Britiske Matt Shaw gemmer sig bag Tex La Homa og spiller stort set samtlige instrumenter på albummet, som han også selv har produceret. Han har tidligere udgivet det yderst kritikerroste album Dazzle Me With Transience. Lydbilledet har knasende electronica og guitar som dominerende elementer. Shaws vokal, som placerer sig et mærkeligt sted mellem Aidan Moffat og Moby, er ikke særlig fremtrædende, og når man hører ham forsøge at synge igennem, forstår man hvorfor. Det er ikke kun på den stemmemæssige side, at Tex La Homa giver associationer til Moby. Musikken udstråler flere steder samme knugende ensomhed, som Moby mestrer, men desværre gør Shaw det ikke lige så overbevisende som forbilledet. Men det vender jeg tilbage til.
Et af albummets helt store problemer eksemplificeres i den instrumentale “Wrote to Say”, som simpelthen bare er for lang. Tex La Homa balancerer meget mellem at være hypnotiserende og ensformigt, og et par sange falder desværre ud til det sidste, hvilket også er tilfældet med “Wrote to Say”. Musikken kører for meget i cirkler, og i stedet for at blive indhyllet i et stemningsmættet lydbillede keder man sig bare pga. sangens manglende udvikling. Den virker som et mellemspil, som udvikler sig til et længere nummer, som hverken er fremragende eller dårligt, men som nærmest bare er der.
Det er langt fra alle 12 sange, der formår at udtrykke den længsel, som der lægges op til albummet igennem. I “In the Clouds” virker følelserne uforløste, og det irriterer egentlig mere, end det rører. Teksten er i og for sig udmærket med klare ensomhedssymptomer: »I can feel your heart beating next to mine / But I’m feeling in your mind / You’re a thousand miles away from here,« men Shaws stemme virker halvhjertet, og det er synd. De stærke følelser virker påtagede, og Shaw distancerer ufrivilligt sig selv fra sin musik. Måske forsøger Tex La Homa for meget at få gjort fremmedgørelsen tydelig. Resultatet er i hvert fald, at flere af sangene virker fortænkte og sterile. “Petroleum” er et af de få numre, der virkelig formår at formidle den store længsel. Her forbliver Shaws vokal så lav, at den nærmest visker sig selv ud, og det gør hele affæren langt mere autentisk.
If Just Today Were to Be My Entire Life fungerer klart bedst, når anstrengelserne slippes en smule, og der leges med de små mellemspil. “Never Boring” er en lækker lille hilsen til My Bloody Valentine, men det er det afsluttende nummer “You Can Have It All”, som viser vejen frem for Matt Shaw. Den sorgfyldte melodi er denne gang ledsaget af en vokal, der rent faktisk er nærværende. Var den recept blevet brugt hele pladen igennem, havde der virkelig været gods i If Just Today Were to Be My Entire Life. Som lytter bliver man træt af at blive strejfet af de store følelser hele tiden frem for at få noget, der rammer, hvor det virkelig mærkes. Efter at have hørt et album, som ikke formidler sin længsel tilfredsstillende, sidder man, paradoksalt nok, tilbage med en længsel efter at blive berørt.
