Plader

The Underwater: Bleed Me Blue

Skrevet af Mathias Askholm

The Underwaters debutalbum er en blandet fornøjelse af post-grunge og pop-metal, der støtter sig til en flittig brug af elektroniske hjælpemidler.

The Underwater består af Dan Thomas (vokal og guitar), Matt Holmes (guitar og vokal), Brandon Deroche (guitar), Aaron Hodgdon (bas) og Dale Dixon (trommer). De fire amerikanske fyre har spillet sammen siden 2001, og efter en vellykket turné i 2002 besluttede de at gå i studiet for at sikre deres musik for eftertiden. Produktet af deres strabadser i studiet er Bleed Me Blue, som bandet på trods af ni numre og 35 minutters musik insisterer på at kalde en ep.

Når forsanger Dan Thomas til tider, og især i “Disaster”, lyder som Chris Cornell i sine dage som Soundgarden-forsanger, er det ingen tilfældighed. Musikalsk bydes der nemlig på et potpourri af postgrunge, som det lød i den sidste halvdel af 90’erne, popmetal, som det lød omkring årtusindskiftet – og det hele tilsat kedelig elektronisk gimmick. En blanding som undertegnede finder idéforladt og uinspireret.

Første single fra Bleed Me Blue er en luftig sag. “To Find You” er en ligefrem popmetal-sang af typen, der borer sig ind i hovedet og efterlader dig med sangen på mental repeat. Men i “To Find You” bliver den stærkt effektbehandlede vokal og den lidt for letkøbte melodi hurtigt til tortur frem for nydelse.

Hvad der mangler af velklang i “o Find You”, finder man dog til dels i andensinglen “The World Is Ours”. At den sporadiske velklang så bliver spædet op med en overflødig manipulation af Dan Thomas’ vokal, er ganske overflødigt. Sangen rammer lidt den samme stemning og vilje, som danske [Langs’y:ne] leverede på deres to seneste demoer, men hvor [Langs’y:ne] har styrke og bund i det musikalske billede, bliver The Underwaters musikalske udtryk papirtyndt. De tilløb, der er til modstridende guitarrytmer, ender desværre som formålsløs fægten efter fjerne overtoner. Momentvis rammer The Underwater en god passage eller en fornuftig bro, men det sker så sjældent, at man kunne mistænke det for at skyldes rent og skært held.

Jeg falder ikke for The Underwaters blanding af grunge, metal og elektronik. Fremførelsen af idéen virker triviel og rutinepræget. At produktionen så oven i købet er noget af det fladeste, jeg har hørt længe, hjælper ikke. Bleed Me Blue er på trods af få overraskende elementer ikke et album, jeg vil høre meget. Rodebunken med middelmådig musik i hjørnet af min cd-reol er med dette udspil blevet en lille smule større.

★☆☆☆☆☆

Leave a Reply