Nogle gange kan forskellen på det røvkedelige og virkelig fede balancere på en knivsæg. Hvornår bliver det tilbagelænede apatisk, det simple banalt eller det underspillede helt fraværende? Det er en sådan linedans, Midlake har trådt, siden de i 2004 udgav deres debutalbum Bamnan and Slivercork, og som de til stadighed bruger som stærkt virkemiddel. Men i modsætning til de to foregående album, The Trials of Van Occupanther og The Courage of Others, er Antiphon en vellykket plade, hvor de også finder mod til at tage chancer.
Da Tim Smith sidste år forlod Midlake uden varsel, stod bandet pludselig uden forsanger og kreativ primus motor. Men i stedet for at lade historien ende i resignation, valgte de resterende musikere at starte et nyt kapitel med guitarist Eric Pulido som frontmand. Og at dømme ud fra pladen har det været netop det, bandet manglede, for hvor der på det sidste album ikke var tale om en subtil linedans, men simpelthen bare en samling slatne folkrock-sange, har Midlake skruet op for ambitionsniveauet og bevæget sig mod mere psykedeliske himmelstrøg.
Selvsikkert og effektivt skydes albummet i gang af det bastante titelnummer, der med et fængslende groove og en knivskarp melodi straks får vakt lytterens interesse. Der sker ikke en skid i de tre minutter, nummeret varer, men det gør ingenting, når nu foden vipper så entusiastisk. Desværre bliver det fulgt op af det lidt kedelige nummer “Provider”, der med en enerverende, nærmest viseagtig omkvædsmelodi får lagt låg på den første begejstring. Heldigvis er det også albummets lavpunkt, og de resterende otte numre holder et rigtig fornuftigt niveau.
Midlake har på alle deres plader opereret med et meget ensartet udtryk – på godt og ondt. På Antiphon præsenterer bandet også en helstøbt lyd, hvor den tunge rytme og gode melodi bliver indhyllet i synthtåge og fin sans for orkestrering. Som bedste eksempel står ”This Weight”, hvor den elegante dans over trommerne, tunge bas og smukke melodi ledsages af tværfløjte og hurtige løb op ad en forvrænget synthesizer.
Selvom Midlake har vovet sig ud i den psykedeliske rocks landskab, er det, som om der stadig mangler den sidste eventyrlyst, før bandet rigtig får luft under vingerne. På trods af den fem minutter lange jamsession midt på pladen i nummeret “Vale” (hvis gyldighed kan diskuteres), de indbydende lydtapeter og den ivrige energi, bliver det en smule konformt i Antiphons sadcore-univers, og den hårfine balance mellem kedeligt og velsmurt falder til tider til den forkerte side: Produktionen er for venlig, og Pulidos baryton bliver i længden for grå.
Det er svært at sige, hvorfor linedansen fungerer for bands som The National og Wilco, men det gør den. Indlevelsen overskygger anonymiteten, og den gode sang mejsler sig fast i øret. Selvom Midlake stadig har svært ved at finde balancen indimellem, har de med Antiphon taget et stort skridt i den rigtige retning, og jeg vil vente i spænding på deres næste udspil.
