Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste. 23.06.04
Overskriften stiller et sikkert nærliggende spørgsmål for dig, som endnu ikke har fundet frem til de steder, som har alt, hvad dit musikhjerte kunne begære. For der er nemlig mange steder! Undertoner har gravet sig frem til nogle af de bedste.
De fleste pladekøbere har faste rutiner, mht. hvor de køber deres musik. Men det er ingen hemmelighed, at de fysiske grænser for pladeforretninger er udflydende i dag. Internettet har gjort sit indtog mere slagkraftigt end nogensinde før, og netop på internettet finder du de bedst assorterede pladeforretninger. Det er pladeforretninger, som har langt størstedelen af de plader, der bliver skrevet om på Undertoner – plader som i mange tilfælde end ikke er i dansk distribution.
Men hvor skal man så gå hen? Hvor er pladerne billige og sælgeren pålidelig? Undertoners redaktion har snuset rundt på nettet og ud fra bred, kollektiv erfaring fundet de bedste og mest velassorterede pladeforretninger online.
Action Records
En klassisk indie-netshop er engelske Action Records, som også af og til udgiver CD’er som pladeselskab (selskabet har bl.a. udgivet The Fall). Der er den almindelige nye tilgang af plader, men fordelen ved Action Records er, at der også er en tilgang af promoeksemplarer af forskellige plader. Det betyder, at man ofte kan finde de nyeste udgivelser (før de har haft officiel release) i promoudgaver til meget billige priser. Desuden har de et stort bagkatalog med mange gamle vinylpromoer. Man skal være opmærksom på, at shoppen er delt op i en dance- og indiesektion, hvilket betyder, at hvis man søger på en artist i indiesektionen, som de har rubriceret som dance, får man ingen hits, selv om de rent faktisk har varen. Det kan nemt føre til forgæves søgninger.
Norman Records
Også Leeds-baserede Norman Records har haft et pladeselskab som bibeskæftigelse. Men trods den gennemgående høje standard måtte Jonathon Whiskey Records for nogle måneder siden lade livet.
Heldigvis lever pladeforretningen stadig i bedste velgående. En af Norman Records’ store forcer er et konstant opdateret katalog. Der ligger så godt som aldrig noget på hjemmesiden, der ikke er på lager – eller ikke kan skaffes hjem. Ydermere excellerer Leeds-shoppen i altid at have 500 ting på udsalg, og det hænder, at der er yderst fine ting imellem.
Servicen er upåklagelig. Man kan reservere plader i op til en uge uden at være forpligtet til at købe. Ekspeditions- og forsendelsestiden er sjældent over fire-fem dage.
En ting, der er værd at lægge mærke til, er, at Norman Records i ny og næ smider secondhand-plader på siden. Det er ikke til at se, om pladerne er brugte, når man søger i kataloget. Kvaliteten af secondhand-skiverne plejer dog at være acceptabel.
Boomkat
Boomkat er et outlet for Baked Goods, som er europæisk distributør for mange elektroniske labels. Det betyder, at Boomkat har et kæmpe udvalg i elektronisk musik, og det er også det, deres nyhedsbrev fokuserer på. Hos Boomkat kan man finde elektroniske artister, man ikke finder ret mange andre steder. De ekspederer hurtigt og billigt, og hvis man bestiller i dag, kan man godt være heldig at have sine plader i overmorgen, hvis de ellers er på lager. Boomkats svaghed er, at de på sitet viser varer, som de reelt ikke har hjemme – og plader, de påstår, de ikke kan skaffe, kan man selv skaffe ved at klø sig et vist sted – eller søge i en anden shop.
eBay
Det mest åbenlyse sted at gå til efter brugte plader er auktionssiden eBay. Tusinder af plader bliver dagligt sat på auktion, og mange af dem er fra små selskaber og bands. Hvis du er heldig, kan du finde plader til en slik, men husk at aftale en fragtpris med sælgeren først. Bemærk ligeledes hvilke betalingsformer sælgeren accepterer (et hyppigt benyttet betalingssystem er det særdeles fremragende PayPal). Dit bud er bundet op omkring et såkaldt ’proxy-bud,’ der betyder, at du blot sætter en maximumpris, og så byder systemet for dig i forhold til de andres maksimumpris. Og husk, at det bedste tip for købere er at byde i sidste øjeblik, så du ikke bare er med til at hive prisen i vejret – et såkaldt sniping-bud (du kan også gøre brug af en gratis, ekstern “sniping”-service hos Auctionstealer).
Gemm
Dengang pladehandel på internettet for alvor blev moderne, etablerede den amerikanske hjemmeside Gemm sig hurtigt som et af de steder, hvor man kunne få brugte sager, som var uopdrivelige andetsteds. Hjemmesiden er en fælles portal for en hel masse pladebutikker – i reglen amerikanske – der lægger deres kataloger af primært brugte plader ud. Når man åbner Gemm, bliver man stadigvæk mødt af de rosende ord, som Rolling Stone Magazine for snart længe siden besmykkede hjemmesiden med: “If you can’t find it here, fuhgeddaboudit!” Det er nok ikke helt tilfældet længere med eBays indtræden in mente.
Faktisk har Gemm nærmest fået et dårligt ry, fordi pladerne ved første blik ser ud til at være urimelig dyre i forhold til mange andre steder. Det er også sandt til en vis grad. Når man kigger rundt på siden, er der vitterlig mange latterlige beløb at læse, som slet ikke svarer til de pågældende pladers værdi. Men de høje priser skyldes formentlig mest, at Gemm ikke bliver opdateret på samme måde som auktionsstederne. Hvis en plade er for dyr, bliver den ikke solgt, og så får den lov at stå på siden i al evighed. Det betyder alt sammen, at man skal holde øje med de ting, man gerne vil have og købe dem, når de bliver lagt ud på siden. Hvis man gør det, kan man ofte gøre gode køb, for når man har lagt billet ind på en plade, kan der ikke komme en japansk millionær og byde den op i et urealistisk prisleje. Hvis man er flittig til at holde øje, så er Gemm et rigtig godt sted at købe plader. Der er usandsynlig mange butikker tilmeldt, så der kommer hele tiden mange nye ting til. Mange af butikkerne er måske også af den lidt mere slidte slags, så de kan godt finde på at sælge sjældne plader til meget rimelige priser.
Netsounds og Musicstack
Der findes også europæisk baserede hjemmesider (selv om det hele selvfølgelig bliver mere og mere spredt med tiden – der er også mange europæere på Gemm). To af de største europæiske sider er Netsounds og Musicstack. Efter at Netsounds opdaterede deres hjemmeside for et par måneder siden, er de to sider blevet næsten identiske. Den primære forskel er, at priserne på Netsounds er anført i engelske pund, mens det er amerikanske dollars, der er den gældende valuta på Musicstack. På den måde kan man vælge lidt mellem dem, efterhånden som valutakurserne ændrer sig. Det sidste lange stykke tid har Musicstack derfor været billigst (den slags varer dog aldrig længe, for de grådige butiksejere ændrer priserne efter kurserne). Princippet på de to sider er det samme som på Gemm, selv om europæerne har været dygtigere til at lave hjemmesiderne, så man hurtigt kan få et overblik over pladerne: En stor gruppe af pladebutikker er tilmeldt siden, og man kan dermed søge i en hel masse forskellige kataloger på én gang. Det er rigtig smart, og man kan let finde gode ting, hvis man er lidt tålmodig og holder øje. Netsounds har måske en tendens til at have lidt flere spændende sager end Musicstack.
Djangos
Brugt som nyt kan købes hos den amerikanske minikæde Djangos. Fysisk har de et lille antal butikker spredt ud over det amerikanske kontinent, og kataloget fra alle disse er samlet på kædens hjemmeside. Udvalget er ganske bredt, og servicen er høj. Priserne er ligeledes rimelige, og du betaler ikke ekstra for en ordre, uanset hvor mange butikker kæden bliver nødt til at udsende fra. Brugte titler ryger konstant ind og ud af butikken, så derfor er det en god idé at gøre brug af ’notify me’-servicen. Det foregår således, at du får tilsendt en email, når netop den brugte plade, som du har efterspurgt, bliver sat til salg. Men vær hurtig til at snuppe pladen, for du er garanteret ikke den eneste, som er ude efter den!
Ovenstående er blot få af mange udbud af online-pladebutikker, så der er altså masser af steder at gå til. Det bedste råd af alle må dog være: Pas på pengepungen! Der er så mange fristelser derude til billige penge, og det kan være svært at gå tomhændet hjem fra et besøg hos de virtuelle pladeforretninger.
God købelyst!