i radioen, og Baby Woodrose endte da også fortjent med at vinde årets P3 pris. Den trend, som Baby Woodrose skabte i 2003, vil The Defectors ganske givet føre videre i 2004.
Turn Me On! er The Defectors tredje album og deres første for Bad Afro. Dette udspil er med til at bekræfte, at Bad Afro virkelig har formået at opbygge en skarp profil som hjemstedet for de bedste nordiske garagerock-bands, og det er da også på Bad Afro, at Baby Woodrose holder til.
Musikalsk ligger The Defectors meget på linje med mange andre bands fra den snart imponerende liste af artister tilknyttet Bad Afro-labelet. Den mest åbenlyse musikalske reference, der kan gives, er da også Baby Woodrose – og Lorenzo Woodrose medvirker desuden på dele af albummet. Stilen er psykedelisk garagerock med fokus på gode melodier og masser af fuzzguitar.
Det er meget hørbart, at The Defectors på de to et halvt år, der er gået siden de sidst lod høre fra sig, har været igennem en rivende udvikling. Der er ikke den sang på Turn Me On!, der falder igennem. Udspilet starter ud med den fabelagtigt gode “Brought Up As a Dog”, hvor Martin Buddes dominerende farfisa-spil introduceres for lytteren. Farfisa-orglet er på Turn Me on! blevet mere centralt i musikken, og det er i høj grad det melodiske spil på denne, der er med til at gøre udspillet til noget helt specielt.
Turn Me On! er fyldt med klicheprægede tekster uden en dybere mening, men med sange så stærke, som det er tilfældet, er det uden betydning. Singleforløberen “It’s Gonna Take Some Time”, den mareridtsagtige “Sleepwalking”, den simple og uhyre effektive “It’s You” er sammen med indlederen med til at tegne et billede af et band, der ikke er bange for at afsøge yderkanterne i en ellers ofte konventionel genre. Resultatet af denne grænsesøgning er en række fabelagtige sange fyldt med rockattitude og kreativitet.
Umiddelbart kan det lyde lidt som om, The Defectors spiller musik på samme måde som tusinde andre, og det gør de også til dels, men på Turn Me On! gør de det enormt meget bedre end alle andre. Hvor Baby Woodroses Money for Soul til tider var en smule tyndt, er Turn Me On! fyldt med vitalitet og energi gennem hele albummet. The Defectors er dømt til at slå igennem stort med dette fabelagtige album, der klart kandiderer til prædikatet ’mesterværk’.
