The Virginmarys: King of Conflict

Inden jeg modtog King of Conflict, faldt jeg over en artikel om The Virginmarys på nettet. Den beskrev bandet som noget helt nyt inden for rockmusik – noget, der måske ligefrem kunne være begyndelsen på en ny hardrock/grunge-bølge, som den vi så med Guns N’ Roses og senere Nirvana. Dette gjorde mig utroligt glad. Fucking endelig!

Nu kunne det langt om længe få en ende med al den ligegyldige stuerene rock, vi har fået de sidste mange år. Jeg så allerede frem til en ny strøm af rasende rockstjerner med blodårerne fyldt til bristepunktet med gadens billigste heroin. Slut med keyboards og jakkesæt, i gang med læderjakker, smadrede hotelværelser og en endeløs række af nye medlemmer i 27 Club.

Da jeg så hørte pladen, var det alligevel ikke helt, som jeg havde håbet på. Det var lidt derhenad, men der manglede altså noget. Det mindede mig mest af alt om et af Dave Grohls projekter – en mand, hvis oprørske ånd vist også fik skudt hovedet af i Kurt Cobains garage. Men som vi alle ved, slører bristede forventninger meget af klarsynet, og jeg bestemte mig for at finde ud af, om der ikke alligevel var noget fedt ved The Virginmarys.

Åbningsnummeret “Bang Bang Bang” vil næppe skabe den helt store musikrevolution, men mindre kan jo også gøre det. Den tunge doom-agtige indledning står i skærende kontrast til Ally Dickatys anstrengte og lidt hæse vokal. Doom-indtrykket lægger sig hurtigt, og i stedet får vi et lige-ud-ad-landevejen guitarrocknummer. Det er ikke videre nyskabende, men man kan næsten ikke andet end holde af det alligevel. Den energi, der rammer én i dette åbningsnummer, går igen gennem stort set hele King of Conflict, på godt og ondt.

Måske er det alligevel ikke helt tilfældigt, at The Virginmarys blev sammenlignet lidt med fortidens rockhelte. Den forhenværende Guns N’ Roses-guitarist Slash har nemlig tidligere haft englænderne til at spille opvarmningskoncerter, og King of Conflict bærer da også en lighed eller to med Slashs tidligere værker. Og især det afsluttende “Ends Dont Mend” vil med sine lange tørre guitarriffs vække minder hos de fleste Velvet Revolver-fans.

Et nummer som “Dead Man’s Shoes” får dog tankerne væk fra Slash og lige i retning mod Foo Fighters og Dave Grohl. Riffs, melodi og Dickatys igen meget anstrengte vokal, der skråler den forpinte rocksangers omkvæd »I want you more than happiness but I need you like the plague / I wear my heart on a broken arm, I’m like a rusty razor blade,« ville passe som ben i buks på en Foo Fighters-plade.
Når det så er sagt, må det også indrømmes, at nummeret faktisk er ganske udmærket. Igen ender man med konstateringen, at der måske nok ikke er det store at juble over, men samtidig heller ikke så meget at surmule over. Hvilket på sin vis er meget sigende for King of Conflict.

At surmule over noget er heldigvis ikke det samme som at blive irriteret over noget. Det må siges, at Dickatys vokal set over en hel plade er lidt af en prøvelse. Det konstant forpinte udtryk mister med tiden meget af sin troværdighed, og i ““My Little Girl” knækker filmen ganske enkelt. Dér, halvvejs i nummeret og halvvejs på pladen, begynder det også at blive anstrengende.

For at sige det lige ud, så bristede mine drømme om, at The Virginmarys skulle føre rocken ind i en ny storhedstid. King of Conflict er ikke nogen dårlig plade, men der er en klar grund til, at den fungerer, nemlig at vi allerede kender den nærmest fra ende til anden. Den bygger på et fundament af rock, vi alle sammen allerede har stakkevis af i vores pladesamling. Vi må væbne os med tålmodighed og vente lidt endnu på den næste store rockbølge.