For omkring et års tid siden dukkede Torsten Larsen pludselig op og udsendte under navnet Larsen and Furious Jane albummet I Wouldn’t Sit at Home and Take It, som var en samling akustiske dagligstueoptagelser i et lille oplag af hjemmebrændte cd’er. Det var en mærkelig plade. Stilen var folk-agtig lofi og som sådan måske konventionel nok, men nogle gange blev det nærmest uhørt storladent og stilnedbrydende med indviklede gospelkor og den slags. Det var en ret god plade, først og fremmest fordi numrene var rigtig dejlige, men også fordi Larsen tilsyneladende ikke kerede sig noget særligt om stilkonventioner og derfor bevægede sig i alle mulige spændende retninger.
Nu er Larsen and Furious Janes nye album – officielt debutudspillet – så udkommet. Denne gang har Larsen samlet et helt band, og det har vist sig at være en rigtig god idé. I’m Glad He’s Dead har alle de gode elementer fra I Wouldn’t Sit at Home and Take It samt en masse ekstra. Pladen er svær at stilbedømme. Det er vel sagtens en art alternativ country, men på en opfindsomhed måde. Lad os i hvert fald slå fast, at Larsen and Furious Jane ikke sparer på krudtet: Det skorter ikke på storslåede detaljer, svulstige kor, violiner, lapsteel og orgler, og der er måske gennemsnitligt 10 forskellige guitarer pr. sang. Men trods det, er pladen dejlig og luftig at lytte til. Det virker aldrig overlæsset, og faktisk er pladens højdepunkter de steder, hvor bandet for alvor slipper hestene løs.
Alle numrene er gode, men der er alligevel favoritter. Et af de absolutte højdepunkter er den tilbagelænede “Australia”, hvor Larsen and Furious Jane strør om sig med trumfer: Der er flere forskellige kor- og andenstemmer, et hav af guitarer, orgler og så videre. Alligevel lyder det helt enkelt, naturligt og endda underspillet. Sangen er en melankolsk og næsten lounge-agtig (men ikke på en fedtet måde – eller også fedtet på en god måde såfremt det fænomen findes) fortælling om at finde vej i livet og kærligheden – et mildest talt fortærsket emne, der af en eller anden grund pludselig virker særdeles vedkommende og slet ikke åndssvagt her.
Af andre højdepunkter kan man pege på den noget deprimerende, men alligevel fremragende “I Give Up”. Sangen begynder som en akustisk ballade med religiøse overtoner ledsaget af en fin steelguitar og lidt banjo (og en ret irriterende harmonika, der heldigvis er mixet lavt, og som jeg godt kan se igennem fingre med). Men så pludselig – mens man mindst venter det – tager det helt overhånd i et fuldstændig urimelig storladent gospelkor. Det er højst overraskende og enormt godt. Et andet højdepunkt er den fine “No Way Out”. Det er en hurtig og letflyvende hippiepopsang, der formentlig bliver pladens singlehit.
I’m Glad He’s Dead er en virkelig god plade. Larsen and Furious Jane har været dygtige til at sætte de mange instrumenter sammen, sangene er virkelig dejlige, og frontmanden Torsten Larsen har en charmerende og besynderlig sangstemme. Ind imellem kunne jeg måske godt ønske mig, at det hele var lidt mere flippet og udknaldet. Det kan til tider måske godt blive en smule straight. Men det er sikkert også Larsen and Furious Janes hensigt – og når man lytter til pladen, kan man ikke rigtig kritisere dem for det.
