Foo Fighters: Wasting Light

Der er vel ikke mange i rockverdenen, der kan matche Dave Grohl, hvad angår produktivitet. Gennem en karriere, der strækker sig over 20 år, har han gået fra den ene succes og direkte videre til den næste. En af de største af disse må siges af være Foo Fighters, som efterhånden har holdt sammen i 16 år. Wasting Light er gruppens syvende udspil, og man kunne frygte, gassen så småt ville begynde at gå af ballonen. Det er dog så langtfra tilfældet, og Foo Fighters viser med al tydelighed, at de stadig har meget at byde på. Alligevel kan man med rette påstå, at kreativiteten så småt er begyndt at sive ud, selvom energien fortsat er i top.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man ikke skal gå til hylden med Foo Fighters, hvis man sidder og mangler en anderledes og alternativ rockoplevelse i sin triste hverdag. Skal man derimod have sig en god, stærk omgang iørefaldende rock, så er Foo Fighters lige, hvad man søger.

Hvad man end måtte mene om Grohl og co., når det kommer til nytænkning, så kan man ikke sætte en finger på deres evne for ren og uforfalsket, hårdtslående rockmusik. Der er ikke givet meget plads til bløde overgange eller følsomme akustiske guitarer. Til gengæld er der godt med plads til knastør guitarrock, hvilket i bund og grund også er mere end nok. Der bliver skam heller ikke spildt et eneste sekund, før Wasting Light brager derudad med en decideret smittende energi.

Ørehængerne står mere eller mindre i kø, og numre som ”Dear Rosemary”, ”Back & Forth” og ikke mindst ”Miss the Misery” burde umiddelbart gå rent ind hos de fleste rockfans. Grohls gamle Nirvana-buddy Kris Novoselic medvirker derudover på guitar på det glimrende og afdæmpede ”I Should Have Known”, der pludselig viser, at Foo Fighters rent faktisk besidder en vis grad af alsidighed. Og som om Nirvanas mørke sky ikke i forvejen hænger nok over Grohls hoved, så har han også hentet Butch Vig, der producerede Nevermind, tilbage til knapperne. Lige præcis et nummer som ”I Should Have Known” er en mangelvare ved Foo Fighters. Nummeret er en glimrende rockballade med et fantastisk omkvæd, der balancerer lige på grænsen mellem hård og blød rock. Man kommer straks til at ønske sig mere af samme skuffe.

Sådan skal det dog ikke være. Man fornemmer klart, at Foo Fighters’ koncept ikke sådan står til diskussion, men snarere håndhæves som den strengeste lov. Guitarrocken er fantastisk i sit hyperenergiske udtryk, men med den følger også visse begrænsninger. Som lytter får man af og til oplevelsen af et band, der virker lidt for fastlåst, for der er godt nok ikke meget nyt at komme efter på Wasting Light. Det ene riff efter det andet tordner ud af højtalerne, mens Grohls noget monotone vokal råber sig hæs på samme måde igen og igen. Forudsigeligheden er så tydelig, at man ofte føler, at man kender hvert et slag i trommerne og hver eneste akkord, så snart nummeret går igang. Det har en tendens til at blive en smule kedeligt, når denne oplevelse møder en 11 ud af 11 mulige gange. For mig bliver Foo Fighters’ ensformige og skabelonagtige stil til tider bliver for meget, men vi kommer dog ikke udenom, at Wasting Light mest af alt leverer forbandet god og enkel rockmusik.