Selv om der er for tiden er stor fokus på Danmarks musikeksport, er der stadig navne, der synger på deres modersmål.Det danske sprog lever
Selv om der er for tiden er stor fokus på Danmarks musikeksport, er der stadig navne, der synger på deres modersmål.
Med den store fokusering, der de seneste år har været på danske eksportsucceser, kunne man frygte, at det danske sprog vil få det endnu sværere ved overleve i det musikalske landskab. Selv om der i mange år har været mange engelsksprogede navne for hvert dansksprogede, så er der stadig navne, der vælger at tage udgangspunkt i deres modersmål.
Tobias Trier
 |
Det var svært ikke at blive grebet af den overvældende livs- og spilleglæde, der væltede ud fra scenen, da Tobias Trier sammen med sit ualmindeligt velspillende band indtog scenen. Tobias Trier er forrygende som tekstforfatter og som musikalsk legebarn og har over tre album skrevet sange om hverdagen, kærligheden og alt derimellem med stor poetisk snilde, og Trier leger i høj grad med ord og rim.
Selv om der er en meget humoristisk og ironisk tilgang til musikken, er det hele samtidig meget alvorligt og intelligent. Et godt eksempel herpå er Et sted englene ved, der startede som en lidt fjollet sang om at have ting, man har mistet. Sangen var let i tonen, indtil den pludseligt knækkede over med “Engang havde jeg en mor” og blev en meget følelsesladet sang om at savne et afdødt familiemedlem. Det var meget rørende.
Musikalsk breder Tobias Trier sig over en række stilarter som rock, klassisk sangskrivning, latin og nærmest Beck-agtig slackerrock. Tobias Trier er uddannet på musikkonservatoriet, og hvor det ofte medfører lidt kedelige musikere, har Tobias Trier og hans følge valgt at bruge deres tekniske kunnen som et springbræt til at udfordre sangmaterialet. Koncerten til Spot bestod stort set udelukkende af sange fra den seneste og glimrende plade Pigen som kalder, indtil der til sidst til stor begejstring fra salen blev afsluttet med den forrygende rap Jeg drak af din kop. Desværre varer koncerter til Spot ikke længere end tre kvarter, og det var ærgerligt, at Tobias Triers band måtte stoppe så tidligt, især når man ved fra tidligere koncerter, at han har mange flere esser i ærmet.
Nikolaj Nørlund og Rhonda Harris
En af veteranerne og en slider på den dansksprogede scene er Nikolaj Nørlund, der var blevet beæret med den umulige Café-scene fredag aften. En smule overraskende var det dog, at Nørlund udelukkende spillede dansksprogede sange, da Rhonda Harris ellers er blevet opfundet som dække for hans engelske produktion. Men selv om han har leveret tre fine plader under det navn, er det alligevel, når han bruger det danske sprog, at han for alvor skiller sig ud fra mængden. Koncerten lørdag aften var ikke nogen undtagelse. Nørlund og band viste, at det godt kan lade sig gøre på én gang både at spille rock
 |
| Foto: Martin Dam |
og være intellektuel på en gang.
Lige som på det seneste album Tændstik var det en Nørlund, der var i rockhumør, og der var skruet godt op for guitaren i sange som Gætterog Flyveplads, der med en tung rytmegang og malende guitarspil fik det til at lyde næsten som Crazy Horse. Jeg har efterhånden set Nørlund en del gange, men aldrig tidligere har han været så rocket som fredag aften, og selv den gamle klassiker Den støjende tid blev leveret i en pågående rockudgave. Undervejs blev der dog også plads til et par mere afdæmpede sange som eksempelvis Vælter ned.
Nikolaj Nørlunds plader er i sig selv rigtig gode, men det er, som om sangene lige hæver sig et ekstra stykke, når han træder op på en scene. Koncerten fredag aften var ingen undtagelse, selv om publikum fejlagtigt var placeret ved cafeborde. Nørlund selv tog det da også meget humoristisk og bød publikum velkommen i indkøbscentret.
Stine Michel
Et af de første navne på scenen lørdag eftermiddag var den for mig ukendte Stine Michel, der hører til inden for folkemusikkens verden – men i en markant anderledes version end vi normalt forbinder med folkemusik. Musikken er, som det hører sig til inden for genren, meget dansk i tonen, og kan på mange måder ses som en opdatering af den danske visetradition. Uden at imponere voldsomt leverede Stine Michel og band en meget behagelig koncert, der dog nok havde passet bedre ude i juni-solen. Under alle omstændigheder var det godt at se, at det er nogen, der holder fast ved og fornyer den danske musiktradition.
Coolsville
Det sidste dansksprogede navn, jeg vil medtage i denne omgang, er Coolsville, der har været med i den seneste udgave af DR’s Karrierekanonen. Med den akustiske guitar i front i lydbilledet var der dømt klassisk sangskriver-orienteret poprock, der dog for mig fremstod temmelig intetsigende. Coolsville kunne ganske vist deres håndværk, men manglede et særkende, der kunne hæve dem over det ordinære. Coolsville vil gerne skrive tekster, der kan stå alene som poesi, men om de kan det, skal jeg lade være usagt, da lyden til koncerten umuliggjorde at følge med i, hvad der blev sunget.
Og så skal det nævnes, at Coolsville, ligesom nærmest alle andre unge danske bands for tiden, også spillede et mere pågående rocknummer med keyboard som drivkraft.