Man kan sagtens blive hørt, selv om man ikke råber højt – det blev bevist om og om igen af disse kunstnere.De afdæmpede
Man kan sagtens blive hørt, selv om man ikke råber højt – det blev bevist om og om igen af disse kunstnere.
Martin Ryum
 |
| Foto: www.jint.dk |
“Velkommen til storcentret. Vi har masser af gode tilbud.” Det var nok de færreste, der havde regnet med at skulle høre noget i den retning fra Martin Ryums mund, men det var altså med disse ord, at en yderst veloplagt Ryum bød velkommen til en af de bedste koncerter på Spot 10. Bakket op af rytmesektionen fra Diefenbach og selv siddende enten bag keyboardet eller med en guitar i hånden spillede Ryum sig gennem sin fine solo-debut, Uden garanti. Alle albummets sange fik et ekstra spark, men især Ord der larmer blev leveret så uimodståeligt, at det var svært at sidde stille. Et nyt nummer, det pianopumpende og superfunky, Disko – sådan staves det, det sagde han selv – blev der også plads til. Koncertens eneste lavpunkt kom, da Ryum alene leverede Uden garantis eneste fejlskud, Bomuld, som ekstranummer.
 |
| Foto: www.jint.dk |
múm
Islandske múm var vel at betragte som fredagens alternative hovednavn, da de spillede samtidigt med det “rigtige” hovednavn, Tim Christensen. Efter 15 minutters forsinkelse pga. tekniske problemer kom koncerten i gang. Herefter tog det dog et stykke tid, før islændingene fik hevet de velfungerende sange op af posen, men derefter blev der leveret en del øjeblikke af stor skønhed.
Det var dog især de instrumentale numre, der fungerede bedst, bl.a. fordi bandet ikke er specielt fremragende sangskrivere, men også fordi sangerindens vokal var komplet umulig at høre (om dette så skyldtes en teknisk fejl eller ej). Koncerten sluttede også brat, grundet yderligere tekniske problemer, så múms koncert endte desværre som lidt af en skuffelse.
Claus Hempler
Den tidligere Fielfraz-sanger Claus Hempler åbnede lørdagen i Ridehuset med en række stemningsfulde og afdæmpede sange fra sit seneste album (og et enkelt Fielfraz-nummer). Ulasteligt klædt i et stribet jakkesæt var Hempler personificeringen af sin musik: stilfuld og afdæmpet, men desværre har det stilfulde overtaget i Hemplers univers, og på trods af hans store stemme var det svært rigtigt at overgive sig til ham, fordi musikken ganske enkelt manglede modhager. Yderst sjældent blev der gjort noget for at finde et udtryk, der ikke skreg på dyr cognac og bløde lænestole, og derfor kunne man ikke undgå at tænke, at Hemplers musik ville passe langt bedre til Musikhusets store sal, hvor publikum til de afdæmpede koncerter havde for vane at sætte sig ned, hvilket måske ville have givet den rette afslappede stemning til en koncert, der i disse omgivelser aldrig blev mere end blot lettere søvndyssende.
Amber
 |
Publikum sad ned til Ambers koncert i Musikhusets store sal, og det var passende, for trioen (suppleret med en cellist) leverede – indhyllet i røg – en åndeløst smuk koncert, hvor den fantastiske sangerinde, Biljana Stojkoska, blev mesterligt bakket op af trommer/vibrafon (trommeslageren spillede begge dele), guitar og cello. Man kunne sagtens referere til både Beth Gibbons, Under Byen og Lise Westzynthius, men Amber forbliver på forunderlig vis deres egne med et sanseløst smukt udtryk, der dog også kan blive hamrende hårdt, hvilket på fremragende vis blev klart ved koncertens sidste nummer, der startede afdæmpet for derefter at ende i et tordnende crescendo af trommer, guitar og cello. En fremragende koncert – intet mindre.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Martin Ryum: Uden garanti
Múm: Finally We Are No One
Múm: Summer Make Good
Claus Hempler: Hempler
