Lad os begynde med navnet. Murder by Death klinger af letalt sortsyn og præhistoriske mordgåder; det er i hvert fald disse associationer, der knyttes mellem navnet og musikken. For her er ikke skyggen af speed metal aller andre direkte aggressive genrer, der måtte fostre sådan et navn. Ved nærmere eftertanke udtrykker navnet en intelligent tese. I stedet for dødsårsagen mord, tales der her om mordårsagen død. Dystert og overraskende levende. Navnet er dog en adoptering fra Robert Moores film af samme navn fra 1976. En film der netop handler om… ja, mord og mysterier.
Fra graven rejser sig altså dette fem mand store ensemble, der fandt hinanden i byen Bloomington, USA. Engang kaldte de sig for Little Joe Gould, men det var før, de blev signet af de spændte ledere af pladeselskabet Eyeball Records og før bandets fornemme turnévirksomhed med prominente sider af amerikansk genialitet som Thursday, And You Will Know Us by the Trail of Dead, Interpol og American Analog Set.
Da jeg første gang løftede cd’en fra coveret, mødtes jeg af et usædvanligt bandfoto. I brunlige nuancer, som var billedet mere end hundrede år gammelt, sidder medlemmerne bænket i bedrøvelige zombiepositurer, med sænkede hoveder og byder på mærkværdig vis indenfor i deres mørke univers. Et forunderligt univers, hvori nøgleordene “death”, “gun”, “devil” og “whisky” optræder som silkeormes fine tråde, hvorfra de lange og storladne fortællinger spindes. Alle i et detaljeret og eventyrligt orkesters afbildning af en lille by i det vilde westen, hvis indbyggere plages af dæmoniske kræfter. En lydlig verden, der understøttes af en særegen brug af klaver, cello og banjo. Disse indbyggere ser tydeligt døden og dommedagen i øjnene samt deres egen død i øjnene af djævelen, som har manifesteret sig selv i den lokale bar.
Bandet synes selv som en levendegjort del af deres værks mange gåder og daglige kamp mod de mystiske væsner. I den officielle forklaring på bandets hjemmeside afslører frontmanden Adam Turla, hvorfor han lod sig indlægge på et hospital i Denver. Sammen med Will fra bandet havde han modtaget udfordringen om et slag poker i Juarez, Mexico. Modstanderen var en gammel sigøjner, og efter spillet stod Adam tilbage som vinderen. Gevinsten var imidlertid af tvivlsom karakter: to klapperslangeæg, som måtte sluges. Han troede ikke, at de var ægte og slugte derfor æggene på sigøjnerens opfordring. Bandets gøremål i Mexico var en musikvideo-optagelse i ørkenen, men projektet blev afbrudt, da forsanger Adam ramtes af en stærk mavepine. En nærværende gammel indianer ved navn Big Tooth sagde om sagen: “De to udklækkede slanger har kæmpet om din sjæl.” Efter en koncert i Denver lod Adam sig indlægge. Undersøgelsen viste mærkelige resultater, og der måtte opereres. Således kunne lægerne fjerne liget af den besejrede slange. Denne historie indlemmer virkelig lytteren i musikken med åbne ører.
Albummet kan indoptages som enkeltstående sange, men efter flere gennemlytninger viser det sig, ikke kun i teksterne, men også i de overordnede dynamikker og udtryk, at alle numrene hænger sammen som en fortælling. En lille by pines af dæmoniske overfald, og det kommer til krig mellem menneskene og den overnaturlige ondskab.
I “The Devil in Mexico” antændes krigen af djævelens uønskede tilstedeværelse: »The Devil has been drinking and preaching the night away at a bar until a local shoots him in the back«. Herefter fortæller de følgende tre numre, hvordan døden og mystiske ulykker hærger. Et eksempel, også på bandets kreeren af alsidig sangstruktur, er “Until Morale Improves, the Beatings Will Continue”. Her indledes sangen blot af henførende trommer, et vers og så en instrumental digression udført af cello, smukt svævende hen over bølgende bund. Overraskende afløses dette af et tredje stykke, hvor Adam Turla akkompagneres af en rusten baryton, og sammen synger de: »I drink whisky instead of water, ’cause I can’t stand to be sober in this place.«
Da indtræffer “Intermission”. Dette nummer fungerer som en instrumental oase og lyder som en transmission fra en spøgelsesby, hvor et genfærd eller måske snarere et skelet klimprer løs på flyglet. Skønt, sørgmodigt, forvrænget og levende flyver disse toner og opfylder et eftertænksomt rum midtvejs i rejsen.
I “A Masters in Reverse Psychology” rammer vi kernen af fortællingen og det ængstelige menneskes forsyn. »Put the bullet in the barrel, take the safety of / Keep shooting at the Devil in the moonlight,« synger Turla som opfordring til kampen, hvorefter klaveret og ride-bækkenet slynger sig episk. Omkvædet er som en trappe, der snor sig opad. Over en fin livsline af strygerens toner og trommernes pulseren fortælles det: »We’re all waiting for the end / What kind of finish will he send?« Derefter kan pladens syvende og ottende nummer ses som krigen, der symboleres i sangenes storladne og dramatiske dynamik. Således er “Pillars of Salt” en ørkesløs og evindelig stilhed efter kampene, der har ødelagt noget for evigt: »Grass will never grow near this town, again.« Man ænser den fortryllede, eventyrlige og sørgmodige opfattelse af den nye, øde verden. Turla synger endvidere om deres fortabte tilstand: »I made a deal to get us out of this place / But I am falling apart with each step I take / And as the pieces fall I count them all.«
Men det er endnu ikke forbi. For ikke at afsløre enden på dette dystre eventyr, vil jeg lade det være op til lytteren at opleve det sidste af denne fortællings kapitler. Et sådan altoverskyggende sortsyn kan godt blive latterligt i længden, men årsagen til mordet forbliver en gåde og holder endnu vand i denne mystiske verden.
