Efter 2005-debuten Everyone Takes Themselves Too Seriously er danske Mikkel Glasser nu tilbage med nye popperler. Men denne gang er attituden ændret. Kritikken af seriøsiteten fra forrige album er nu blevet vendt om og gjort til den bærende ingrediens på Everything Is Balance. Mikkel Glasser er hermed tilbage i manegen. Men i modsætning til så mange af hans kolleger inden for denne del af musikbranchen (læs: pop) er den røde klovnetud smidt langt væk, og i stedet er det rollen som den koncentrerede linedanser, som denne gang skal føre lytteren sikkert gennem de 11 popperler.
Sikkert i land kommer man i hvert fald. For på Glassers album har trangen til det afbalancerede og kontrollerede resulteret i et så stilsikkert album, at når sidste tone klinger stille ud, er det kun lytterens indestængte skrig på spænding, der står tilbage. For lige så behagelig som Glassers krystalklare stemme er, lige så lidt har den mulighed for at bide sig rigtig fast. Selvom den ikke er stor, er den god og meget sikker, og med sin lyse og blide klang er den med garanti i fuld gang med at bide sig fast på et utal af pigeværelser rundt om i det ganske land. Men mere ophidsende bliver det så nok heller ikke.
Man må give Glasser, at han med Everything Is Balance viser sig som en helt igennem gedigen leverandør af poparrangementer. Ethvert af de i alt 11 numre vil så let som ingenting kunne gå hen og blive et radiohit på P3. Melodierne er oftest enkle og harmonisk opbyggede med Glassers stemme og guitar som bærende inventar. Af og til får arrangementerne også lidt mere fylde med den flittige brug af synth og klaver. De elektroniske bearbejdninger hjælper tilmed numrene til at vedligeholde den luftige atmosfære, der ligger som et kendetegnende slør ud over pladen.
Enkelte sange forsøger dog ved deres start at klippe huller i silkesløret. Med et hurtigere beat og tungere guitar kan oprøret svagt føles – men kun kortvarigt. For med omkvædet er det igen popstars-Jon, der tager over. I det hele taget kan man sige, at Glasser i den grad har potentiale og er en dygtig musiker såvel som sanger. Men det ville i høj grad gavne hans sange, hvis han gjorde mere oprør. Lige nu havner de i bunken af god og behagelig, men fuldstændig ligegyldig musik.
Pladens fine silkeslør forvandler sig hurtigt til en uigennemtrængelig dis. Ethvert budskab fortabes i tågerne, hvilket ikke så meget er arrangementernes skyld, men snarere de helt igennem klichéprægede tekster. Oftest kredser teksterne om et ikke helt ualmindeligt, men tværtimod meget menneskeligt tema: kærlighedens uransaglige veje. Ensomheden og følelsen af ikke at slå til er omdrejningspunktet for mange af teksterne. Den lettere melankolske tone falder godt i spænd med den singer/songwriter-tradition, som Glasser har bånd til.
Men genren kan dog under ingen omstændigheder fungere som undskyldning for de simple tekster, hvor især ordet »ok« synes at gå igen. Og netop dette ord, som oftest bruges i mangel på bedre eller som udtryk for indifferens, bliver nøgleordet for en plade, der både handler og udtrykker en kontrolleret koncentration, der nok vil bringe den nøjeregnende linedanser sikkert over på den anden side. Men rigtig cirkusforbavselse afkaster det altså ikke. Ligesom sangene handler om ikke at slå til, lider de af den last ikke at kunne slå igennem. Tilbage står følelsen af »ok«.
